Mange kvinder taler om alle de forfærdelige ting, der sker i denne livsfase. Men for mig er der sket noget andet

Stemningen er tilbagelænet her i Thiemers Magasin, den lille boghandel og café, der ligger i en sidegade til Værnedamsvej på Frederiksberg. Forfatter Iben Mondrup har sat sig til rette ved et rødt bord i hjørnet.

– Min lejlighed ligger lige derovre, siger Iben og peger hen ad gaden.

– Jeg deler den med min datter. Hun fyldte 23 i sidste uge, og i dag er det min søns 20-års fødselsdag, så jeg har to voksne børn, der er godt i gang med deres eget liv. Når børnene bliver store, får man mere tid til at tænke over sit eget liv.

– Jeg har passeret de 50, og mange kvinder taler om alle de forfærdelige ting, der sker i denne livsfase. Men jeg har fået en ny taknemmelighed over at være, hvor jeg er i livet lige nu – og at være den, jeg er. Vi skal fejre min søn senere i dag, smiler Iben.

Selv har Iben Mondrup meget at fejre. Hun har for nylig udgivet romanen “Bjørn”, der er tredje bind i Tabita-trilogien om de grønlandske børn Tabita og Vittu, der bliver bortadopteret til et dansk ægtepar.

I “Bjørn” bindes der knude på fortællingen, og romanen har høstet en regn af hjerter og stjerner fra anmelderne. Store plakater af Iben Mondrup hænger ved busstoppestederne, og læserne strømmer til hendes foredrag.

– Jeg tror, jeg har tænkt om tredje og sidste bind i min trilogi: Yes, så er jeg færdig! Men lige pludselig kan jeg også mærke, hvor meget Tabita-trilogien har fyldt for mig gennem de seneste fire-fem år.

– Hele min arbejdsbevidsthed har koncentreret sig om de mennesker, jeg har skrevet om – og virkelighedens personer, som jeg låner historier fra.

– Lige om lidt er det noget andet, jeg skal, og det er først nu, at der bliver plads til at tænke: Okay, der bliver stille – men det er jeg også klar til, siger Iben.

Overbærenhed og citronmåne

Iben Mondrup er vokset op i Grønland og rejste som 18-årig til Danmark for at uddanne sig til billedkunstner på Det Danske Kunstakademi.

– Jeg har halset meget efter mig selv gennem 40’erne. Jeg kom ret sent i gang med at skrive, fordi jeg havde 10-15 år, hvor jeg troede, at jeg skulle være billedkunstner. Men så skulle jeg i stedet være forfatter, og det har jeg ligesom skullet indhente, siger hun.

– Så jeg har snublet lidt, og når jeg tænker efter, har det bl.a. handlet om, at den måde, jeg er skruet sammen på, har været lidt urolig og meget søgende. Her i livet, hvor jeg står nu, har jeg fået en rar overbærenhed over for min uro. Som stadig er der, men det er ikke den, der styrer mig.

– Det er, som om jeg haft én ved siden af mig, som har stået og kommenteret mange af de ting, jeg har gjort, og nu har jeg det sådan: Ja, ja, ja, siger Iben og verfer den imaginære person væk.

– Det er helt okay, hvad jeg gør. Det er helt okay, når jeg er alene med mig selv i mere end et par dage og lever af rugbrødsmadder og citronmåne, for det er min måde at koble fuldstændigt af på.

Iben Mondrup fortæller, at det har været meget intenst at skrive “Bjørn”.

– Jeg lever med mine romanfigurer, mens jeg skriver. Jeg er inde i hovederne på dem, og jeg føler med dem, og det er jo ikke lette skæbner, jeg skriver om.

– Jeg skriver om svære emner, som jeg er dybt optaget af – og jeg henter også følelser og inspiration inde i mig selv. Så det er meget intenst, men for mig giver det mening af skrive om emner, der griber om hjertet.

“Bjørn” er en læseoplevelse, man ikke lige ryster af sig igen. Uden at afsløre for meget af handlingen kan det siges, at den handler om overgreb.

– Både det overgreb, det er at rive to små grønlandske børn op med rode og tage dem med til Danmark. Det seksuelle overgreb, der senere sker på de to børn, mens de er i Danmark – og det overgreb, der har fundet sted på grønlandsk kultur og identitet, da Danmark satte sig for at “modernisere” Grønland.

Flere steder i din roman fik jeg decideret kvalme og måtte holde hænderne op foran ansigtet, mens jeg læste videre gennem fingrene. Hvad tænker du om det?

– Når du siger det, så får jeg gåsehud, siger Iben Mondrup.

Og skynder sig at tilføje:

– Jeg har selvfølgelig ikke lyst til, at nogen skal få kvalme – og jeg har selv mødt en del læsere, der fortæller mig, at de har været nødt til at lægge bogen væk og vente lidt med at tage den frem igen. Instinktivt tænker jeg: Det skulle jeg ikke have gjort – undskyld.

– Men jeg tænker også, at der er noget, der er lykkedes for mig. Det er jo ikke for sjov, at jeg skriver om de her emner. Jeg skriver om dem, fordi der er noget på spil – og det er jo det, litteraturen kan.

– Hvis man kan komme ind i hovedet på dem, som krænker eller som bliver krænket – og opleve det, de oplever, nærmest by proxy – så er det lykkedes for mig at fortælle noget, som du kan forholde dig til med hele kroppen, understreger Iben Mondrup.

Den brusende indsø

I Tabita-trilogiens første bind møder vi det danske ægtepar Eva og Berthel, der rejser til Grønland for at arbejde. De kan ikke selv få børn og overtaler deres hushjælp, den grønlandske kvinde Abelone, til at bortadoptere sine to børn til dem.

Tabita og Vittu flytter til Danmark sammen med deres nye “forældre”, og i trilogiens andet bind kommer vi tæt på de overgreb, begge børn udsættes for – på forskellige måder. I tredje bind er det blevet regnskabets time.

Tabita er 24 år, og Vittu er 19. Hver især tager de tilbage til Grønland for at få svar på alle de spørgsmål, der har rumsteret i dem i mange år.

Vittu er klar til at se sandheden i øjnene, mens Tabita vil have hævn – og på en båd i en indsø bliver deres danske adoptivfar Berthel konfronteret med den barske, grønlandske natur og med de ting, han har udsat Tabita og Vittu for.

– Jeg sejlede selv ud til den indsø for at fange ørreder, da jeg var i Grønland i sommer. Man skal igennem et strømstræde for at komme derind, hvor vandet er helt turkis – og båden begyndte at ryste, da vi sejlede igennem de store strømhvirvler.

– Der var virkelig knald på, så jeg tænkte bare: Der skal Tabita og Berthel ud, siger Iben.

Iben Mondrup er vokset op med hundeslæder, sælspæk og kamikker. Da hun var tre år, flyttede hun sammen med sine forældre fra Danmark til Grønland.

– Mine forældre var skolelærere, og de tog til Grønland for at undervise i starten af 1970’erne, fortæller Iben.

Som 18-årig forlod Iben Grønland, og under arbejdet med “Bjørn” har hun været tilbage i Nuuk for at skrive.

– Jeg har været i Grønland hvert år for at besøge mine forældre og de rigtig gode venner, jeg har deroppe, men det er første gang, jeg har siddet i Grønland og skrevet på en roman. Det sneede helt vildt, og det stormede og var pissekoldt – og det var helt fantastisk.

– Jeg var i Grønland i 14 dage, og jeg fik aldrig tilpasset mit døgn, så jeg stod op klokken fire om morgenen og gik i seng klokken 20. Det var meget specielt for mig at være tilbage, for jeg har ikke boet i Grønland siden min ungdom, fortæller Iben.

Hvorfor var det vigtigt for dig at tage tilbage til Grønland for at skrive “Bjørn”?

– Fordi der er visse ting, man skal sanse, for at kunne skrive dem. I Danmark havde jeg en oplevelse af, at jeg havde et begrænset ordforråd, når det handlede om sne – så jeg skulle op og være i sneen, gå i den og mærke, hvor sindssygt ondt det gør i kinderne, når det blæser, og sneen fyger.

– Mærke, hvordan det er at komme ind i varmen og blive våd, når sneen smelter – alt det, der bider og som man kan mærke i kroppen, det skulle jeg have med, fortæller Iben.

Hun fortsætter:

– Grønland er en meget kropslig ting for mig. Jeg var tre år, da vi flyttede derop, så Grønland er det sted, min krop er blevet voksen.

– Jeg tror, at vi en gang imellem har brug for at være i det, som vi er skabt af. Lige dykke ned i det og mærke det – for at kunne mærke os selv.

Iben Mondrup fortæller, at hun i starten af sine 20’ere fik ondt i kroppen og opsøgte en alternativ behandler.

– Normalt får man at vide, at man skal spise mere grønt, flere fibre og alt det dér, men jeg fik at vide, at min krop havde brug for mere animalsk fedtstof.

– Jeg er sikker på, at det handler om, at jeg som barn i Grønland er vokset op med kød og spæk. Når vi sad ved aftensmaden, sagde min mor altid: Spar på kartoflerne og tag noget mere kød. Så jeg er overbevist om, at det, som vi er bygget af, også er det, der vedligeholder os – både mentalt og fysisk.

Hvorfor hedder din roman “Bjørn”?

– Det gør den, fordi der er en bjørn i bogen – en isbjørn.

– I min roman får Vittu at vide, at der er blevet set en isbjørn på en isflage ude i fjorden, og han skal beslutte sig for, om han vil tage af sted på den farefulde færd ud på isen for at skyde bjørnen. Da vi møder Vittu, har han lige fået at vide, hvem hans far er – og det er med til at afgøre hans beslutning, fortæller Iben.

– Bjørn skal også forstås i overført betydning – som det, der er inde i os, som forfølger os, og som vi kan være bange for at se i øjnene. Det kan være dybe hemmeligheder, tabuer eller noget, vi skammer os over.

Ind i hovedet på krænkeren

I romanen kommer vi ind i hovedet på Berthel, mens han konfronterer sig selv med de ødelæggende handlinger, han har begået.

De forfølger ham og driver ham tilbage til Grønland. Berthel har brug for at sige undskylde til sine adoptivbørn Tabita og Vittu og blive genforenet med dem.

I “Bjørn” kommer vi tæt på nogle kæmpestore tabuer, som vi bliver tvunget til at kigge på. Hvorfor skal vi det?

– Hvis ikke vi kigger på tabuerne, så styrer de os, ubevidst. Vi har alle sammen en bjørn indeni, som vi bliver nødt til at se i øjnene. I alle familier er der ting, man ikke taler om – og som på en eller anden måde strømmer ned gennem generationerne og bliver til den næste generations sårbarhed.

– Det ser jeg både uden for mig selv og i min egen historie. Vi har et stort behov for at lægge afstand til de mennesker, der krænker andre. Bum, vi flytter monstret herud, siger Iben og strækker sin arm ud over cafébordet.

– Men vi glemmer, at monstret ligner os selv, og det er enormt svært at kapere. Ikke at vi alle sammen er monstre, men der er forhold, som kan gøre, at vi bliver i stand til at begå monstrøse handlinger.

– Det er jeg meget, meget optaget af. Og så viser det sig, at jeg har en overgrebsmand i min egen familie.

Iben Mondrup fortæller, at hun fik en stor overraskelse, da der for nogle år siden dukkede historier op i medierne om krænkelser i Danmarks Radios Pigekor.

– Overgrebene blev begået af Pigekorets dirigenter. Både ham, der var der for nylig – og ham, der var der tidligere. Tage Mortensen hedder han, og da jeg læste om ham, tænkte jeg bare: Hvad? – for Tage er min fars fætter, og han var en del af min barndoms univers.

– Det viser sig, at Tage gennem hele sin tid i Pigekoret har misbrugt nogle af pigerne og har skabt et utroligt giftigt miljø. Og det, der sker, når sådan noget kommer frem, er, at offentligheden reagerer med afsky og foragt.

– Vi skal have Tage Mortensen UD af kroppen – og de veje i Frederikshavn, der har navn efter ham, skal have nye navne, siger Iben.

– Men Tage er jo også et menneske i en familie. Tage har aldrig nogensinde lagt hånd på mig, men jeg kan huske fra min barndom, at han var lidt sær og var omgærdet af et: Han er jo kunstner – så han er ikke som os andre.

– Tage var en overgrebsmand, men han var også en afholdt musiker, en ven og et familiemenneske. Vi er mange ting, og Tage har jo også en historie.

– Det, jeg pludselig kan se, er, at der er nogle ting i min fars families historie, som er dybt smertelige – selvmord, alkoholisme og et kaotisk familieliv. Så Tage har haft en masse sår på sjælen. Ikke for at undskylde ham, men for at sige, at der jo altid er en grund til, at folk gør, som de gør, siger hun.

– Og det handler ikke om at tilgive krænkelser, det handler om at SE. At gå derhen, hvor sandheden findes – selv om det kan være både smertefuldt og ubehageligt, understreger Iben Mondrup.

Et overgreb på hele Grønland

I “Bjørn” kommer vi ind under huden på den komplicerede relation mellem Tabita og hendes adoptivfar Berthel.

– Tabita har en styrke, der driver hende. Hun vil have oprejsning – hun vil have Grønland igen, have sin familie igen, have sin egen historie igen.

– Men samtidig er Tabita dybt alarmeret af, at hun instinktivt føler, at hun har ondt af Berthel, ondt af sin krænker.

– Jeg har talt med flere, der er blevet krænket som børn og unge, og de taler også om det her ekstremt tabubelagte i, at du også kan elske din krænker. Og det er noget af de sværeste at indeholde som menneske, mener Iben Mondrup.

Seksuelle overgreb på børn er noget, vi ofte hører om, når talen falder på Grønland. Hvorfor er det også et tema i dine bøger?

– Vi har meget travlt med at sige, at det er grønlænderne, der begår overgreb på deres egne børn, men det er det jo så ikke i mine romaner. Jeg har skrevet Tabita-trilogien i familiehøjde, men man kan sagtens løfte den op og sige, at den handler om alt det, danskerne har haft gang i, i forhold til Grønland.

– Frem til 1976 blev mere end 150 grønlandske børn bortadopteret til Danmark, og ofte skete adoptionerne på en lemfældig måde, hvor de grønlandske mødre ikke vidste, hvad de sagde ja til. De fik bare at vide, at deres børn ville få et bedre liv i Danmark, siger Iben Mondrup.

Og tilføjer:

– På mange måder har vi fra dansk side gerne villet adoptere hele Grønland og gøre hele Grønland dansk. Vi har kaldt Danmark for et moderland og Grønland for et land, der skulle lære at stå på egne ben – så vi har et billede af os selv som nogle gode forældre. Og mange grønlændere har det sådan: Det er et overgreb.

I denne tid hører vi meget om, at stemningen i Grønland har ændret sig?

– Ja, især de unge i Grønland har fået en stærk selvbevidsthed. Da jeg boede i Grønland som barn og ung, var der også en selvbevidsthed, men slet ikke så udtalt som i dag.

– Selvstændighed er et emne, der fylder meget, og det er klart, at grønlænderne oven på 50 års intensiv “modernisering” af landet spørger sig selv: Hvor kommer vi fra, og hvad er vores egne værdier?

Iben Mondrup mener, at hendes Tabita-trilogi godt kan ses som et opgør med den danske selvforståelse.

– Jeg tror ikke, at man har spekuleret over, om det var rigtigt eller forkert, da man i 1960’erne og 70’erne forsøgte at udvaske Grønlands oprindelige kultur og installere et værdisæt, som var radikalt anderledes.

– Sådan var tidsånden – vi danskere tog ud i verden og udbredte vores kultur, og den dag i dag tror jeg, at mange danskere stadig tænker: Vi HAR den bedste kultur.

– Men det, der er godt for os, er ikke nødvendigvis godt for andre, og vi er nødt til at tale om, hvad vores “godhed” afstedkom af sorg, længsel, og smerte. Jeg ser det sådan, at vi har et billede af vores godhed, siger Iben Mondrup og tegner en firkant ud i luften.

– Og så har vi et billede af produktet af vores godhed. De to billeder kan godt stå sammen, for så kan man tænke imellem de to billeder. Og det er det, mine bøger gerne vil.

Nu hvor Tabita-trilogien er fuldendt, kommer der så flere romaner om Grønland fra dig?

– Det kan man aldrig vide. For mig er Grønland både en længsel og en følelse af hjem og af det, som jeg er lavet af, så det er meget kontrastfyldt.

– Der er meget stof til mit forfatterskab i Grønland, men jeg tror, jeg skal til Samsø næste gang og skrive om Kattegat og de bløde bakker.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: