Maria skal føde på Hvidovre: Jeg stoler ikke helt på, at jordemødrene har tid til at være opmærksomme og omsorgsfulde

Jeg havde termin forleden og skal føde på Hvidovre Hospital, hvor mange vagter for tiden er ubesatte og udbydes til vikar-jordemødre.

Det bekymrer mig.

Jeg er gravid med en dreng, som bliver lillebror til vores seksårige datter.

Jeg havde en rimelig voldsom fødsel første gang. Min datter sad skævt i bækkenet, og hun var stjernekigger, men der blev ikke gjort særlig mange forsøg på at hjælpe mig.

Jeg fik bare et vedrop og var 23 timer i vestorm, mens jordemødrene løb hurtigt frem og tilbage.

Jeg havde tre forskellige i løbet af 23 timer. De skulle sikkert videre til en anden fødende.

Oplevelsen var så voldsom, at det har taget mig seks år, før jeg nu tør få en baby igen.

Jeg kan godt mærke, der sidder en frygt i mig for, at vi kommer i samme situation som sidst.

Det er næsten det værste at gå ind til en fødsel og være bekymret for, om der mon er tid til en.

Den manglende omsorg, forståelse og kommunikation – der er oddsene jo ret store for, at det sker igen, fordi jordemødrene ikke har tid, og fordi der er vikarer.

Det bekymrer mig, at der er vikarer, for fastansatte har jo et forhold til hinanden. De kan sige til den fødende: ”Prøv at høre, jeg finder lige en jordemoder til dig,” og så ved de lige præcis hvem, fordi de kender deres kolleger, de ved hvilken jordemoder der passer lige til den her kvinde og hendes situation.

Det kan man ikke med vikarer, for de kender jo ikke hinanden på samme måde.

Min mor er med for at være min bulldog

Jeg har været til fire jordemoderkonsultationer med fire forskellige jordemødre i løbet af min graviditet.

To af dem var helt fantastiske, vi lavede en plan, jeg følte mig tryg, men til næste samtale spørger en ny jordemoder mig, om jeg har født før.

Så tænker jeg, at hun ikke har haft tid til at læse min journal.

Jeg har forskanset mig med både min mand og min mor, som skal med til fødslen.

Min mor ved, hvor mine grænser går, og hvad vi har aftalt. Min mor er med for at være min bulldog og tale min sag, for det kan jeg nok ikke selv på det tidspunkt.

Så der i hvert fald er nogen, der kæmper for mine behov og for, at jeg ikke havner i 23 timers vestorm igen, hvor ingen af os ved, hvad fanden vi skal stille op.

Det har jeg gjort, for ved min sidste fødsel var der ikke nogen, som vidste, hvad jeg havde af ønsker, der var ikke nogen, der snakkede med os, forklarede hvad der skete eller hjalp os.

Der var ikke nogen af os, der vidste, hvad der foregik. Min mor måtte gå ud på gangen og hente en jordemoder.

Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at vi er kommet dertil, hvor folk bare skal føde børn, og så skal de bare ud af vagten igen.

Jordemoderen har lige tid til at kigge ind og sige: ”Okay, hun overlever, baby overlever, godt – videre til den næste.”

Ideen med at have en jordemoder er jo, at hun hjælper en, passer på en, og det er jeg sikker på, jordemødrene vil være i stand til, hvis de havde tid til det.

Det er skræmmende, at jeg skal forskanse mig og lave så mange planer, før jeg kan føle mig en lille smule tryg ved at skulle føde.

Jeg stoler ikke helt på, at jordemødrene læser min journal, at de har tid til at være opmærksomme, forstående og omsorgsfulde.