Kommentar: Jeg begynder at tænke, at det egentlig ikke er døden, jeg frygter. Det er alderdommen

Karen Pallisgaard er journalist, forfatter og familierådgiver. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Mine forældre skal dø. Det skal dine også. Hvis de da ikke allerede er det.

I så fald sender jeg min medfølelse. For forældredød er forfærdeligt, selv om naturens orden er, at vi alle skal gennemleve det, inden vi selv dør.

Mine veninder og jeg har fulgtes på vores respektive livsbaner – vi blev uddannede samtidig, fik børn samtidig, og nu er det forældres alderdom, der fylder, i mange af vores samtaler.

Det er blevet et nyt aspekt af mit liv, selv om det har fyldt og fulgt mig hele livet.

Jeg tror, jeg var otte år, da bevidstheden, og med den en angst, begyndte at sætte ind. Bevidstheden om og angsten for at miste mine forældre, angsten for at være alene, angsten for døden.

I dag er jeg 42 år og har to aldrende forældre, der begge bor alene.

Min mor er frisk’ish og forholder sig gennem filosofiens vidunderlige verden til sin død. Som en bisonokse går ind i en snestorm inviterede hun for et par år siden til dødsmøde, hvor hun informerede om alt til den dag, hun tjekker ud fra det her liv.

Vi har valgt, hvor hun skal sættes i jorden, hvordan hendes facebook-konto skal lukkes, og alt det praktiske, der er nemt, omend absurd, at forholde sig til.

Min gamle far har en anden tilgang. Den minder mere om strudsens.

Derfor inviterede (læs: tvang) min bror og jeg ham til et dødsmøde, hvor vi sad og snakkede alt fra testamente til dødsannonce og salmer til begravelsen.

Han fik konstateret uhelbredelig cancer for 11 år siden og har mirakuløst nok (over)levet siden. Men nu sætter alderdommen ind og med den toner af hukommelsestab, frustration, tristesse og sindelig opløsning.

Jeg følger ham til læger, laver fremtidsfuldmagt og alt muligt andet, som jeg ikke anede, man skulle og kunne. For ingen har lært mig at håndtere alderdom og døden i det her samfund.

Et samfund, der ikke synes gearet til at passe på min gamle far. Og mig. Jeg er heller ikke gearet til at passe ham.

Som mor til to små børn og med en husleje, der skal betales, et liv, der skal passes, kan jeg desværre ikke tage den gamle under mine vinger i hverdagen.

For vi har bygget en samfundsmodel, hvor vi institutionaliserer mennesker, babyer som gamle, så vi kan løbe i hamsterhjulet.

Men når jeg så får at vide af Institutionen, at så længe min far på en eller anden måde er i stand til at åbne en mikroovn, kan han ikke få hjælp til kommunal madordning, selv om han ikke selv kan lave mad, føler jeg mig magtesløs.

For vi lever desværre ikke længere i den oprindelige landsby, hvor vi sørger for hinanden og laver mad til dem, der ikke selv kan.

Vi har fjernet os og fra de oprindelige familie- og fællesskabsstrukturer.

I stedet baserer og bygger vi på værdier som succes, selvstændighed og individualisme.

Det har en høj pris, som bliver tydelig, når alderdommen overtager. Her sætter hjælpeløshed, smerter, ensomhed, ydmygelser og forvirring ind.

Måske er derfor, vi hylder ungdom og fylder os med botox: Fordi vi simpelthen mister vores menneskelige værdi og bliver reduceret til en byrde, når vi blive gamle.

Jeg husker, hvor ulykkelig jeg blev, dengang min far fik konstateret kræft. Jeg begræd, at han nu fik sig en dødsdom.

Men som han sagde, så bliver vi jo alle født med en dødsdom.

Døden skal have en årsag. Det skal den. Og jeg begynder at tænke, at det egentlig ikke er døden, jeg frygter. Det er alderdommen.

Det er menneskeligt at dø, men hvordan kan vi sikre hinanden en alderdom, der ikke bliver umenneskelig?