Maiken hjælper børn fra Ukraine: ”Jeg kan ikke forestille mig noget mere givende”

Jeg er lige på vej til cirkus med 100 børn, siger Maiken Larsen, da vi skal aftale tid til interviewet.

Der er ikke mange huller i hendes kalender. Ved siden af jobbet i et stort pensionsselskab tilbringer hun størsteparten af døgnets vågne timer i selskab med ukrainske børn. For tre år siden stiftede den 47-årige nordjyde på eget initiativ foreningen Free Sky i Avedøre.

Lokalerne har hun fået stillet gratis til rådighed af en lille lokal virksomhed, møblerne er doneret af et møbelfirma, og cirkusbilletterne fra forleden var også en gave. Når Maiken ikke er aktiv i Free Sky, har hun travlt med at nå mennesker og virksomheder, der gerne vil hjælpe på en eller anden måde. I de sene aftentimer rækker hun ud, blandt andet via sociale medier.

– Vi er meget taknemmelige for de mange gode hjerter, men jeg kan mærke, at interessen for at hjælpe er nedadgående. Nu har krigen varet i tre og et halvt år, og indimellem hører man folk sige: ”Nu gider jeg ikke høre mere om Ukraine”.

– Jeg forstår godt, at det kan være svært at opretholde interessen, men for ”mine” børn er krigen hele tiden nærværende og voldsom og ikke noget, de bare kan vende ryggen til. Mange af dem er flygtet fra ubegribelige rædsler med deres mødre og har måttet sige farvel til en far eller bror, der er blevet for at kæmpe for fædrelandet.

Ned fra reposen i det store lokale hænger bannere fra ukrainske brigader – gaver, Maiken har fået af fædre til de børn, hun dagligt drager omsorg for. I lagerrummet står – mellem hobbymaterialer til at lave smykker af, diverse malergrej og hjemmestøbte skyttegravslys – en papkasse med indrammede diplomer fra ukrainske brigader. Der er også ét fra Hvidovre Kommune: ”Integrationsprisen 2023”, som Maiken modtog for et par år siden.

Hverdagsoase

Free Sky er de lokale ukrainske flygtninges fredfyldte hverdagsoase. Her mødes børn og mødre og laver smykker, maler, spiller bordtennis, bager kage og snakker.

– Nogle af børnene har traumer eller PTSD. De kan pludselig få panikanfald, begynde at græde, blive triste, eller der kan komme en dårlig besked hjemmefra, men derudover er de fuldstændigt som danske børn. Bliver der for meget pigefnidder, sender vi nogle af dem ud på parkeringspladsen, hvor der er borde og bænke, siger Maiken, der har serveret kaffe.

Hun tager selv et par mundfulde, inden hun fortæller videre om Free Sky, som ud over at være et fristed også er en såkaldt indsamlingsberettiget forening.

– Vi sælger blandt andet fine, hjemmelavede smykker, malerier og afholder børnekorkoncerter. De penge, der tjenes, går til aktiviteter eller til opkøb af gamle håndværkerbiler, som bruges ved fronten i Ukraines østvendte provinser, fortæller hun.

De skolemodne børn i Free Sky går i danske skoler og modtager online-undervisning fra Ukraine. Hver eftermiddag, når Maiken har fri fra sit job i pensionsselskabet, tager hun hen og møder 15-20 af dem.

Ud over skolebørnene kommer der også mødre med små børn. Nogle af dem taler en smule engelsk, men ellers fungerer kommunikationen fint ved hjælp af finger- og kropssprog. De mere specifikke samtaler klares med et oversættelsesprogram på telefonen, fortæller Maiken og understreger, at frivillighed er en gave – ikke kun for modtageren, men også for den, der giver.

– Arbejdet bærer lønnen i sig selv. Jeg kan ikke forestille mig noget mere givende. Jeg kan ikke lade være. Jeg får SÅ meget igen og ville ikke kunne falde i søvn, hvis jeg ikke gjorde noget for de børn, siger Maiken Larsen.

Ud over at fungere som daglig sjælevarmer for de kommunalt indkvarterede flygtninge modtager Maiken også forældreløse børn fra soldaterhjem og værger i Ukraine to gange om året. Det gælder typisk ca. 25 børn på aflastning.

– De kommer i to uger for at nyde et sted, hvor luftalarmerne ikke hyler konstant, hvor jorden ikke ryster ildevarslende, og hvor himlen er blå uden droner og missiler, siger hun.

Det giver mening af hjælpe

Maiken kom til København fra Nordjylland, da hun som ung fik job som au-pair hos Sissel Kyrkjebø og Eddie Skoller. Siden blev hun uddannet sygeplejerske i Region Hovedstaden, men blev i 2008 ramt af alvorlig meningitis, som sendte hende på morfin, og som blev starten på en lang sygemelding. Kommunen var klar til at sende hende på førtidspension, men Maiken insisterede på at arbejde.

I starten fik hun et antal timer om dagen på Rigshospitalet som frivillig. I 2013 kom hun i praktik hos Falck, hvor hun blandt andet arbejdede med danske soldater, der var ramt af krigstraumer, og flygtninge med status som torturofre – opgaver, som Maiken i dag er taknemmelig for at have haft chancen med, fordi de har banet vejen for det arbejde, hun laver i dag som frivillig.

Da hun i foråret 2022 hørte, at der var flyttet ukrainske flygtninge ind på det nærliggende vandrehjem, spadserede hun derover for at høre, om hun kunne være til nytte.

– Mon ikke …! Der var kaos, gråd og bekymring. De manglede alt – sengetøj, basale hygiejneartikler såsom sæbe, tandpasta, bleer og modermælkserstatning. Der var masser at gøre – og jeg trak på familie, venner og kolleger.

Maiken henter mere kaffe og forklarer, at passionen er en slags payback for de år, hun var ramt af sygdom og stod stille.

– Jeg følte, at jeg var bagud. Jeg følte, at jeg skulle indhente noget af de fem år, jeg spildte, da jeg var syg. Min tid med ukrainerne er en slags kompensation, siger Maiken, der er dybt berørt af de mennesker og ikke mindst de skæbner, hun møder gennem Free Sky.

Det er umuligt ikke at være, siger hun.

De svære historier

– De ukrainere, jeg har mødt, er himmelfaldne over, at fremmede så langt væk som i Danmark gider beskæftige sig med mennesker i en krig, de intet har med at gøre. De fortæller mig meget. Når de mærker, at nogen vil lytte, fatter de mod til at fortælle om ting, de har oplevet eller været udsat for. Jeg har grædt meget og gør det stadig, siger Maiken og fortæller en historie om en ukrainsk kvinde fra Bucha, cirka 25 km fra Kyiv, der blev bragt til Rigshospitalet med en hovedskade.

– Hovedskade er mildt sagt. Et stort stykke af kraniet var bortsprængt, og kvinden var hjerneskadet. Hun skreg og havde kramper. Det var sønnen, Maxim på 18 år, der bragte hende til Danmark. Han er nu tilbage i Ukraine. Faren er død. Maxim bor i en soldaterlejr for unge og drømmer om at blive pilot. Han har samme alder som min søn.

Det siger Maiken og fortsætter med historien om Victoria, der begravede sin bedstemor i køkkenhaven efter et missilangreb uden for Kyiv, inden hun flygtede med sin nyfødte datter til Danmark.

– Hendes mand var i militæret, hun havde selv lige født og havde sendt sin store søn på 12 år hen til en moster et stykke vej derfra. Efter missilangrebet flygtede hun fra huset med babyen, men kunne ikke komme i kontakt med sønnen. Hun havnede i Danmark med sit nyfødte datter, men uden kendskab til sønnens og mosterens skæbne. Heldigvis kom sønnen en måneds tid efter til Danmark, hvor han blev genforenet med sin mor og lillesøster.

Alle flygtninge har en historie med sig – det kan også mærkes i Free Sky. Flere af de børn, der kommer i foreningen, har krigen forvandlet til voksne sjæle i børnekroppe. Og i løbet af de tre år, hvor krigsflygtningene har opholdt sig i Hvidovre og er kommet i Free Sky, har der været tre selvmord.

Maiken går ikke i detaljer. Kaffen er i mellemtiden blevet kold.

Turen til Kharkiv

Først på sommeren fik Maiken mulighed for selv at besøge Ukraine for første gang. Hendes ven, Bill, som har boet i Ukraine, kører jævnligt ældre danske dieselbiler til det krigsplagede land, hvor de gør nytte ved fronten blandt andet til at transportere sårede.

Til dette formål havde Free Sky ved hjælp af donationer og indtjening fra smykkesalg købt et par gamle biler til et par af de fædre, hvis hustruer og børn er midlertidigt bosat i Danmark.

Sammen med Bill kørte Maiken den ene af bilerne til Kharkiv.

– Det var en oplevelse og en påmindelse om, at hjælpen er værdifuld. Den taknemmelighed, man møder, beriger langt mere end monetær aflønning, siger Maiken.

Turen til Kharkiv var dog ikke uden dramatik. En tankstation var skudt i brand, og de måtte køre en omvej gennem sønderskudte landsbyer. En lokal turleder, som havde påtaget sig opgaven med at føre dem til Kharkiv, blev anholdt ved en vejkontrol og ført bort af militærpolitiet trods sin status af diplomat.

Ikke desto mindre lykkedes det Maiken og Bill at aflevere bilerne til de respektive fædre, mens deres hustruer og børn fulgte med på facetime fra Danmark.

– Der var ikke et øje tørt, siger Maiken, der også besøgte et børnehjem i Kyiv med 75 forældreløse børn i alderen nul til to på turen. Alene i Kyiv er der angiveligt mere end 6.000 forældreløse børn som følge af krigen, og som ifølge Maiken mangler ”alt”. Også hendes bidrag.

Maiken Larsen bruger også af sin egen løn på børnene i Free Sky. Så må et nyt køkken derhjemme vente. Hendes usædvanlige engagement udløser et naturligt spørgsmål. Kan hun sove om natten?

– Jeg tænker mere på muligheder end på bekymringer, og som regel sover jeg, før jeg rammer puden.

Inden vi slutter, har hun en vigtig kommentar.

– Husk at skrive, at jeg absolut ikke er alene om alt dette, siger hun ydmygt.

– Venner, kolleger og helt fremmede mennesker kommer med alt muligt brugbart såsom førstehjælpspakker, hospitalsudstyr, vintertøj og soveposer, you name it, som vi kan give videre til dem, der trænger. Ikke mindst mine forældre og min søster er uvurderlige støtter, som har bilerne fyldt, hver gang de besøger mig fra Nordjylland.

Og når den ulykkelige krig så engang forhåbentlig finder sin afslutning. Hvad så?

– Så skal jeg derned, svarer Maiken uden tøven med et stort smil.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 43/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.