unsplash
Samfund

Nu kan du få gratis bind og tamponer på dette spillested

12. juli 2023
Af Silje Qvist
Foto: Unsplash
I Arena Næstved har de installeret bokse fire steder, hvor du kvit og frit kan gå over og tage et bind eller en tampon, hvis du får menstruation.

Vi er så småt begyndt at se dem på restauranter og barer. De små stationer, hvor der ligger bind og tamponer klar til, hvis en kvinde skulle få sin menstruation og ikke lige har udstyret med sig.

Nu har det første spillested i Danmark valgt, at gratis bind og tamponer altid skal være til rådighed for deres gæster.

Det skriver TV2 ØST.

Fire steder i Arena Næstved er der blevet opsat lyserøde bokse, hvor man kan tage et hygiejnebind eller en tampon med sig, hvis man har brug for det.

For Arena Næstved er det vigtigt, at kvinder får denne her hjælp, når de har brug for den.

– Det er moderne – vi skal følge med tiden. Vi er jo de første i Danmark, der har fået de her dispensere, siger Camilla Højbro, der er servicemedarbejder i Arena Næstved, til TV2 ØST.

Boksene fungerer ligesom sæbedispensere, men har en form for lås på, så man ikke kan hamstre tamponer og bind. Når først du har fået et bind eller en tampon, går der noget tid, inden du kan trække et nyt produkt. Tre af boksene er installeret ved unisex-toiletter, og så er der en boks i et gangareal.

Firmaet bag boksene er svenske Herbox, og grundlæggeren er Hanna Lauste, der ligesom mange andre kvinder kender til, at man har behov for et bind eller en tampon, men ikke så let kan skaffe et.

– Halvdelen af jordens befolkning har menstruation, men alligevel er der ikke adgang til gratis bind og tamponer på de fleste toiletter. Derfor tænkte vi, at vi bør skabe en forandring og gøre det tilgængeligt præcis ligesom toiletpapir, siger Hanna Lauste til TV2 ØST.

Produkterne i en Herbox er lavet af udelukkende økologisk bomuld. Hvad det koster at have en Herbox og uddele de gratis hygiejneprodukter, vil Arena Næstved og Herbox ikke oplyse til TV2 ØST.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også