På Mettes arbejdsplads hænger der seks nøgenkalendere. Stod det til hende, blev de pillet ned

På skurvognens væg hænger der en nøgen kvinde forklædt som en kalender. Man kan ikke undgå at lægge mærke til hende, fordi hun skiller sig markant ud.

”Skal den ikke ned denne der?” Spurgte Mette Schak Dahlmann og pegede på kvinden.

”Nej, hende er vi ret glade for,” svarede byggeledelsen på pladsen tilbage.

Mette, der til daglig arbejder som murer, har stillet det samme spørgsmål, siden sin start i branchen for over 10 år siden.

På alle de byggepladser, hun har arbejdet på, har der været mindst en nøgenkalender, fortæller hun.

Hun har efterhånden lært, at man ikke kommer langt med at stille spørgsmål til traditionerne.

Men hun kan simpelthen ikke lade være.

En rundspørge, som organisationen Byggeriets Samfundsansvar står bag, blandt de 20 største entreprenørvirksomheder i Danmark viser, at kalendere med nøgne eller letpåklædte kvinder kan findes i 13 ud af de 20 virksomheder.

Kun fire af de 20 virksomheder har politikker, der forbyder dem.

For tiden arbejder Mette på en byggeplads, hvor der er omkring seks kalendere med nøgne eller meget letpåklædte kvinder, der alle sammen hænger i skurvognene. Det er det sted, hvor håndværkerne opholder sig mest.

– Nøgenkalenderen bliver et symbol, der fremhæver en meget maskulin kultur. Ikke nok med det, men også en ekstremt heteroseksuel kultur. Det er også arbejdskulturen, der bliver seksualiseret, fortæller Mette.

Mette fortæller, at hun igennem kalenderne bliver konfronteret med sit eget køn. Fordi Mette selv er kvinde, og ofte er den eneste kvinde på byggepladsen, så ser mændene en anledning til at sammenligne Mette med kvinden på væggen.

– Jeg kan godt føle, at man objektiviserer kvinder, og at man som kvinde på en arbejdsplads ikke kan blive taget seriøst. Er det også sådan, mine kolleger ser på mig? Hvor meget sammenligner de mig med hende på billedet?

Hun understreger, at det på ingen måde handler om, at kvinderne på plakaterne ikke må gøre det, de gør.

For Mette ligger problemet i, at det bakker op om en præmis og en kultur, der ikke skal være på en arbejdsplads.

Mangel på kvindelige håndværkere

Byggeriet står med et rekrutteringsproblem, når det gælder kvinder i håndværksbranchen. I dag er det blot fire procent af landets håndværkere, der er kvinder.

En rapport fra Byggeriets Samfundsansvar fra 2021 viser, at den lave repræsentation af kvinder særligt skyldes, at kvinder har store udfordringer med at føle sig tilpas i branchen.

Det er blandt andet derfor, at Byggeriets Samfundsansvar har lavet rundspørgen om nøgenkalendere i branchen.

– MeToo ramte også byggebranchen i 2020, men mange af de problematikker, der handler om psykisk arbejdsmiljø, sexistisk eller krænkende tone eller adfærd, gør sig altså stadig gældende, siger Christina Schultz, sekretariatschef i Byggeriets Samfundsansvar i en pressemeddelelse.

Mette har siden 2016 talt højt, når det kommer til sexisme i byggebranchen. Hun har både mødt mænd, som ikke synes, at nøgenkalenderen hører hjemme på arbejdspladsen.

Men hun har så også mødt kvinder, der mener, at man skal lade mænd være mænd og tradition være tradition.

– Nogle kvinder skaber jo en forsvarsmekanisme, så de passer ind i branchen. Men jeg er meget bevidst om, at jeg ikke behøver at passe ind, og at jeg godt må tale højt om det her, fortæller Mette og fortsætter:

– Jeg kan godt føle mig meget alene i kampen mod nøgenkalenderen. Men helt ærligt, man fratager ikke nogen noget ved at imødekomme dem, der vil have kalenderen ned. Det er bare en fucking kalender.

Bør ikke ske på en arbejdsplads

Mette er selv til kvinder, og hendes egen seksualitet har også givet anledning til kommentarer som: ”Du burde da også kunne lide kalenderen?” Men det er ikke det, det handler om for Mette.

Ifølge hende skal seksualiseringen af kvinder ikke finde sted på en arbejdsplads. Der skal det handle om faglighed og tryghed. Her skal seksualitet ikke være en faktor.

Desuden kan Mette fortælle, at kalenderne ofte er et par år for gamle. Så kalenderen hænger der udelukkende for billedets skyld.

For Mette er det kompliceret at italesætte disse problemstillinger uden at komme i problemer med cheferne.

Socialt kan det gøre, at hun bliver udelukket fra fællesskabet og denne her “mandehule”, som Mette også beskriver.

– Jeg er blevet bedt om at lukke munden mange gange. Jeg har også oplevet at få en advarsel. Det er ikke omkostningsfrit at forsøge at ændre en kultur på denne måde.