FØDSELSKULTUR

To jordemødre siger fra: Hvis vi ikke bliver mødt værdigt, når vi skal føde, er det et overgreb

af Katrine Rosenbæk 18. december 2020
Foto: Marie Hald
Den danske fødselskultur er så presset, at svigt og overgreb på linje med dem, MeToo-debatten har afsløret, er blevet dagligdag. Det mener to jordemødre, Charlotte Falk og Gry Senderovitz. De frygter for fremtidens fødsler.

Til sidst blev det sådan, at Charlotte Falk sommetider gemte sig, efter hun havde taget imod endnu et nyfødt barn på Hvidovre Hospitals fødeafdeling.

Hun gemte sig, for ellers kunne hun ikke få tid til at udfylde journalen og puste ud efter i timevis at have hjulpet en kvinde, måske flere samtidig, med at føde.

Hun vidste, at ude i modtagelsen stod højgravide kvinder, måske nogle af dem endda var i aktiv fødsel, i kø, desperate efter at se sådan en som Charlotte. En jordemoder.

- Når der går en fødende ind ad døren på Hvidovres fødeafdeling en gang i timen, og du er den, der skal skynde dig at blive færdig for at tage imod hende, ender du med at være ved at brække dig, når du ser skyggen af hende. Du orker ikke mere kontakt, siger Charlotte Falk.

Til sidst blev travlheden nok for hende, og i 2017 sagde hun op efter knap 30 år som jordemoder i det offentlige.

I efteråret læste hun så en fødselsberetning på Facebook. En kvinde skrev, at hendes fødsel havde været traumatiserende for hende, at hun havde oplevet den som et overgreb og ikke kunne genkende det forløb, der stod skrevet i journalen.

Efter at have læst beretningen, havde Charlotte fornemmelsen af, at der ikke bare var tale om et enkelttilfælde. Hun fik kontakt til en anden jordemoder, Gry Senderovitz, og imens buldrede MeToo-debatten afsted og lærte de to kvinder et fælles sprog for det, de begge har oplevet som jordemødre, og som kvindens fødselsberetning også vidnede om.

At blive mor forbindes ofte med en fortælling om lykkerus og betingelsesløs kærlighed, men i efteråret og vinteren har hundredvis af kvinder fortalt en anden historie.

Den handler om at føle sig magtesløs og opleve svigt i et sundhedssystem, hvor man ikke fik den omsorg og forberedelse på moderskabet, som man havde brug for.

I en række artikler går femina tæt på moderskabet og fødslen og forsøger at finde svar på, hvorfor så mange kvinder oplever utrygge fødsler.

Det gør vi, fordi danske kvinder fortjener en værdig og tryg start på moderskabet.

Ifølge Charlotte Falk er graviditet, fødsel og moderskab en ”helt vild livsbegivenhed for en kvinde,” som huser potentialet for forandring.

- Men hvis vi bliver undertrykt i den forandringsproces – og her hamrer Charlotte let og bestemt i bordet – synes jeg, det er lige så slemt, som når der bliver begået alle mulige andre fysiske og lettere forståelige overgreb mod os.

Ifølge Charlotte og Gry er overgrebene i fødselskulturen både psykiske og fysiske. Som for eksempel når en kvinde i fødsel på grund af travlhed sendes til et andet hospital end der, hvor det var planen, hun skulle føde, eller når der bliver syet i en kvindes underliv uden hendes samtykke. 

- Det er, når man som kvinde oplever ikke at kunne sige fra på grund sin afhængighed af fagpersonen, og når man ikke bliver informeret om, hvad der foregår og dermed slet ikke får muligheden for at sige fra, siger Gry.

LÆS OGSÅ: "Moderskab er også kvindekamp, og fødslen er frontlinjen"

Ifølge hende handler det ikke om, at fagpersonen har en intention om at begå overgreb, men at vi bliver nødt til at lytte til de kvinder, der oplever overgreb.

Som jordemødre har Gry og Charlotte oplevet, at rammerne for, hvordan kvinderne skal føde og jordemødrene arbejde, i stigende grad bliver dikteret af regneark- og bundlinjelogik. En logik, som står i direkte modsætning til det, de har lært at være: en fagperson, der yder hjælp og tryghed under den måske mest omvæltende begivenhed i kvindens liv – uanset hvor lang tid fødslen tager, og uanset hvor meget hjælp den fødende har brug for undervejs.

De har oplevet en praksis, hvor travlheden nu gnaver jordemødrene så tilpas meget i hælene, at de frygter, at de gamle dyder og den kundskab, som jordemødre har videregivet til spirende jordemødre i generationer, er ved at gå tabt.

Med MeToo fremstod deres oplevelser med den danske fødselskultur ikke længere som noget, der kunne afværges med økonomisk førstehjælp på finansloven og flere varme hænder, men som et nødråb for en fødselskultur, der trænger til en tur gennem den offentlige debat.

- Vi bliver nødt til at tage debatten, siger Charlotte.  

At tage imod de fødende ved indgang A

Da Charlotte sagde op på Hvidovre Hospital, lagde hun 17 år på hospitalets fødegang bag sig og i alt næsten 30 år på de offentlige fødegange – de ti forinden havde hun arbejdet på Roskilde Hospital.

Her begyndte hun i slutningen af 80’erne, og da hun skiftede til Hvidovre, havde hun sine betænkeligheder, fordi afdelingen dengang tog imod 3.000 nyfødte om året. Charlotte havde ”svoret”, at hun aldrig skulle arbejde så stort et sted, for hun satte pris på det nærvær, hun havde haft med de gravide og fødende i Roskilde, der dengang blev betegnet som en mellemstor provinsfødeafdeling.

Charlotte Falk.

Men der kom til at ske meget med svangreomsorgen i de år, Charlotte nåede at bringe børn til verden i Hvidovre.

Hun var med til at åbne en fødeklinik med en lille gruppe jordemødre tilknyttet, og de introducerede ambulante fødsler, hvor kvinder kunne tage hjem umiddelbart efter fødslen, hvis de vel at mærke havde lyst. Der var ingen tvang. Til gengæld fik de besøg af Charlotte eller en af hendes kolleger dagen efter fødslen, som sad på sofaen og talte med de nybagte forældre.

- Det gav rigtig meget mening. Men der gik få år, så blev det slagtet.

Hun har været med til at etablere hjemmefødsler med kendt jordemoderordning. Der gik tre år, så blev det lukket.

- Så var det heller ikke effektivt nok. Jeg har været med til at lukke så mange ting ned. Jeg har kæmpet for at skabe muligheder i systemet og har kunnet mærke, hvordan vores råderum blev mindre, og vi kunne tilbyde kvinderne mindre og mindre, siger Charlotte.

Blandt eksemplerne på tilbud, der er forsvundet i årenes løb, er såkaldt ”kendt jordemoderordning”, fødselsforberedelse i mindre hold, barselbesøg i hjemmet efter ambulant fødsel og sorggrupper for forældre, der har mistet. 

I 00’erne begyndte man fra politisk hold at tænke i de effektiviseringer, der lagde kimen til strukturreformen, som den daværende sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), fik gennemført i 2007. Med den blev sundhedsvæsnet strammet op, som vred man en klud: man ville have færre små sygehuse og få store og effektive sygehuse.

Det kunne Charlotte også mærke på Hvidovres fødeafdeling.  

- Det handlede om, hvad vi kunne se på bundlinjen - at vi tog imod de fødende ved indgang A, og så fordelte vi dem ud, siger Charlotte og peger frem for sig fra venstre til højre, som om hun uddelegerede fødende på imaginære fødestuer.

- Til sidst kunne jeg mærke, at jeg skulle have benene med mig, for det her kan jeg ikke overleve i, og jeg tror ikke på det mere.

LÆS OGSÅ: ”Efter vi havde været hjemme i et par timer, var vores datter blevet helt blå og lilla”

Hun fik nok en sommer, hvor de kunne se frem til at mangle en tredjedel af jordemoderkollegerne, og hvor ledelsen endnu engang bad medarbejderne forstå, at det var nødvendigt at indsnævre det, de skulle tilbyde kvinderne.   

- Så nåede jeg bare kanten. For det kan jeg ikke forstå! siger Charlotte, mens hendes stemme bliver lige dele hævet og rørt.

- Jeg vil ikke forstå, at jeg ikke skal have lov at se mine kvinder i konsultationen, jeg vil ikke forstå, at de ikke skal til jordemoder før i uge 28, jeg vil ikke forstå, at de skal omvisiteres og ikke kan være sikre på at føde det sted, hvor de er sat til at føde, for hvis der er for travlt, sender vi dig bare til et andet hospital i regionen. Det ville aldrig kunne lade sig gøre i slutningen af 80’erne.

Så Charlotte sagde op. I de 20 år, der er gået, siden hun begyndte, har Hvidovre Hospital mere end fordoblet kapaciteten, så de i dag tager imod 7.000 fødende årligt og har landets største fødeafdeling.

”Hvad fanden laver I?!”

Danmarks andenstørste fødeafdeling ligger på Rigshospitalet, og her nåede Gry at arbejde kortvarigt, inden hun blev så stresssyg, at hun ikke kunne finde rundt på Hovedbanegården og sagde op.

Inden da havde hun arbejdet på Frederiksberg Fødeklinik, hvor der kunne være så roligt, at hendes kolleger ville sidde og strikke på fødestuen for at vise, at alt var, præcis som det skulle være for kvinden i fødsel.  

Men Frederiksberg Fødeklinik lukkede, og personalet blev overflyttet til Rigshospitalet.

På en af hendes sidste vagter på Rigshospitalet overtog hun en fødende kvinde ved vagtskifte og fik at vide, at det ville blive en anstrengende fødsel, at kvinden nok snart havde brug for en epiduralblokade.

Men tilfældigvis kendte Gry parret fra en tidligere konsultation, og den genkendelse skabte en tryghed hos kvinden. Gry samarbejdede med hende, veerne blev gode, og en epiduralblokade var ikke længere nødvendig.  

Gry Senderovitz.

Men så ringer en klokke ude på gangen. Ingen svarer på den. Og den bliver ved med at ringe. Til sidst siger Gry til parret, at hun lige må gå i to minutter.

I vagtstuen siger afdelingsjordemoderen, at ingen har tid til at tage imod dem, der ringer med klokken. Gry går ind til parret igen, men klokken bliver ved med at ringe.

Gry siger til kvinden, at hun bliver nødt til at gå igen. Hun løber ud i modtagerummet, hvor en fødende kvinde står med heftige veer. Hendes vand er gået, det ligger i en lille sø på gulvet, og det er grønt.  

- Hendes mand kigger på mig og råber: ”Hvad fanden laver I?!” Og jeg måtte bare sige: ”Det kan jeg godt forstå, du siger!”

To minutter senere fødte kvinden.

- Så jeg får bare revet i klokken og får noget udstyr ud på modtagestuen og beder en anden jordemoder kigge til hende, jeg gik fra. For jeg har jo svigtet hende! Jeg ved ikke, hvad det gør ved hendes fødsel derfra. Samtidig med en mand står og kigger på mig, som om vi er fuldstændig til grin.

Gry Senderovitz 

45 år, uddannet jordemoder i 2008.Arbejdede som jordemoder på Frederiksberg Hospital og Rigshospitalet i 2009-2010.Var ansat i en lægeklinik 2012-2018.Har siden 2018 haft egen klinik med fokus på seksualitet og kvinders underliv.

Charlotte Falk

58 år, uddannet jordemoder i 1988.Arbejdede som jordemoder på Roskilde Hospital 1988-2000.Herefter var hun 17 år på Hvidovre Hospital frem til 2017 og har bl.a. været en del af Hvidovres hjemmefødselsordning.2017-2020 var hun vikar på fødeafdelinger i Norge og på Færøerne.Siden 2018 har hun været selvstændig jordemoder med fokus på ammerådgivning, tilknytning og familiedannelse. Siden 2020 er hun også vikar på Roskilde Fødeklinik.

Kærligheden til fødestuen 

Det er den slags oplevelser, Charlotte og Gry kobler sammen med MeToo. De synes selv, det ervoldsomt – ja, for voldsomt – at skulle byde fødende kvinder en service, de oplever som så amputeret i forhold til det, de har lært som værende god jordemoderkundskab. Charlotte taler sågar om, at hun havde brug for at hele efter sine knap 30 år i det offentlige.

Men de frygter, at det, de i dag oplever som voldsomt og som overgreb, vil være helt normal for fremtidens fødsler.

For eksempel det at en jordemoder bliver nødt til at afvise en kvinde med veer i telefonen.

Gry: - Du ved, at hun ringer, fordi hun har brug for det. Hendes kontakt med dig handler ikke om, at hun på papiret er i aktiv fødsel, så du kan skrive under på, at hun må få en fødestue. Det handler om, at hun har brug for at se dig.

Charlotte: - Jeg synes, det er forfærdeligt at skulle afvise hende. Men den jordemoder, som aldrig har set og hørt og mærket andet end at sidde med et skema, siger Charlotte og rækker ud efter en blok, som hun krydser af på, mens hun fortsætter:

- og definere, om hun mener, kvinden er i aktiv fødsel – jeg tvivler på, hun kan mærke det.

Gry: - Så en del af kunsten nu bliver oplevet som at holde dem væk.

Og for eksempel at sende en gravid kvinde videre til en anden fødeafdeling end den, det hele tiden har været planen, hun skulle føde på, fordi der ikke er plads.

LÆS OGSÅ: "Efter fødslen følte jeg mig magtesløs. Jeg følte ikke, at jeg kunne tage vare på min datter"

- Der er noget faglighed, som er forsvundet, når vi tillader os at afvise en kvinde, der er i fødsel. Jeg kunne være blevet fyret på gråt papir, hvis jeg havde gjort det i Roskilde i slutningen af 80’erne, siger Charlotte og fortsætter:

- Det føles forfærdeligt! Hvis du skal overleve som person, bliver du nødt til at lade være med at kigge hende i øjnene, for hvis du kigger hende i øjnene, kommer relationen, og så mærker man som jordemoder, at det her kan jeg ikke leve med.

Ifølge Charlotte sker det samme, når kvinder sendes hjem få timer efter fødslen.

- Hvis jordemødre aldrig har oplevet andet, end at nu skal de gå ind og tage kasketten på og sende hende hjem fire timer efter fødslen i hele hendes sårbarhed – og vi aldrig har set, hvilken forskel det gør, at hun selv bliver klar, så ved vi jo ikke, hvorfor det giver mening at lade hende blive, siger hun.

Hendes største bekymring er, at kendskabet til den enkelte kvinde, det mellemmenneskelige, som for hende er essentielt i arbejdet som jordemoder, er ved at forsvinde.

- For hvem fanden skal lære det videre? spørger Charlotte.

Når jordemødrene forsvinder fra de offentlige fødegange efter blot få år, forsvinder de kræfter, der skal give mesterlærdommen videre.

- Det er nogle ting, som du får ind under huden med årelang erfaring. Den faglighed, der ligger i at have kærlighed til det, du beskæftiger dig med på fødestuen i et langt liv – det forsvinder, siger Charlotte.

LÆS OGSÅ: "Nanna Sofie blev sygemeldt med angst og PTSD under sin graviditet: "Kvinden er reduceret til affald, der skal skaffes af vejen""

At spørge om lov 

Hvis den forsvinder, mener Gry og Charlotte, at den fødselskultur, hvor både fysiske og psykiske overgreb trives, normaliseres.

Men de mener også, at man i den offentlige debat har svært ved at tale om overgrebskultur i en fødselssituation og det samtykke, der kan komme den til livs. For hvor hører et samtykke hjemme under en fødsel?

Gry har et eksempel på en situation, hvor det er fraværende.

Efter en af hendes klienter havde født, tilkaldte jordemoderen en læge for at tilse kvindens bristning. En ung og en ældre læge går ind ad døren uden at hilse på kvinden og begynder at kigge på hendes underliv.

- Hun ligger med benene i bøjler og kan mærke, at ”det her er væmmeligt, jeg bliver nødt til at holde mig oppe i mit hoved og prøve at fortrænge mit underliv”, siger Gry.

De to læger diskuterer kvindens kønsdele med rynkede pander. Den ældres telefon ringer, og hun går.

- Den yngre læge begynder at sy, gætter kvinden på, hun ved ikke, hvad der foregår, men hun kan se, at jordemoderen rynker panden, fortæller Gry.

Indtil den ældre læge kommer ind igen – klart utilfreds med noget. Hun bliver lidt sur på den yngre læge, og så gør hun selv noget ved kvindens underliv. Først bagefter får kvinden at vide, at den første læge havde syet forkert, og at den anden læge havde taget det op og syet det om.

- At gøre alle de ting ved en kvindens vulva ville være et klokkeklart overgreb, som ville være kriminelt, hvis de ikke var på arbejde, siger Gry og fortsætter:

- Vores system er indrettet sådan, at vi ikke kan regne med, en overlæge snakker med os, inden vedkommende syr i vores kønsdele.

Charlotte supplerer:

- Mange kvinder har ikke opdaget, at alt, de skal tage stilling til gennem deres fødsel, forudsætter fagpersonalets lovmæssige pligt til at indhente informeret samtykke. Og at de har muligheden for at sige nej. Hvis du snakker med gravide kvinder om fødsler, så prøv at lægge mærke til, hvor tit de spørger, om de ”må få lov til” noget.

De spørger for eksempel, om de må få lov til at komme ind på fødegangen, om de må få lov til at få en epiduralblokade.

Men er de gravide og fødende kvinder ikke bare forkælede?

- De er overhovedet ikke forkælede, siger Gry.

For det handler ikke om, at de vil have alt muligt – de vil bare gerne have en jordemoder. 

- Det grundlag for en fødsel har været der så mange generationer tilbage, som vi kan skrive på et papir. At man beder et andet menneske om at være hos sig, når man føder.

- Men hvis vi ikke bliver mødt værdigt, når vi skal føde, mener jeg, det er undertrykkende og et overgreb, siger Charlotte.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det var den værdighed, hun til sidst ikke kunne give de kvinder, der stod i modtagelsen på Hvidovre.

- Det at tænke fødsler ind i en kæmpe mastodont, der kun handler om outcome og bundlinjer - det skal dø. Det må bryde sammen, før vi kan lave noget nyt, siger Charlotte.

”Noget nyt” handler for både Charlotte og Gry om, at den værdige relation mellem kvinden og jordemoderen igen bliver placeret i højsædet.

Så kvinder kan føde efter deres egne ønsker og behov og ikke efter systemets. 

Moderskabet og MeToo – et overblik

13. august 2020: femina.dk bringer interview med Olga Ravn om hendes roman ”Mit arbejde”. Den handler om hendes efterfødselsdepression og moderskabet. Hun kalder selv romanen for et frihedsbrev for hende selv og andre mødre.

4. september 2020: Olga Ravn udgiver ”Mit arbejde” og modtager flere hundrede beskeder fra kvinder, der har følt sig ensomme og utilstrækkelige som mødre. Efter udgivelsen skriver Olga Ravn et debatindlæg i Politiken med titlen: ”Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye børn til verden”. I mellemtiden har MeToo-debatten fået fat i Danmark og sat kvinders rettigheder på dagsordenen.

6. oktober 2020: Olga Ravn fortæller i et interview med femina.dk, at hun har modtaget flere end 300 beskeder som reaktion på Politiken-debatindlægget. ”Der er meget ubearbejdet traume”, siger hun.

8. oktober 2020: Mødrehjælpen lancerer et manifest for en tryg fødsel. De ønsker blandt andet gratis fødselsforberedelse i små hold, gratis hjælp døgnet rundt til at komme godt i gang med amning og gratis hjælp til alle familier med psykiske efterveer. I et interview med femina.dk fortæller direktør for Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, at der på det tidspunkt er 10.000 underskrivere, og at flere end 500 har indsendt deres fødselsberetning. ”Jeg synes, voldsomheden er slående,” siger Ninna Thomsen.

17. november 2020: En gruppe jordemødre bakker op om Olga Ravn og de kvinder, der oplever svigt i den danske fødselskultur i et debatindlæg i Information. De fremhæver, at strukturel sexisme også eksisterer i den danske fødselskultur. Allerede i 2015 protesterede jordemødre i et fælles opråb, og i 2016 forlod Morten Hedegaard Rigshospitalet i protest efter at have været fødselschef på stedet i 14 år. Han mente, der var for få hænder og for lidt tid til de fødende.

December 2020: Hvidovre Hospital melder ud, at alle førstegangsfødende med ukompliceret graviditet og fødsel skal sendes hjem otte timer efter fødslen. Regeringen og dens støttepartier samt Alternativet bliver enige om finansloven for 2021. Selvom det fremgår af regeringens forståelsespapir, at den vil forbedre de fødendes forhold, er de fødende ikke nævnt i finansloven. Over 25.000 har nu underskrevet Mødrehjælpens manifest, og over 12.000 har sendt deres vidnesbyrd til dem.