Alt er love

Kaspar og Lambang vidste, de skulle være forældre, men de færreste lande lader to mænd adoptere

af Missu Schneidermann 6. august 2021
Foto: Marie Hald
Lambang og Kaspar Arianto er forældre til tvillinger, men det har holdt hårdt, for selv om samfundsaccepten af en familie med to fædre er der, er lovgivningen ikke fulgt med. Til gengæld er den, der var forholdets største fjende, blevet limen, der holder sammen på deres familie.

Mødet

Kaspar: Tilbage i 2012 var min mormor, jeg var meget tæt på, død, og jeg havde det ad helvede til og sad i min lejlighed og følte mig tyk og ulækker.

– Derfor googlede jeg efter et sted, hvor jeg kunne dyrke sport og møde nogle mennesker og faldt over en badmintonklub for homoseksuelle.

– Da jeg kom, var Lambang den eneste, der sagde hej til mig. Det var dengang, han var ung og swag og præsenterede sig som Laaambaang (engelsk udtale, red.).

Lambang: Og dengang tynde!

Kaspar: Stadig tønde, bare med ø nu. Da vi havde klædt om, løj jeg og sagde, jeg havde glemt nogle høretelefoner inde i hallen, og om han ville hjælpe med at lede efter dem.

– Jeg turde ikke sige noget til ham. Vi gik bare og ledte efter de ikke-eksisterende høretelefoner. To dage efter var vi til træning igen, hvor der var fredagsbar bagefter.

– Vi drak os fulde og endte med at kysse på en bodega i Nordvest, og jeg ville have ham med hjem. Men Lambang sagde: “Du er for sød. Jeg gider ikke at knalde på første date. Lad os gå på date på et tidspunkt”.

Lambang: Ej, jeg sagde det mere sofistikeret. Jeg sagde: Jeg er en meget pæn herre, og du er hjertelig velkommen til at invitere mig på date, men du kan glemme alt om, at jeg kommer med dig hjem i aften.

Kaspar: Dagen efter tog vi til fest sammen, kyssede igen, og søndag inviterede Lambang mig på picnic på Bellevue.

– Der blev vi enige om at droppe alt det der indledende og bare være kærester og se, om det holdt. Og vi har boet sammen lige siden.

Lambang: Det var så befriende at date uden regler. Vi lavede kun én regel: Vi måtte sige til hinanden, hvis der kom en dag, hvor vi gerne ville være lidt alene. Men den dag kom aldrig.

Kulturelle udgangspunkter

Lambang: Badmintonklubben var mit tilløb til at springe ud. Det var svært for mig på grund af min indonesiske kulturbaggrund, hvor traditioner og tro, skam og ære fylder meget.

– Min far accepterede ikke homoseksualitet. Første gang jeg fortalte ham, jeg var til fyre, var den dag, jeg fortalte ham, at jeg var blevet kærester med Kaspar.

– Min far sagde: “Nej, det må du ikke. Jeg vil ikke have, du er kærester med Kaspar.” Indtil da havde jeg datet piger, og i en periode var jeg også forlovet med en indonesisk kvinde.

Kaspar: Jeg tror, at selv om Lambang vidste, han var homoseksuel, havde han vænnet sig til tanken om, at det ikke praktisk var en mulighed. Det var først, da vi mødtes, at det at være åbent homoseksuel blev en mulighed.

– Han sagde også til mig, at jeg skulle vide, at han aldrig ville springe ud over for sin familie. Jeg sprang ud for mine venner, da jeg var 12 år, og sagde det til min familie, da jeg var 15, og de var bare sådan: “Det ved vi godt.”

I videoen kan du høre Kaspar og Lambang fortælle om den danske lovgivning, der sætter en stopklods for, at parret juridisk kan være en familie

Kaspar: Et halvt års tid inde i vores forhold står jeg en morgen inde i badet hos Lambang, der var gået på arbejde. Lambangs far boede i naboopgangen, og pludselig hørte jeg døren gå.

– Det var så Lambangs far, der havde låst sig ind for at tage opvasken. Jeg kom ud og vidste, at det her ikke var godt. Men jeg sagde hej og var på vej ud ad døren, da jeg blev grebet i skulderen, og han sagde, hvor ulækkert det her var, og at jeg aldrig skulle se Lambang igen.

– Der tog jeg direkte hjem og lå i fosterstilling og græd. Der kunne vores forhold godt være endt. Men jeg indså, at hvis Lambang skulle komme til at leve, som han gerne ville, og hvis jeg skulle få den mand, jeg var så forelsket i, så blev jeg nødt til at dykke ned i den indonesiske kultur.

– Jeg begyndte at læse en masse, lærte at tale indonesisk på aftenskole, vi har rejst meget sammen derude, dyrket værdierne, maden osv.

– Langsomt kunne Lambangs far se, at jeg ikke udgjorde en trussel mod det, han egentlig var bange for, nemlig en opløsning af deres kulturelle ophav.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Da vi blev gift på vores treårsdag, var han ikke klar til at være med. Han var med inde og se de oppyntede lokaler, men han rejste ud af byen.

Lambang: Men til brylluppet havde han indtalt en tale til Kaspar på indonesisk, som blev en del af min tale, hvor han forklarede, at han var ked af, at han ikke var klar endnu og derfor ikke var der, men han ønskede os al held og lykke og lovede, at i fremtiden skulle det nok blive bedre.

Kaspar: Tre måneder senere inviterede han os for første gang som par til middag, og derfra begyndte vi at åbne op for hinanden stille og roligt.

Børn

Kaspar: Vi talte allerede om børn kort inde i vores forhold. Det kommer ligesom naturligt, når man forelsker sig i en børnelæge. Jeg har aldrig mødt en mand, for hvem det faldt så naturligt at skulle være far.

– Lambang er et kæmpe legebarn og har i 10 år arbejdet med udsatte børn og unge i Ungdommens Røde Kors. At han behandlede de børn hver dag og kom hjem og ville have sine egne, det fik mine æggestokke til at vibrere fuldstændig.

Lambang: Min ekskæreste sprang ud som lesbisk, og vi havde i lang tid en plan om en regnbuefamilie. Vi var enige om, at hvis hun fandt en partner, skulle hun også være med på den.

– Da den dag kom, ville de gerne have deres egne børn. Det respekterer vi fuldt ud, de er vores bedste venner i dag, men det understregede, hvor sårbare vi var i forhold til hele processen.

Kaspar: Det var også en øjenåbner for os. Vi indså, vi gerne ville være fuldtidsforældre.

– Vi begyndte at undersøge adoptionsreglerne, men det er desværre ret få lande, der er lige så frisindede som os, og det er p.t. kun Sydafrika, der bortadopterer børn til homoseksuelle par, og i overvejende grad er det syge børn.

– Det ville vi sagtens kunne håndtere, men udsigterne var lange. Vi kunne komme til at vente fem-ni år og risikere, at ventelisterne lukkede lige foran os.

– Det var simpelt hen så meget af et kontroltab, at vi ikke kunne være i det følelsesmæssigt.

Kaspar: Advokaten spurgte, om vi havde overvejet en rugemor i USA. Vi tænkte, som de fleste gør, åh nej, er det ikke noget med kvindeudnyttelse, er det ikke kvinder, der gør det af alle de forkerte årsager?

– Men vi dykkede ned i, hvordan de har gjort det i USA de sidste 40 år. Det var overraskende positivt. Rugemødrene gennemgår det vildeste screening-forløb, både fysisk og psykisk, og der er en lang række krav, der sikrer, at de ikke gør det for pengene.

– De skal have en fast partner, de skal have født deres egne børn og bo sammen med dem, de skal have en sund økonomi osv. 

Rugemor i USA

Kaspar: Vi havde lige købt vores drømmevillalejlighed bag K.B. Hallen, hvor vi ville bygge og bo og starte en familie.

– Vi ville gerne gå videre med rugemorløsningen i USA, men det kostede det hvide ud af øjnene. Så vi besluttede at sætte den i stand med henblik på salg.

Lambang: Vores drømmehus skulle være fyldt med børn. Og hvis vi ikke kunne det, så var det ikke vores drømmehus. Vi fik en god sjat penge, da vi solgte, så vi havde mulighed for at sætte gang i processen.

– Gennem vores bureau i New Jersey fik vi kontakt med vores carrier, Lindsay, med vores fertilitetsklinik, vores ægdonor – det er en del af lovgivningen i USA, at carrier’en og ægdonoren ikke må være den samme, for det er svært at give sit biologiske barn væk, og juridisk er det også sværere.

– Alle skulle være venner i denne her proces, og det tog så lang tid med screeninger og møder, at der gik et år, fra vi mødte Lindsay, til vi kunne gå i gang med den rigtige fertilitetsproces.

Kaspar: Mange har en opfattelse af, at man “bare” bestiller en rugemor i USA, sådan er det ikke.

– Først skulle vi matches, og efter ni måneder blev vi sat op i et Skype-møde med Lindsay og hendes mand Brett – vildeste første date – og en advokat indover, hvor vi kunne stille hinanden alle de spørgsmål, vi hver især havde.

– Derefter havde både de og vi fire timer til at beslutte, om vi skulle gå videre. Vi tog så til USA og mødte dem.

Kaspar: På fertilitetsklinikken spurgte de, om vi ville have et eller to børn, om vi ville være far til hver vores. De sagde, vi kunne befrugte hvert vores æg og sætte dem op samtidig.

– Vi blev nødt til at have snakken om, at det ikke var sikkert, vi nogen sinde ville få råd til det igen, hverken følelsesmæssigt eller økonomisk, og tænk, hvis det kunne lykkes.

– Det kunne det, og tvillingerne er båret som tvillinger, men vi er far til hver vores.

En anderledes konstellation

Kaspar: Vi oplever en accept af vores familieform på et samfundsmæssigt plan. Desto mærkeligere er det, at vi har en masse juridiske udfordringer for familier med to fædre. Vi kan ikke blive registreret som fædre til det samme barn.

– Da vi kom hjem med børnene efter tre uger og viste dokumenterne på Borgerservice , skulle de se en dna-test, for den troede de ikke på. Men vi kunne kun blive registreret som to familier med én far og ét barn.

– Så Lambang står som juridisk forælder til vores søn, jeg står som juridisk forælder til vores datter. De er ikke registreret som søskende, og det skaber problemer med f.eks. ikke at kunne få søskendegaranti i vuggestue, så de startede med fire måneders mellemrum.

– De kunne ikke få cpr-numre i starten. Vi kunne ikke få barsel ud over de to uger. Derfor har vi brugt en masse tid på at diskutere med politikere, hvorfor juraen er, som den er.

– Fordi vores børn er født i USA, blev de amerikanske statsborgere, og balladen var, at Lambang havde dobbelt statsborgerskab og skulle derfor søge om dansk statsborgerskab. Den proces tager normalt 10 måneder, men Udlændingestyrelsen havde nølet og endte med 22 måneder – hvilket gjorde, at vores datter blev dansk statsborger gennem mig, men at vi skulle søge familiesammenføring med vores søn.

– Så lige nu er Lambang, jeg og vores datter danske statsborgere, og vores søn er amerikaner med opholdstilladelse og kan søge statsborgerskab, når han er 18 år.

Brylluppet

Kaspar: Vi blev gift på vores treårsdag, som også var min mormors fødselsdag. Vi fik smeltet min mormors vielsesring sammen med Lambangs mors, der var død, 20 år før vi mødte hinanden og fik lavet vores vielsesringe.

Lambang: Jeg burde jo have den på, men min finger er simpelthen blevet for tyk.

Kaspar: Lambang har jo taget 40 kilo på, siden vi mødte hinanden …

Lambang: 40 stærke kilo!

Det overraskende tvist

Kaspar: Da vi begyndte processen i USA, boede vi igen i Lambangs lille lejlighed i Valby. Lambangs far, der jo var nabo, sagde, at nu, hvor vi skulle have børn, kunne vi få hans store lejlighed, og han kunne flytte ind i vores.

– Så vi byttede og flyttede ind i Lambangs barndomshjem, hvor vi fik vores børn. For halvandet år siden sagde jeg, jeg syntes, det var mærkeligt, at han boede lige på den anden side af væggen og alligevel kom hver dag.

– Så vi væltede væggen mellem lejlighederne og byggede et stort køkken i midten, og Lambangs far har sin egen afdeling i den ene ende. Jeg har taget det indonesiske til mig, men han har fandeme også taget meget til sig.

– Han laver aftensmad, han gør rent, han er der om aftenen med børnene, så vi kan gå ud at spise. Vores forholds største fjende er endt med at blive den lim, der holder sammen på vores familie.