Nu tilbydes kvinden fra IS-lejren evakuering til Danmark
Foto: Ritzau Scanpix
Højesteret fastslog i går, at kvinden, der rejste til Syrien og var en del af Islamisk Stat, ikke skulle have frataget sit danske statsborgerskab. En beslutning, som regeringen traf tilbage i 2020.
Siden 2019 har kvinden været tilbageholdt med sine to børn i al-Roj fangelejren i det nordlige Syrien, som er en IS-lejr.
I dag bekræfter justitsminister Peter Hummelgaard (S) over for Ritzau, at kvinden tilbydes evakuering til Danmark.
Det skriver TV 2.
Hvis kvinden ønsker at blive evakueret fra Syrien, betyder det dog også, at de danske myndigheder vil forsøge at retsforfølge kvinden, når hun kommer tilbage på dansk jord.
- Når hun i givet fald kommer til Danmark, vil de danske myndigheder i videst mulige omfang stille hende til ansvar for hendes forbrydelser og søge hende retsforfulgt, siger justitsministeren.
Kvinden er født i Danmark, men har haft dobbelt statsborgerskab i kraft af sin iranske far.
I 2015 rejste hun til Syrien for at blive en del af IS. Her fik hun børn med en mand, der kæmpede for terrorgruppen. De har fået en dreng og en pige sammen.
Siden marts 2019 har hun været tilbageholdt og fanget i først al-Hol-lejren og derefter i al-Roj-lejren. Her befinder hun sig i dag med sine to børn, der er fire og seks år.
I al-Roj-lejren er der fem børn, der betragtes som danske. Deres mødre er blevet frataget deres danske statsborgerskab.
At lade børnene og deres mødre blive i syrisk fangelejr er lig med at vente på, katastrofen sker
femina har tidligere dækket børnenes situation og hverdag i lejren, som bliver værre og værre ifølge lægerapporter og kilder, femina har snakket med.