Samfund

Monica Lewinsky-sagen viser os, at kvinder går ned, og mænd sejler videre. Det skal være slut nu

af Tine Bendixen 3. august 2021
Foto: Ritzau Scanpix, Shutterstock. Illustration: Sabine Brandt Studio
Historisk har det været et maskulint magtprivilegium at give den kvindelige seksualitet skylden og ansvaret for mandens lyst. Det er slut nu, opgøret er i gang. Kom med på afskamningsbarrikaderne!

Efter #MeToo bør Biblen vel egentlig skrives om. For vi har alle sammen lært, at det faktisk var Evas skyld, at hun og Adam blev smidt ud af Paradisets Have.

Hun lod sig friste af slangen – aner man et penissymbol? – tog en bid af det forbudte æble fra kundskabens træ og lokkede ifølge Biblen Adam til at gøre det samme, og pludselig opdagede Adam og Eva, at de begge var nøgne og skammede sig over det og fik fluks fat i nogle figenblade til at dække det værste.

Det blev Gud ret ærgerlig over. Men Gud burde have vidst, at det er dumt at placere noget forbudt i nærheden af mennesker og sige: ”Du må ikke røre det.” Og her kan vi så også passende anføre, at Adam vel var en voksen mand, der selv kunne bestemme, om han ville have det æble eller ej.

I stedet fremstår han som et sølle – undskyld, jeg kunne ikke lade være – skrog …

Men som min mand tørt konstaterede: ”Det er mænd, der har skrevet Biblen.” Underforstået: Derfor fik Eva selvfølgelig skylden.

Der har igennem tiden været utrolig mange Adam’er, der selv har kunnet bestemme, om de ville have det æble eller ej. Og utrolig mange Eva’er har alligevel fået skylden for, at de Adam’er tog en bid af det.

Det er det, artiklen her handler om. En mulig langt-om-længe æresoprejsning til alle de Eva’er, der automatisk har fået skylden, fordi de sammen med en mand havde gjort noget, der ikke helt tålte dagens lys og havnede i en livsændrende skandale.

For #MeToo har affødt utrolig meget nutidsoprydning, og spørgsmålet er, om vi også skal til at kigge baglæns i historien.

Etnolog, feminist, direktør og trendekspert Julia Lahme siger ja. Der ER momentum for, at vi også rydder op i historiske uretfærdigheder overgået kvinder.

– Tiden er til det nu. Det, vi gør op med lige nu, er den bibelske skyld og skam. Vi afskammer den kvindelige seksualitet. Men skammen over den kvindelige seksualitet er 10.000 år gammel. Altså vi har skamlæber, og vi har et skamben!

Så det tager lidt tid …

– Det kommer til at tage generationer. Men vi tager nogle kæmpe kvantespring lige nu.

Fotomodel

Lad os lige kigge tilbage først. Til 1960’ernes England og landets største politiske sexskandale i det 20. århundrede.

Christine Keeler kom fra fattige kår i det stærkt klassedelte England, men hun havde udseendet med sig og blev fotomodel.

I 1961 mødte hun den engelske krigsminister John Profumo, som var født ind i en rig overklassefamilie.

Han brillerede vist ikke ligefrem med sin intelligens, men familiehistorien og de mange penge, han havde arvet fra sin far, gav helt automatisk forrang i det engelske samfund.

Han var i øvrigt også gift, men det afholdt ham ikke fra at have flere elskerinder – hvilket konen bad ham være lidt mere diskret med.

Det engelske efterretningsvæsen bad ikke bare John Profumo om at være diskret, hvad Christine Keeler angik, de bad ham indse, at det sikkerhedsmæssigt ikke var en god idé, at den engelske krigsminister havde et forhold til en kvinde, der også havde et forhold til den russiske flådeattaché ...

Men John Profumo tænkte med det nederste hoved.

I 1963 endte det med en undersøgelse i Underhuset, og sexskandalen eksploderede.

John Profumo prøvede at lyve sig fra det hele, men måtte til sidst trække sig. Helt slemt var det ikke, han havde penge nok til at lave ingenting på første klasse resten af livet.

Christine Keeler havde ingen penge og gik syg ned med flaget.

Folk troede i årevis, det var på grund af skandalen. Men da hun døde i 2017, havde hun i sit testamente skrevet en besked til sin søn, Seymour Platt – hun bad ham fortælle offentligheden sandheden om hendes liv.

Sagen var, at hun var blevet voldtaget og efterfølgende stalket og plaget igennem fem år af en jamaicansk jazzmusiker, Lucky Gordon.

Der var ingen hjælp at hente hverken hos hendes modelbureau – der ikke mente, hun skulle gå videre med voldtægtssagen – eller hos politiet – hun prøvede adskillige gange.

En dag forfulgte han hende ind i hendes lejlighed og tævede hende.

Der var to mandlige vidner i lejligheden, men de bad hende holde mund om det – skal vi gætte på, at de måske var kendte i offentligheden og kunne have fået ørerne (og dilleren) i maskinen?

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Derfor sagde Christine Keeler til politiet, at der ingen vidner var.

Politiet fandt ud af det, løslod Lucky Gordon(!) og sigtede Christine Keeler for mened, hun røg i fængsel i ni måneder.

Den fængselsdom kom til at forfølge hende og præge hende resten af livet – hun fik skylden både for meneden, og for at John Profumo havde måttet gå af som krigsminister.

Grundlæggende: Christine Keeler blev brugt og misbrugt af magtfulde mænd, og det var hendes skyld, at det skete. Men hendes søn har nu oprettet websitet christine-keeler.co.uk.

Han kan ikke forestille sig, at hun ville være havnet i fængsel i dag. Han vil have sin mor benådet efter hendes død, for det var hende, der var offeret. Som han skriver på websitet:

”Christine Keeler var et ikon i det 20. århundrede. Men hvad du tror, du ved om hende, er ikke sandt. Bag det glamourøse image var en kvinde, som var udsat for overgreb igennem sit liv. En kvinde som blev stalket, voldtaget og overfaldet af en voldelig mand. En kvinde, hvis traumatiske oplevelser påvirkede hende, til hun døde i 2017. Det er nu på tide at re-evaluere Christines liv. Det er på tide at #PardonChristineKeeler.”

Julia Lahme siger:

– Der er noget i spil lige nu omkring sex og kvinder og det her magtforhold, som vi er ved at gøre op med.

– Hvis man tillader sig at se det, der skete med Christine Keeler i et feministisk lys – som jo ikke nødvendigvis svarer til den tid, det skete i – så vil jeg lige nu fortolke det som, at hendes seksualitet er blevet taget som gidsel af magtfulde mænd, der har brugt deres magt til at betvinge hende seksuelt.

Har vi hørt det før?

Dæmonisering

”I did not have sexual relations with that woman, Miss Lewinsky.”

Sagde Amerikas daværende præsident Bill Clinton og løj dermed om, at han imellem 1995 og 1997 ni gange havde forskellige former for seksuelt samvær med Monica Lewinsky i The Oval Office – bare ikke lige samleje.

(Den slags kan man jo blive gravid af, tænkte han måske strategisk …).

Hun var 22 og praktikant. Han var 49 og verdens mægtigste mand.

Mere ulige magtfordeling skal man lede længe efter. Og præsidenten smed i den grad praktikanten under bussen, da affæren blev afsløret.

Vi kan vel sige, at han … ikke tog det som en mand.

Der ligger en nedværdigelse, en udskamning og en afstandtagen i ordene ”that woman”.

Hun blev holdt ude mellem præsidentens to fingre. Og han slap.

For med de ord startede han dæmoniseringen af Monica Lewinsky. Hun har selv sagt det.

Hun har også sagt, at hendes liv, efter historien eksploderede, ville have set meget anderledes ud, hvis han bare havde sagt tingene, som de var.

At de faktisk havde et gensidigt forhold. Og undskyld. Til Hillary og Chelsea og hele USA. Og videre.

Men Clinton gik så langt i sine bortforklaringer som til at sige, at de seksuelle handlinger blev udført på ham, ikke af ham.

Så det var Monica, der ”gjorde det”.

Hvordan cigaren så kom op imellem hendes ben er et stort spørgsmål …

Da skandalen var på sit højeste, fandt Monica en slags ro ved at – strikke.

Hendes vej videre i livet blev en bumpy road med taskedesign, reklamer for slankemidler, en kortvarig tv-værtsrolle og medie-udskamning for at ville slå mønt på affæren – også fra kvinder i branchen, suk.

I virkeligheden prøvede hun vel bare at få sit liv tilbage.

Det endte med, at hun flyttede til London i 2005, tog en uddannelse i socialpsykologi og holdt sig ude af rampelyset i 10 år.

Hun nåede lige – efter Clintons selvbiografi ”My Life” – at give et interview til den engelske avis Daily Mail, hvor hun sagde, at hun i det mindste havde forventet, at han fik rettet op på tingene og sagt sandheden i biografien, men:

”I stedet talte han om det, som om jeg havde lagt det hele frem, så han bare kunne tage for sig. … Det var et gensidigt forhold, gensidigt på alle planer lige fra starten og hele vejen igennem. … Jeg kan ikke acceptere, at han fandt det nødvendigt fuldstændig at vandalisere min karakter.”

I 2014 skrev hun et essay, ”Skam og overlevelse”, om sit liv og skandalen i Vanity Fair.

Og i samme magasin fire år senere, skrev hun, at hun havde fået konstateret PTSD på grund af reaktionerne, da forholdet blev afsløret, og at det godt nok havde været gensidigt, men eftersom han var meget ældre og havde meget mere magt, end hun havde, så var det forhold baseret på en udnyttelse af magt fra Bill Clintons side.

Samme år inviterede magasinet Town & Country hende til et arrangement, men da Bill Clinton også sagde ja tak til at komme, blev hun af-inviteret … Magten først, ikke?

Historikeren Timothy Stanley kaldte hende i 2014 ”Skamløs” på cnn.com – for det var ikke hende, der var offeret, det var Hillary Clinton, mente han.

Suk.

Kan vi ikke bare blive enige om, at Monica og Hillary begge to var ofre?

Og kan vi ikke – selv om udtrykket ”skam dig” grundlæggende skal udryddes – bare blive enige om, at Bill Clinton vel burde skamme sig mest?

Monica Lewinsky synes selv, hun skylder Hillary og Chelsea en undskyldning for det, der skete i Det Ovale Værelse.

Bill Clinton? Jamen han levede jo videre, blev ikke skilt, blev ikke hældt ud af præsidentembedet og blev bare rigere og rigere. Og han synes ikke, han skylder Monica en undskyldning.

Mænd sejler videre. Kvinder går ned.

I 2018 lavede Netflix dokumentarserien ”The Clinton Affair”. Tankevækkende nok ER fokus i titlen på ham, så der blæser faktisk nye vinde. Men det gjorde der ikke dengang.

Julia Lahme siger:

– Det, der skete med Christine Keeler og Monica Lewinsky og alle de andre stakkels kvinder, der har været udsat for den her udskamning … Altså hvis jeg skal fortolke det, så er noget af det, der er sket, at deres seksualitet også er blevet udskammet.

– Det, at de var seksuelt attraktive, er blevet et objekt, en del af deres identitet, som mændene har udskammet. Og dér kan vi sige, at vi har en meget lang og hæslig kulturhistorie i Vesten, men også alle mulige andre steder for, at kvinders seksualitet bliver udskammet og holdt som gidsel. Af mænd. Og magt.

– Når man i mange lande siger, at ”hun skulle have taget en længere kjole på, så ville hun have undgået at blive voldtaget”, så siger man også, at kvindens seksualitet umyndiggør manden.

– Altså han er i sin seksualitets og sine drifters vold, mens kvinden bør have magten til at afværge, at han er det, så hun har et kæmpe ansvar for hans seksualitet.

– Sådan er du og jeg og rigtig mange andre sikkert også blevet opdraget. Men ”har du sagt a, må du også sige b”. Det blev der sagt i 1980’erne og 1990’erne til unge piger, vil jeg bare sige. Og ”Du er selv ude om det, hvis du ser sådan ud”.

Det bliver vel accentueret af, at kvinder traditionelt set har haft mindre magt og tjent mindre end mænd?

– Ja, i allerhøjeste grad. Nu skal vi virkelig være forsigtige med, hvordan vi formulerer det her, men vi har været i nogle kulturelle systemer, hvor kvinden i kraft af manglende uddannelse, manglende økonomisk frihed og manglende økonomisk selvbestemmelse har været tvunget til at bruge, hvad hun så havde.

– Det har så i nogle tilfælde desværre været hendes seksualitet.

Og så sker der det, at mændene sejler videre, mens kvinderne går ned?

– Ja, det er, fordi der er en kæmpe bibelsk skam forbundet med seksualitet. Så når manden har været udsat for den her voldsomme kvindelige seksualitet, hvor han simpelt hen ikke har kunnet gøre for det og har været nødt til at voldtage hende – sagt meget ironisk – så er hun jo brugt, og så er hun brugt op.

– Det handler i høj grad om, at vi har et meget normativt kulturhistorisk blik på kvinden. Kvinden kan være tre ting, hvis vi kigger i kulturhistorien.

– Hun kan være jomfru, hun kan være mor, og så kan hun være det, som i nordisk mytologi hedder en kælling.

– Som kvinde kan man kun være de tre ting. Det hæfter sig også på alder: Du kan være ung og smuk. Du kan være i dit moderskabs blomst. Og så kan du ellers være en gammel afdanket krage.

Det er mig!

– Og mig! Jeg er jo heller ikke i mit moderskabs ungdom længere. Men … nu skal vi være meget specifikke: Det, der så er tilbage, er de frie år for kvinden. Det er de år, hvor kvinden ikke har et barn ved sit bryst og endnu ikke er blevet for gammel til at deltage i samfundet.

– Det er de år, hvor man i kulturhistorien kan være en heks. Altså en kvinde, som ved rænkespil og ondskab tager magten over mænd: Det er den erfarne kvinde.

– Det, der så sker, når man ikke er jomfru mere og ikke er en ung mor, som bliver beskyttet af en mand, er, at ens seksualitet bliver sat fri, og så glider man meget hurtigt – nu er vi igen i kulturhistorien – over i heks.

– Det er derfor, vi udskammer de kvinder, for så er der ikke plads til, at de er en del af samfundet, af trekvindesystemet, længere.

– Det er det, der sker for Monica Lewinsky: Hun springer mor over og går direkte fra jomfru til heks. Så hun bliver udstødt af samfundet, hun bliver udstødt af fællesskabet – fordi vi ikke kan udstøde den magtfulde mand af fællesskabet.

Det vil sige:

– Det er ikke sket, før vi gjorde det med prins Andrew, Jeffrey Epstein og Harvey Weinstein. Det er jo meget, meget nyt. Altså vi har været i gang med at udskamme og udstøde den magtfulde mand af fællesskabet i tre-fire år.

– Længere tid er det ikke. Og kulturhistorien, hvor de her mønstre gjaldt, er fra Det Gamle Testamente og endnu længere tilbage.

Så det, der sker nu, er faktisk en udfordring af den maskulint privilegerede magtbalance – vi kilder ikke bare lidt?

– Nej nej, der sker noget meget, meget voldsomt. Du og jeg og kvinder i vores generation kommer ikke til at opleve for alvor, hvor sindssygt og fantastisk det er, det, der sker lige nu. Men det gør vores børn.

– Jeg har en teenager på 13, han har et helt andet blik på kvinder, mænd, homoseksuelle og folk med forskellige hudfarver, end jeg havde, da jeg var 30! Han er meget dygtigere til at navigere efter det, fordi han er vokset op i en tid, hvor man har gjort op med alle de kasser og magtbalancer.

– Så det, vi gør nu, er, at vi rykker ved det maskuline magtprivilegium.

Tre-fire år siger du. Men hvorfor har det taget så mange år forinden?

– Det er, fordi hverken kvinder eller mænd har det komfortabelt med at rykke ved de her magtbalancer. Så længe de er etableret, så har vi kvinder også noget, vi kan læne os ind i.

– Noget, der ikke bliver rykket ved. Noget, man kan forstå, og noget, man kan forholde sig til. Og det er både på godt og ondt.

Julia Lahme henleder opmærksomheden på noget interessant:

– Vi taler om ”den anden kvinde”, og det er altid hendes skyld, men der findes ikke ”den anden mand”, vel?

Det skal vi også lige huske i det her: Vores sprogbrug. Der er en magt-ubalance bygget ind i selve sproget.

Grooming

Hvis Keeler- og Lewinsky-historierne var foregået i dag – helt hypotetisk – hvad havde det så betydet for de to kvinder?

– Jamen så tror jeg, at vi ville høre historier om overgreb. Grooming og overgreb. Men det er jo også begreber, vi først nu har lært at bruge for alvor. Jeg kendte ikke ordet grooming, da jeg først hørte om Monica Lewinsky.

Hun var 22 …

– Og han var verdens mest magtfulde mand! Og … ordet overgreb kendte jeg heller ikke den fulde betydning af før for fem-ti år siden.

Danske eksempler?

– Der var faktisk et for nylig på dr.dk – en ung kvinde, hvor en frikirkepræst havde tvunget hende til sex. Det er et rigtig godt og aktuelt eksempel. Og så er der jo vores kære udenrigsminister, Jeppe Kofod. Han skal trækkes frem, hver eneste gang vi har chancen, for mage til svineri …

Dér fik den 15-årige pige ikke skylden. Hun holdt sig ude af rampelyset?

– Ja. Men problemet med den konsekvente udskamning af kvinden er også, at hun er NØDT til at holde sig ude af rampelyset for ikke at få skylden.

– Som kvinde bærer du altid skylden for forførelsen – uanset hvem der forfører hvem. Og nu er det farligt at kalde det for forførelse. Det må være forførelse/overgreb.

Undertrykkelse

Jørgen Leth tog kokkens datter, når han ville. Han skrev det i sin bog ”Det uperfekte menneske” i 2005.

”Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret.” Det skabte en voldsom mediestorm dengang, men den foregik på et nærmest underholdende plan og var relativt konsekvensløs.

I dag var han næppe sluppet så ”Leth” …

– Det er jo decideret frastødende både i forhold til race og køn og magtbalancer, at han har tilladt sig det, og den måde, han beskriver det på … Jeg tør næsten ikke udtale mig om det, for jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan være objektiv i forhold til det …

Er der ved at blive skabt en bevidsthed blandt magtfulde mænd om, at den ikke går længere?

– Ja. Det tror jeg. Måske ikke de magtfulde mænd i slutningen af 50’erne og opefter, selv om jeg håber det. Men de unge mænd, der er på vej ind i magtens indercirkler, ved det godt.

– Men vi kommer ikke ud over det her, før magten er fordelt ligeligt mellem mænd og kvinder, og det er den i Danmark måske først om 100-150 år, fordi sex stadig bliver brugt som undertrykkelse af kvinder og kvindelig seksualitet.

– Men jeg tror, vi kommer til at se en fuldkommen genfortolkning og genforhandling af sex og magt. Og dét er vi i allerhøjeste grad i gang med.

– Det, der i virkeligheden sker, hvis vi tør løfte blikket op i helikopterperspektiv, er, at vi får den fjerde alder som kvinder. Nu får vi lov til at være noget andet end jomfru, mor eller kælling. Nu får vi lov til at være kvinder, der har tid og magt samtidig.

– Hekse! Som er i konkurrence med mændenes magt, fordi den magt, vi har, ikke nødvendigvis er seksualiseret. Så vi har økonomisk råderum, og vi har social magt.

– Vi har endnu ikke fuldstændig svaret på, hvad det er, der sker lige nu, men vi kan i hvert fald sige, at vi er i gang med en meget, meget voldsom bevægelse, hvor kvindens fjerde alder bliver skudt ind, og hvor vi ikke længere bliver irrelevante i samme øjeblik, som vi ikke er umiddelbart fuckable.

– De år, hvor vi faktisk har biologisk magt til at leve vores eget liv.

Det kan vi så glæde os over. Og sende lidt god karma til kvinder som Christine Keeler, Monica Lewinsky, Eva med æblet og alle de andre kvinder, der igennem tiden ikke fik lov at få magten til det samme.