puff
Samfund

Mænd tilbyder piger ned til 12 år puff bars for blowjobs: "Helt uacceptabelt"

12. oktober 2023
af Silje Qvist
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Selv om pigerne indgår i aftalen, er det en kriminel handling, der foregår, fastslår lektor i strafferet, for de kan ikke give samtykke. Børns Vilkår kalder sagen for helt uacceptabel.

Drengene og mændene kommer angiveligt i kontakt med de unge piger på Snapchat.

De tilbyder pigerne puff bars, en populær e-cigaret med nikotin i, der har været ulovlig at forhandle i Danmark siden april 2022, eller mad fra McDonalds, energidrikke eller penge for et blowjob eller andre seksuelle ydelser.

Og så mødes de blandt andet på McDonalds’ toiletter ved Fisketorvet i Odense.

Det skriver TV 2 Fyn, der har talt med flere forældre, elever, organisationer, Odense Kommune og politiet. Der er tale om piger helt ned til 6. klasse på skoler i Odense.

Blandt andet bekræfter Signe Søndergaard, der er gråzonemedarbejder i Odense Kommune, at det foregår, til TV 2 Fyn. Men omfanget har hun svært ved at vurdere.

Ungekoordinator i Reden Ung i Odense, Pernille Bjernemose, bekræfter til TV 2 Fyn at have haft samtaler med flere unge, som får puff bars mod seksuelle ydelser.

Til femina update fastslår Nicolaj Sivan Holst, lektor i strafferet og straffeproces ved Aarhus Universitet, at der er tale om en kriminel handling.

– Det er uhensigtsmæssigt og potentielt skadeligt, og selv om pigerne indgår i aftalerne, er det ikke deres ansvar. Ansvaret ligger naturligt hos dem, der er over den kriminelle lavalder, siger Nicolaj Sivan Holst.

I Danmark er den seksuelle og kriminelle lavalder 15 år, hvilket betyder, at man ikke kan give samtykke til sex eller oralsex, når man er mindreårig. Det betyder også, at pigerne i denne sag ikke kan give samtykke.

– Det handler ikke om, hvorvidt pigen har “villet” eller ej – hun kan ikke give samtykke. Hun gør ikke noget forkert ved at have sex, men hvis den anden person er over den seksuelle lavalder, så gør han noget kriminelt, siger Nicolaj Sivan Holst.

Hvis han er over den seksuelle lavalder, vil han kunne blive dømt efter straffelovens paragraf 222, som også kaldes “pædofiliparagraffen”. Det gælder, selv hvis han er 15 år, og hun er 14 år.

Da denne sag er usædvanlig, kan Nicolaj Sivan Holst ikke sige noget om, hvor lang en straf, man ville få for netop dette. Men strafferammen for paragraf 222 er ifølge straffeloven op til otte års fængsel. Det er dog sjældent, at så høj en straf gives.

Hvis sagen tages i retten, kan det få en betydning, hvor gamle de involverede i sagen er. Jo ældre han har været, jo højere en straf.

Men det kan også få en betydning, om pigerne har udgivet sig for at være ældre, hvilke seksuelle akter der er foregået, samt hvordan korrespondancen over de sociale medier har foregået forud for det fysiske møde, og hvem der har taget initiativet til mødet.

Forudsætningen for, at handlingen er strafbar, er, at den anden person er over 15 år. Hvis begge parter er under 15 år, så er der ikke tale om et strafferetligt spørgsmål.

Så vil det i stedet være et socialretligt spørgsmål, hvor kommunen skal involveres.

– Fra samfundets stol er det ikke pigerne, der er problemet. Men hvis mindreårige gør noget, der er til skade for dem selv, så er det et samfundsproblem. Det vil sige, at de skal hjælpes.

Organisationen Børns Vilkår mener, at det er helt uacceptabelt, at børn og unge tilbydes puff bars, mad eller noget andet for seksuelle ydelser.

– Det er afgørende for børn og unges udvikling, at de kan have tillid til de voksne, som de møder i deres hverdag, og det gælder også på sociale medier, siger Mirjam Marie Westh, der er ungefaglig konsulent hos Børns Vilkår.

Det er langt fra første gang, at de fra Børns Vilkår hører om uønskede beskeder, som børn og unge får sendt. Det sker med uønskede billeder på Snapchat, men også fra andre medier.

Denne sag fra Odense er blot endnu et eksempel på, hvordan relationer mellem mindreårige og drenge eller mænd kan udvikle sig og tage form i virkeligheden.

Pigerne går formentlig med til handlen, fordi der er en fællesskabsfølelse i at være med på det, som de andre gør.

– Fællesskabet bliver en del af ens selvforståelse, så det orienterer man sig primært mod. Det gør det svært at være den, der siger fra, hvis der i fællesskabet er en forståelse af, at det er okay at bytte seksuelle ydelser for noget, siger Mirjam Marie Westh.

Hun mener, at det er de voksnes ansvar at gribe ind, hvis de ser, at der opstår usunde dynamikker i et fællesskab, og unge presser hinanden til at udfordre sig selv ud over egne grænser.

– Vi skal huske, at det kan være rigtig ubehageligt for et barn eller en ung at blive kontaktet af fremmede på sociale medier. Så her skal man som voksen være en vigtig tryghed, hvor man anerkender sit barn, hvis barnet henvender sig med en ubehagelig oplevelse, siger Mirjam Marie Westh.

Derudover opfordrer Børns Vilkår til, at man anmelder seksuelle tilnærmelser eller krænkelser fra sociale medier til politiet.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:


Læs også