Drab
20. september 2022

Medie: Mia-sagen er tæt på at blive opklaret

Politiet går efter at få en dom næste forår – en 36-årig fængslet mand er fortsat eneste officielt mistænkte i det grusomme drab
Af: Heine Jørgensen
Mia Skadhauge Stevn

Foto: Privat

Det ender med stor sandsynlighed med en straffesag mod den 36-årige mand, der siden foråret har siddet fængslet i sagen om drabet på nordjyske Mia Skadhauge Stevn.

Det er ifølge regionalmediet TV 2 Nord status på politiets efterforskning, der nu er tæt på afsluttet.

Planen er herefter at aflevere alt materiale i sagen til anklagemyndigheden.

Og den ansvarlige for efterforskningen, vicepolitiinspektør, Frank Olsen fra Nordjyllands Politi, regner ifølge mediet med, at straffesagen kan ende med en dom næste forår.

– Vi forventer at overlevere sagen om senest to måneder, siger Frank Olsen.

Det er dog p.t. uvist, hvad efterforskningen præcist har vist om den 36-åriges rolle i sagen. Det ønsker politiet intet at sige om.

Manden, der er sigtet for blandt andet drab, har flere gange siden Mias død accepteret at få sin fængsling forlænget.

Det vides ikke, om den sigtede undervejs har ændret sin forklaring eller erklæret sig helt eller delvist skyldig i drabet.

Hidtil har meldingen været, at han afviser anklagerne.

Hans ligeledes 36-årige ven sad i øvrigt fængslet en kort periode som medsigtet, men er løsladt og uden for enhver mistanke i sagen.

Den 22-årige Mia, som læste til sygeplejerske, forsvandt 6. februar under en tur i byen i Aalborg.

Nogle dage senere blev hendes ligdele fundet i en skov nord for byen.

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også