Køb, æd og forbrug lidt mere. Vi er et samfund fuldt af moderne misbrugere

Karen Pallisgaard, 40 år, er journalist og familierådgiver. Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En kvælende kvalme tog fat i mig på færgen mod Bornholm for nylig. Hjulpet på vej af en bølgende søsyge følte jeg mig rystet rundt, mens jeg prøvede at sidde stille i færgens legeafdeling, hvor der på en stor skærm blev vist tegnefilm.

Jeg betragtede mine børn og alle de andre børn, som de sad der med åbne munde og stirrende øjne. De virkede bedøvede af skærmen. De bemærkede ikke den høje bølgegang.

Jeg kiggede hen mod cafeteriet, eller hvad det nu hedder, der hvor man kan købe døde grise og fisk med mayo og remo og højtbelagt smørrebrød og sodavand, rækkevis af sodavand og slik, glem ikke slikket.

Havde jeg ikke haft kvalme, havde jeg selv stået i køen og købt for 128 kroners sourcream & onion, chips og lakridser til at klare overfarten på.

Jeg kiggede op mod færgens kaffebar. Mere end 20 voksne mennesker stod i kø for at få koffein i kop.

Havde jeg ikke haft kvalme, havde jeg selv stået der og bestilt min havrelatte i et papkrus med plastiklåg, som jeg på vanlig vis ville smide ud tre minutter senere, når mit flydende dope var drukket.

Men i dag sad jeg så der, uden for det hele, og betragtede, mens jeg forsøgte ikke at kaste op i min egen mund.

Jeg kom til at tænke på den franske forfatter Michel Houellebecq, som i en af sine bøger skriver, at den vestlige verden er ved at regrediere til den orale fase. Pludselig så jeg det.

De voksne mennesker med deres kaffekopper, som var det sutteflasker, de klyngede sig til, mens de kiggede duknakkede ned i deres skærme.

Underholdt, bedøvede eller beskæftigede med at være til stede et sted, der ikke var her på færgen med deres familier omkring sig.

Ingen behovsudsættelse, men instant behovsopfyldelse over det hele. Køb, køb, køb, æd og drik, og æd og drik, og forbrug lige lidt mere. Jeg så det over det hele. Den ubevidste bedøvelse og det hovedløse forbrug.

Vi er et samfund fuldt af moderne misbrugere, tænkte jeg der.

Nogle er afhængige af alkohol, stoffer, sex eller spil, mens rigtig mange af os er afhængige af en form for hverdagsmisbrug, der fjerner os fra os selv og hinanden og forbindelsen til den jord, vi bebor.

Jeg havde netop læst om FN’s nye klimarapport, da jeg stod i kø ved færgeterminalens toilet, inden vi skulle ombord (for jeg kunne jo næppe klare en kø uden distraktion fra skærm …).

Så jeg kan ikke skyde min kvalme alene på Bornholmslinjen og Østersøens bølger.

Min kvalme var i høj grad også eksistentiel – godt sponsoreret af kapitalismen og dens uendelige acceleration og ustoppelige produktion og naturens destruktion.

Klimakrisen er menneskeskabt, konkluderer de kloge. Det er vores skyld. Vi er i gang med at pisse vores planet i stykker.

Og hvad gør man normalt, når man pisser på nogen?

Man siger undskyld og tørrer op efter sig.

En kvinde gik forbi legerummet på færgen. Bølgegangen var ved at vælte hende, så hendes to go-kaffe skvulpede over og ramte gulvet. Hun gik bare videre.

Så kan nogle andre tørre op efter hende.

Ligesom vores børn kan tørre op efter os, hvis vi da ikke har bedøvet dem eller ødelagt deres jordiske hjem, inden da.

Du ser dårlig ud, sagde en mor ved siden af mig, du må huske søsygepiller næste gang.

Njaaa, svarede jeg hende; nogle gange er det nok meget godt at mærke kvalmen i stedet for at bedøve den.

Så kan man ligesom mærke, at man har fået nok og trænger til at kaste op.