Samfund

Nana Jacobi: "Jeg troede, det handlede om at lave god musik"

af Susse Wassmann 8. marts 2021
Foto: Carsten Seidel
Oprøret mod sexisme og aldersdiskrimination ramte også den danske musikbranche sidste år, men flere af branchens kvinder har kæmpet mod den strukturelle sexisme i mange år. Nana Jacobi startede en lavine for seks år siden – i dag kan hun se lys forude, selv om der er lang vej igen.

Et kvindeband skal skrive kontrakt med sin manager. 

Da det går op for ham, at medlemmerne af bandet er 26 år gamle, og ikke 22, bliver han så chokeret, at han straks meddeler dem, at der ikke kan blive tale om nogen kontrakt.

En ung musiker i et større orkester bliver kaldt ind på sin overordnedes kontor.

– Hej, siger han og tager hendes ene bryst i sin hånd.

– Du vil gerne have din kontrakt forlænget, ikke?

En anden chef vil gerne tale lønforhøjelse:

– En tur hen over mit skrivebord, så ordner vi resten bagefter.

En kvindelig musiker får at vide af et pr-bureau, at det er svært at ”få noget igennem”, når musikken kommer fra en med hendes køn og alder. Hun er 38.

En 22-årig musiker møder en stor branchemand på en festival. ”Jeg synes, du skal droppe det projekt,” siger han.

”Det er en hård branche, og jeg er ked af at sige det, men du er simpelt hen ikke lækker nok til at klare den. Der er ikke rigtig et marked for overvægtige piger.” Hvorefter han går.

Ovenstående er et lille udsnit af de hverdagskrænkelser, kvindelige musikere oplever i deres branche.

Også den blev ramt af #MeToo-tsunamien sidste år, hvor stort set alle brancher måtte ned på bunden af sig selv og ransage samvittigheden.

Musiker og sangskriver Nana Jacobi er en af dem, der er gået forrest i kampen mod sexisme i musikbranchen – faktisk startede hun lavinen allerede i 2015, hvor hun skrev et debatindlæg i Politiken, som endte på kulturministerens bord.

Til Nanas egen store overraskelse.

– Det var samme uge, som jeg udgav mit album, ”Expander”, og første gang jeg stak næsen frem med en holdning. I forbindelse med udgivelsen havde jeg bemærket, at alle de gatekeepers, jeg mødte på min vej, var mænd, og jeg ville egentlig bare sætte en refleksion i gang.

- For jeg har altid arbejdet sammen med mænd og haft det fint med det – jeg er vokset op hos min far, som er jollefisker i Nordjylland, og har faktisk følt mig privilegeret over at være eneste kvinde i flokken.

- Men jeg begyndte at studse over det, fordi jeg fik så mange afslag og mødte så mange lukkede døre. Kunne det faktum, at jeg kun mødte mænd på min vej, have en betydning for sådan en som mig?

- I mit debatindlæg beskrev jeg alle de broderskaber, der er i branchen. Kæder af musikere, bookere, managere, pladeselskabsfolk, radioværter, musikjournalister, som kender hinanden og er en del af hinandens netværk. Som giver hinanden jobs og har det fint i den fødekæde.

- Jeg kaldte det ubevidst sexisme, og de ord var der virkelig mange, der slog sig på. På det tidspunkt var det totalt no go at tale om, fortæller Nana Jacobi.

Og så rullede lavinen. 

– Det kom fuldstændig bag på mig! Både tv og radio samlede den op, jeg blev inviteret i debatter hele tiden, folk både haglede mig ned og bakkede mig op på de sociale medier, og den daværende kulturminister Marianne Jelved endte med at indføre tre nye punkter, der skulle afhjælpe problemet, i sin musikhandlingsplan.

- Det var en vild oplevelse, og det blev et wakeup-call for mig, at demokratiet rent faktisk fungerer, at man som borger kan blive hørt og få indflydelse. Jeg kommer fra Nordjylland, og der er altså langt til Christiansborg derfra.

Gik ned med flaget

Hun har tre album, en EP og en stribe singler bag sig, adskillige prominente filmfolk som Susanne Bier, Hella Joof og Ole Bornedal har brugt hendes musik, og hun har skrevet den efterhånden herostratisk berømte ”Ramadan i København” sammen med bl.a. Isam B.

Alligevel er hendes fjerde album, ”Magnet Sky”, som lige er udkommet, den første plade, hvor Nana Jacobi føler, at hun har været tro mod sig selv hele vejen rundt. Og så er det også første gang, hun synger på dansk.

– ”Magnet Sky” er kulminationen af flere års arbejde og første gang, jeg føler, at jeg har været tro mod mig selv, ikke kun i musikken, men også i hvilken farve vinylen skal have, pressemeddelelser, cover, det hele. Jeg har taget maks. ansvar denne gang, hvilket jeg af forskellige årsager ikke har formået før.

- Måske har jeg ikke haft tillid til, at jeg kunne tage alle de beslutninger selv. Jeg troede, at der var nogen, der vidste bedre end mig. Det har været en meget lang personlig proces at stå ved den, jeg er, og den musik, jeg laver.

- De danske tekster stammer faktisk fra en periode for syv-otte år siden, hvor jeg gik totalt ned med flaget. Jeg havde kørt mig selv alt, alt for hårdt, og til sidst smeltede jeg fuldstændig sammen. Min måde at trække vejret igennem krisen på var at skrive nogle små underlige tekster, som var mere digte end egentlige sangtekster. Jeg skrev og skrev og skrev, det var ren overlevelse, og de endte alle sammen i min skuffe.

Hvad var der galt – stress?

– Jeg fik aldrig nogen diagnose, men hvis jeg skal se tilbage på det i dag, så ja, det var nok stress. Jeg stoppede med at lave musik og sagde mit arbejde som underviser op, og jeg tænkte, at jeg nok ikke kunne være musiker alligevel.

- Jeg bare græd og var helt drænet. Jeg havde presset mig selv maksimalt og nåede lige at udgive et album, før jeg kollapsede, fortæller Nana Jacobi, som følte sig frit svævende i eget liv i nogle måneder derefter.

– Jeg havde egentlig opgivet at være musiker, men så lå der de her 40-50 tekster i skuffen og kiggede på mig. De ville ligesom et eller andet. Insisterende. Efter nogle måneder begyndte jeg at komme på fode igen, og da jeg tog teksterne frem igen for at undersøge, om nogle af dem ville være sangtekster, så ville nogle af dem faktisk gerne.

- Mine sange levede altså, selv om jeg havde besluttet mig for at stoppe. Der var noget meget vigtigt i at mærke, at selv da jeg stod der på bunden og havde opgivet alt, så kom sangene fortsat til mig. De insisterede på at blive til. Det er blandt andet nogle af de tekster, der er med på mit nye album.

Svære vilkår for kvinder

Nana oplevede sit sammenbrud som en form for nulstilling – både personligt og fagligt. Og siden dengang er hun blevet meget klogere – ikke mindst på sin branche.

– Dengang troede jeg, at det bare handlede om at lave noget god musik, og så var den hjemme. Sådan er det overhovedet ikke. Nogle gange føles det faktisk, som om musikken er det sidste led. Der er så mange mekanismer, jeg ikke havde forståelse for dengang. Du sælger jo et produkt, og selv om du som kunstner ikke føler dig som et produkt, så er du bare nødt til at kunne forholde dig til det.

- I dag er jeg en del af mit eget label, Hun Solo Records, så nu er jeg på forkant med det hele, men hvis du vidste, hvor meget jord der skal gødes, før man kan få noget til at ske! Derudover er det en branche med nogle svære vilkår for kvinder. Også selv om der er sket meget de seneste år. Bare se på tallene.

- Musikbranchen består af 80 procent mænd, og alligevel ser vi langt under de 20 procent kvinder repræsenteret i radioen, på festivaler, spillesteder osv. Nu er det også dokumenteret flere steder, at mange i branchen føler, at det er mere usikkert at satse på en kvindelig artist end en mandlig.

- En booker har indrømmet offentligt, at han svigtede en større kvindelig artist og stort talent, fordi han var usikker på, hvordan han skulle tackle hende.

- Han stod ved, at når en mandlig artist blev kaldt karismatisk og en strong personality, så blev en kvinde ofte kaldt hysterisk og besværlig. Den samme adfærd blev simpelt hen udlagt forskelligt afhængigt af kønnet.

- Broderskabskulturen har altid været der – til gengæld har vi aldrig haft en ”søsterskabskultur” i branchen. Tværtimod har branchen igen og igen vist os det, der hedder dronningebieffekten: Der er kun plads til én Marie Key, én Tina Dickow.

- En booker har indrømmet offentligt, at han svigtede en større kvindelig artist og stort talent, fordi han var usikker på, hvordan han skulle tackle hende.

- Hvis hun er på plakaten til en koncert eller en festival, så er kvinden tjekket af, og så behøver man ikke flere. Groft sagt. Og folk tænker jo ikke over det, når kvinden står øverst.

- Problemet er bare, at der står 99 mandebands nedenunder. Heldigvis er søsterskabet i musikbranchen i stor udvikling i disse år. Det er meget smukt at opleve.

Hellere The Sandmen end Fallulah

Lad os da se lidt på de tørre tal, som Nana henviser til. Her er blot et lille udsnit:

* På Kodas liste over de 10 mest indtjenende hits i 2019 figurerer én kvinde.

* På Gramex’ top-10 over de mest spillede danske musikere har der tre år i træk været nul kvinder.

* Kun 10 procent af Kodas samlede udbetalingsbeløb gik til kvinder i 2019.

* På alle landets festivaler fylder kvinder uendeligt lidt: I 2018 havde maks. en tredjedel af alle bands kvindelige medlemmer – på nogle festivaler var tallene endnu lavere, som f.eks. Tinderbox med kun 8 procent og North Side med 11 procent.

Et typisk argument fra (de mandlige) bookere er, at der ikke er kvinder nok at tage af, eller at de kvindelige artister, der findes, ikke har kvaliteten, fortæller Nana Jacobi og gennemhuller samtidig den tese:

– På et tidspunkt var jeg inviteret til dialog med hovedbookeren på Tinderbox, som det år havde 100 artister på plakaten, hvoraf de to var kvinder. Han sagde, at det ikke var, fordi han ikke ville have kvinder, men han kunne ikke finde nogen med det format, der skulle til.

- ”Hvad med Fallulah?” spurgte jeg. Hun var netop aktuel med et nyt album og er en markant artist, der kan løfte store scener. Men han mente ikke, at hun havde det format, der skulle til.

– Da jeg gik fra ham, gik jeg forbi en koncert med The Sandmen og tænkte: ”Okay, de har åbenbart formatet, det har Fallulah ikke. Den logik forstår jeg ikke.” Og det har ikke noget med The Sandmen at gøre – al respekt for dem. Men ham her syntes åbenbart, at det var federe at høre The Sandmen end Fallulah, og så er beslutningen taget.

- Det er den der kassetænkning og nogle meget mærkelige ræsonnementer, og det sker hele tiden. Derfor er det sindssygt vigtigt, at bookerpanelet er diverst, så det ikke er de samme typer, der sidder og booker de samme typer bands hele tiden, siger Nana Jacobi.

Det handler om at være ”fuckable” nok

Når Nana bliver interviewet, beder hun indimellem musikjournalisterne om at visualisere billedet af et rockband inde i hovedet og spørger dem så, hvad de ser.

– De ser fem dudes i læderjakker. Det gør vi alle sammen – vi tænker bare ikke over det. Det var også først, da Gaffa (Danmarks største musikmagasin, red.) fik en kvindelig chefredaktør, at der begyndte at komme flere billeder af kvinder i bladet. Men der var ikke nogen, der tænkte over det, for vi er vant til, at sådan ser musikere ud.

- Nu ser vi så for det meste kun unge kvinder i bladene, men masser af aldrende mandlige stjerner, så aldersdiskrimination er den næste kamp. Vi kan sagtens kigge på D-A-D, The National, Suspekt og en masse andre lækre mænd med grå skægstubbe, men kvinderne er maks. 27 år, hvis vi skruer den højt op.

Sidste år stod 50 kvinder frem på Politikens forside med vidnesbyrd om, hvor grelt det står til i branchen, og de fleste af historierne handlede om udseende og alder.

Det handler simpelt hen om at være ”fuckable” nok, hvis du skal gøre dig forhåbning om en karriere.

– Men jeg tror, at de ting er i stor forandring i de her år – blandt andet er begrebet body positivism kommet på banen, og det gør helt klart en forskel.

- Kunstnere som Jada, MØ og Marie Key er også vigtige rollemodeller i forhold til at skabe et nuanceret billede af, hvordan en popstjerne kan opføre sig og se ud. 

Har du selv haft den slags oplevelser?

– Ikke så konkret, men jeg har også altid gjort tingene meget selv. Jeg har dog en mail liggende fra en booker, som skriver, at hans yngre kolleger, som var i start-20’erne, primært ledte efter nogen på deres egen alder, og at et evt. samarbejde derfor ikke havde interesse. Jeg blev vildt provokeret! Det pisser mig af, at de ikke engang gider at lytte til musikken, før de tager stilling.

- Afslaget kom simpelt hen på grund af min alder og antagelsen om, at jeg nok laver noget musik, de unge bookere ikke kan forholde sig til. Men jeg kommer faktisk med en cool elektronisk lyd og en edge i det, jeg laver, og siden har to af mine singler ligget som nr. ét på P6 Beat. og jeg har haft en del vind i sejlene. Så de går jo også glip af noget. 

Vildt!

– Ja, og det sker overalt hele tiden. Nu er de så begyndt at opdage, at jeg faktisk har gang i noget fedt – på trods af min vildt høje alder, ha ha. Men for det meste er det bare sådan, at hvis du ikke har sparket døren ind, inden du er 30 år, kan du godt droppe det.

- Du ser ret få kvinder over 35 år være synlige i branchen, for rigtig mange forsvinder, efter de har fået børn. Det kan være deres eget valg, men det er det bare ikke altid. Branchen ser ikke med milde øjne på en kvinde, der har været væk i to år, mens hun har små børn.

Vil peake som 85-årig

Efter at have kickstartet debatten om ubalancen i dansk musikliv i 2015 havde Nana Jacobi fået nok af at tale om det året efter.

– Jeg orkede ikke at blive ved med at snakke, jeg havde bare lyst til at lave noget musik. Over en brunch med min veninde og kollega Kirstine Stubbe Teglbjærg (tidl. Blue Foundation, red.) blev vi enige om, at hvis bookerne siger, at de ikke kan finde kvindelige kunstnere på et højt nok niveau, så må vi vise dem, at de er der!

Det var starten på musikkollektivet og pladeselskabet HUN SOLO, hvis vision er at præsentere et mangfoldigt udvalg af kvindelige kunstnere og fejre diversiteten i dansk musik.

– Når man går til en HUN SOLO-koncert, får man fem solokoncerter af fem forskellige artister, som går alene på scenen. Vi prøver altid at skabe stor diversitet både i forhold til alder, etnicitet, genre, instrumentering og sceneenergi. Vi går bevidst efter noget, der ikke passer sammen, for at vise en bred vifte af musik, så folk får utroligt meget med hjem.

- Nogen står på scenen med bare en ukulele, andre har en stor maskinpark med. Vi vil gerne sende positive powerfulde billeder ud i verden af kvinder, der folder deres ting ud på deres måde, og vi har et ønske om, at alle kvinder gør det. Også ikke-musikere. For kvinder møder ofte nogle andre vilkår for at kunne føle sig frie i det, de laver, end mænd gør.

- Vi prøver at kridte en anden vej op for de piger, der kommer efter os, så de ikke møder de samme forhindringer og lukkede døre, som vi har gjort. Og det ultimative mål er at udspille vores egen rolle, siger Nana Jacobi, som har taget en aktiv beslutning om, at hun vil peake kunstnerisk, når hun er 85.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Der er noget utroligt frisættende i den tanke. Vi er så plastret til med tanken om, at vi skal ”make it”, før vi er 30 år, ellers kan vi lige så godt lægge os til at dø eller finde på noget andet. Det skaber utroligt meget stress hos begge køn, og den præmis har jeg besluttet ikke at spille med på.

- Der er jo gode eksempler på kvinder, der har kørt med klatten i en voksen alder – tag f.eks. Björk, PJ Harvey, Dolly Parton og vores egen Annisette fra Savage Rose. Eller Patti Smith, som var ude af gamet i 11 år, mens hun havde små børn, og kom tilbage med fuld styrke. Og Karen Blixen, som var over 50, da hun skrev sin første bog. De fortællinger er pissevigtige at få øje på, for de fungerer som rollemodeller for os andre.

- Og så er det vildt at opleve, at jeg opnår de resultater, jeg gør lige nu, hvor jeg er i 40’erne, kvinde og mor til to. Vi er trådt ind i en ny tid, hvor vores syn på kønnene er under forandring.

- Jeg kan godt forstå, at der er mange, der ikke kan følge med, for det går stærkt for tiden, og folk er altid bange for forandring. Men det har altså sitret længe, og nu er der et gennembrud. Nu kommer forandringen. 

De kæmper også

Hej Søster

Med en kærlig hilsen til Trilles legendariske ”Hej Søster”-album fra 1975 søsatte sangerinden Fallullah endagsfestivalen Hej Søster Fest i 2019. Kvindelige musikere er omdrejningspunktet, og formålet er at skabe et fællesskab, hvor kvinder bakker op om hinandens talenter. Fallullah har også podcasten ”Hej Søster”, der ligeledes handler om at sprede god søsterkarma.

She Can Play

Et musikcommunity for unge kvinder mellem 14-21 år, hvor de kan møde ligesindende, få sparring, råd og udvikle deres talent enten som udøvende musikere eller producere. Der tilbydes månedligt masterclasses og undervisning og afholdes en camp årligt.

POW-festival

Bag Power of Women-festivalen, der så lyset i 2017, står Füsun Eriksen, der er seniorkonsulent for forretningsudviklingen hos Dansk Kulturinstitut. Den årlige kvindekunstfestival inviterer til oplysning og nye perspektiver på kønnets betydning og vigtigheden af øget ligestilling inden for kunst og kultur – herunder selvfølgelig musik.

Musikbevægelsen af 2019

Musikbevægelsen af 2019 er en forening for kvinder, ikke-binære og transpersoner med virke i musikbranchen. Den udspringer af Facebook-gruppen med samme navn. Der kæmpes her for en musikbranche med færre kønsstereotyper og stereotyper generelt.

Kvinder i Musik

Navnet siger det hele. Allerede i 1980 blev Kvinder i Musik dannet for at støtte kvinders aktive indsats i musiklivet – og også i dag arbejder foreningen for, at skabende kvinder skal blive synlige og få deres naturlige plads i det professionelle musikliv.

… og mere om HUN SOLO

En HUN SOLO-koncert består af et line-up med oftest fem kvindelige artister, som spiller hver sin intime og intense solokoncert. Og listen over de kvindelige artister, der er i musikkollektivets regi, er LAAAANG.

HUN SOLO havde premiere på kvindernes internationale kampdag den 8. marts 2016. I 2020 fik de GAFFAs Tak Rock-Pris.