Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvor fri er aborten egentlig? Det sætter Laura Kristensen spørgsmålstegn ved i feminas nytårstale.
Samfund

Nej, aborten er ikke fri, før vi stopper med at udskamme kvinder, der får foretaget en

22. december 2023
Af Signe Larsen
Foto: Elena Hybel Colding
Laura Kristensen var 21 år gammel, da hun stod med en positiv graviditetstest i hånden. Dagen efter fik hun en abort. En ret, som danske kvinder har haft i fem årtier, og som vi har fejret i år. Men hvor fri er aborten egentlig? Det sætter hun spørgsmålstegn ved i feminas nytårstale.

Det var en varm sommer i 2016, da Laura Kristensen var 21 år gammel og boede på Østerbro med sin veninde. De havde festet, hygget sig og haft det dejligt og bekymringsfrit.

Lige indtil den morgen. Laura kunne ikke længere ignorere sin krops små signaler, og den lille tanke, hun havde i baghovedet, begyndte at fylde mere og mere.

Så hun hoppede på cyklen og satte kursen mod Netto, hvor hun lagde en stor vandmelon og en graviditetstest på kassebåndet.

Hun havde været lidt mere træt, end hun plejede at være. Hun havde lidt kvalme og spændte bryster. Men hun havde også haft regelmæssig menstruation hele sommeren og desuden kun haft beskyttet sex, så alt burde jo være okay, tænkte hun.

Alligevel gik der ikke mere end et splitsekund, før testen viste to, tydelige streger. Hun var gravid.

Laura Kristensen fik foretaget en abort dagen efter, hun opdagede den uønskede graviditet. Havde hun opdaget det bare få dage senere, skulle beslutningen om hendes krop have været i samråd.

Hun var aldrig i tvivl om, hvad hun ønskede. Hun vidste med det samme, at hun skulle have en abort, og som ung kvinde var hun altid blevet fortalt, at retten til at bestemme over egen krop var en selvfølge i Danmark.

Hun opdagede kort efter, at det ikke var tilfældet.

– Nok er mine vilkår nogle helt andre i dag, men hadefulde og udskammende kommentarer har bevæget sig med gennem tiden og fastholder fortsat en begrænset og tabuiseret samtale om abort, siger Laura Kristensen i feminas nytårstale.

Er aborten overhovedet fri?

I år har vi markeret 50-året for den fri abort i Danmark, men hvor fri er aborten egentlig? Det stiller femina sammen med Laura Kristensen skarpt på i årets nytårstale og i årets sidste afsnit af podcasten femina update.

For selv om det siden 1973 har været en rettighed at få afbrudt sin graviditet inden for 12. graviditetsuge, så er der stadig en del af kæmpe for.

Se Laura Kristensen, initiativtager til bogen Abortfortællinger, holde årets nytårstale i videoen øverst i artiklen, og lyt til ugens afsnit af femina update her.

Skammen fyldte ekstremt meget for Laura Kristensen i tiden efter aborten, og den følelse blev kun forstærket af de kommentarer, der mødte hende fra venner, familie og fremmede.

Hvorfor havde hun ikke passet bedre på? Hvorfor brugte I ikke prævention? Tog du ikke en fortrydelsespille? Tag ansvar!

Samtidig kendte hun stort set ingen andre, der havde fået en abort ligesom hende. Hun følte sig alene og søgte vidt og bredt efter abortfortællinger, hun kunne spejle sig i – uden held.

Men den spejling har hun nu selv skabt med bogen Abortfortællinger, lavet i samarbejde med Sex og Samfund, hvori hun har indsamlet vidnesbyrd fra personer, der ligesom hende har fået en provokeret abort.

– Det var vigtigt for mig at lave den her bog, fordi jeg blev ekstremt vred over, at den ikke eksisterede allerede.

– De fortællinger, jeg kunne finde på nettet dengang, handlede meget mere om en kamp for eller imod retten til fri abort, mere end at de fik lov til at stå som selvstændige personlige fortællinger og vidnesbyrd, beretninger om, hvordan det egentlig er at gennemgå det her. De fik aldrig lov til at stå alene og bare folde sig ud som det, de var, fortæller Laura Kristensen i podcasten femina update.

Hun slår fast, at aborten ikke er fri, før samtalen om aborten er fri.

Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også