FØDSELSKULTUR

Moderskab er også kvindekamp, og fødslen er frontlinjen

af Isabella Alonso de Vera Hindkjær 11. december 2020
Foto: Nellie Møberg
KOMMENTAR: “Da jeg fødte min første søn, troede jeg, at en tryg og værdig start på moderskabet er alle kvinders ret i Danmark. I dag ved jeg noget andet,” skriver feminas chefredaktør.

En eftermiddag i december

for fire år siden, fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Lige lykkelig og rædselsslagen, gik jeg til lægen, som gav mig en gul konvolut, hun kaldte vandrejournalen.

Det var, så de ”alle sammen kunne holde styr på mig”, sagde hun.

Den konvolut nåede jeg at give til tre jordemødre undervejs, inden den ni måneder senere, lettere falmet og halvnusset, landede i hænderne på en fjerde.

Det var den sensommermidnat, hvor jeg først måtte sætte mig ned midt på fødegangen, fordi jeg var i aktiv fødsel, inden der blev en fødestue ledig, og en eller anden endelig fik placeret mig i en kørestol og spurtede afsted.

At blive mor forbindes ofte med en fortælling om lykkerus og betingelsesløs kærlighed, men i efteråret og vinteren har hundredvis af kvinder fortalt en anden historie.

Den handler om at føle sig magtesløs og opleve svigt i et sundhedssystem, hvor man ikke fik den omsorg og forberedelse på moderskabet, som man havde brug for.

I en række artikler går femina tæt på moderskabet og fødslen og forsøger at finde svar på, hvorfor så mange kvinder oplever utrygge fødsler. 

Det gør vi, fordi danske kvinder fortjener en værdig og tryg start på moderskabet.

Indimellem positiv graviditetstest og baby, oplevede jeg ting, der ikke gjorde mig specielt tryg. Men der var også ting, der gjorde mig tryg.

For eksempel, at jeg skulle føde på Hvidovre Hospital, Danmarks største fødested med 7.000 fødsler hvert år.

Og da jeg havde født, havde jeg, min mand og mit barn ret til at være på et barselsafsnit i to døgn efter fødslen.

Jeg følte mig tryg, fordi i Danmark er en tryg fødsel og en værdig start på moderskabet selvfølgelig alle kvinders ret. Eller det troede jeg.

I dag ved jeg noget andet.

I sidste uge modtog

kommende førstegangsfødende tilknyttet Hvidovre Hospital et brev i deres e-Boks.

I det stod der, at fra april var ”barselstilbuddet ændret”. At føder du et raskt barn, og føder du ”ukompliceret”, så tager du hjem otte timer efter fødslen.

Når du så er hjemme igen med dit otte timer gamle spædbarn er ”tilbuddet” en telefonhotline og et videobesøg, hvor en jordemoder skal se på ammeteknik.

”Det er fandeme discount betingelser at bringe børn til verden i,” skrev journalist og radiovært Sandie Westh på Twitter.

Hun er en af de gravide, der modtog brevet fra Hvidovre Hospital. Hun pegede også på, at hendes fødested under coronakrisen helt har sløjfet fødselsforberedelsen.

Og da hun henvendte sig direkte til regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen – som stiller op som overborgmesterkandidat i København ved næste års kommunalvalg – lød svaret, at ”det er almindeligt at familier opfordres til at tage hjem (med opfølgende støtte) kort tid efter den ukomplicerede fødsel.” Ikke kun i Hovedstaden – men flere steder i landet.

Og det har hun ret i. Hvor du på Rigshospitalet har fire timer, indførte Regionshospital Nordjylland sidste år, at førstegangfødende bliver sendt hjem to-fire timer efter fødslen og i stedet holder såkaldt ”hjemmebarsel”.

”Og ja,” tilføjede Sophie Hæstorp Andersen i sit tweet, ”det skal være forberedt så det føles trygt.”

Men det er problemet. At mange af de kvinder, det går ud over, hverken føler sig trygge eller forberedte.

På femina.dk bringer vi

i den kommende tid en række artikler, der undersøger vilkårene for fødende i Danmark.

I den her uge har vi bragt fem vidnesbyrd fra kvinder, der har oplevet at blive svigtet af systemet med alvorlige konsekvenser til følge – for dem og deres nyfødte barn.

LÆS OGSÅ: ”Efter vi havde været hjemme i et par timer, var vores datter blevet helt blå og lilla”

Som Susan, der efter sin fødsel fik konstateret PTSD og i dag ikke tør få barn nummer to. Allerede under sin graviditet var hun voldsomt syg, men blev afvist med beskeden: ”Vi har ikke tid til dig.”

Eller Laura, som blev sygemeldt med en efterfødselsreaktion efter at have været overladt til sig selv i lange perioder under sin fødsel på hospitalet – og siden blev sendt hjem med sin afkræftede datter mod sin vilje.

Datteren var blå i hovedet, da familien blev genindlagt og fik at vide, at hendes baby måske ikke var overlevet, hvis ikke Laura havde ringet.

Det er voldsomme og hjerteskærende beretninger. Og lige så voldsomt og hjerteskærende har det været at finde ud af, hvor mange af jer, vores læsere, der har haft lignende oplevelser, som I har delt med os på via Instagram, Facebook og på mail.

Jeg har læst dem alle sammen – og lige så ked af det, som det gør mig, lige så rørt og håbefuld er jeg over, at der findes så mange modige og stærke kvinder, der sætter sig selv i spil og siger stop.

Siden Mødrehjælpen lancerede et manifest i efteråret,

har de modtaget over 900 beretninger fra kvinder, der har oplevet systemsvigt.

Manifestet består af seks krav til politikerne – heriblandt, at ingen familier sendes hjem fra fødegangen, før de er klar, og at alle skal have adgang til gratis fødselsforberedelse i små hold.

Jeg har, ligesom 19.000 andre, underskrevet manifestet. Og mens jeg gjorde det, spurgte jeg mig selv: Hvorfor skal min generation af nye mødre kæmpe for rettigheder, som de fleste af vores egne mødre i sin tid opfattede som en selvfølge i et af verdens rigeste samfund?

Min første fødsel blev

af systemet betegnet som en ”ukompliceret fødsel”. Det betyder, at man ikke får kejsersnit, ikke mister mere end en halv liter blod og ikke har større bristninger.

Men en fødsel er ikke kun en medicinsk øvelse, det er en eksistentiel omvæltning.

Og for mit vedkommende var der ikke noget ukompliceret ved de følelser og tanker, der fløj igennem hovedet på mig – hverken som nybagt mor eller i min graviditet.

Jeg havde tusind spørgsmål og meget få svar. Måske fordi ”fødselsforberedelsen” var noget, der foregik i et auditorium med cirka 70 andre mennesker.

Fra en af de bageste rækker kunne jeg akkurat, når jeg virkelig klemte øjne sammen, se den dukke, jordemoderen trak igennem et plasticbækken.

Heldigvis havde jeg bagefter råd til at købe et fødselsforberedelseskursus. Sådan et, der koster flere tusind kroner, hvor man sidder syv mennesker i bløde sofaer med øko-te i keramikkrus og øver åndedræt.

Sådan et, der undervises af en jordemoder, der har arbejdet på flere offentlige hospitaler, og nu fortalte os, hvordan vi skulle sørge for at skrive lister og stille krav.

Fordi jordemødrene har så travlt, at de ellers har en tendens til at ”gå med den hurtigste og nemmeste løsning”.

Heldigvis var den fjerde jordemoder, der fik min gule konvolut i hånden – hende ,der kom ind til mig midt i en vestorm og præsenterede sig som Mette, mens hun fjernede flyvske hårstrå fra mit ansigt – et af de mest omsorgsfulde og rolige mennesker, jeg har mødt.

Et menneske fuld af overskud i et system præget af underskud. 

Netop jordmødrene har

i årevis gjort opmærksom på bekymrende forhold på de danske fødegange.

Allerede i 2015 filmede en række anonyme jordemødre deres sko for at vise virkeligheden på en fortravlet fødegang med budskaber som: ”ingen havde tid til at se til hende” og ”det var rent held, at der var god hjertelyd”.

I 2018 viste en arbejdstilsynsundersøgelse, at jordemødre på Herlev Hospital havde så travlt, at de tissede i bukserne, at jordemødre forlod hospitalet til fordel for jobs i det private, og at en patient fik svangerskabsforgiftning, da hun ikke blev tilset på grund af travlhed.

Dengang sagde Sophie Hæstorp Andersen til TV 2 Lorry, at løsningen lå i at ”kigge fremad”:

”Det der er min opgave som politiker, det er at sikre, at de to rigtig gode fødsler jeg havde på Hvidovre Hospital, det kan andre også få i fremtiden ved, at vi tænker langsigtet.”

Foreløbig er meget af det, der gjorde min første fødsel tryg, forsvundet ­­– på tre år. Så jeg tør næsten ikke tænke på, hvad der kan ske på ”langt sigt”.

Når jeg om en måned skal føde

min anden søn på Hvidovre Hospital, bliver det med stor sandsynlighed ikke Mette, der tager imod os.

Så vidt jeg ved, arbejder Mette ikke på Hvidovre Hospital længere. Få måneder efter min fødsel, fandt jeg tilfældigvis ud af, at hun havde skiftet job til en privat klinik.

Ligesom Morten Hedegaard, den tidligere fødselschef på Rigshospitalet, der i 2016 forlod det offentlige i frustration over nedskæringer.

Allerede dengang kunne han ikke længere stå inden for forholdene – for de fødende og personalet. I dag driver han en privat fertilitetsklinik på Østerbro i København.

For nylig skrev seks jordemødre, der også har forladt det offentlige til fordel for det private, et debatindlæg i Information. Overskriften lød: ”Fødende kvinder bliver krænket psykisk og fysisk af det system, der skal hjælpe dem.”

”Som jordemødre står vi sammen med de mange kvinder, der nu siger fra over for de overgreb, de udsættes for i sundhedsvæsenet,” skrev de – og understregede, at problemet ikke kun handler om mangel på ressourcer, men er strukturelt.

Eksempelvis, når systemets retningslinjer ikke giver mulighed for, at de kan yde individualiseret omsorg – møde den enkelte kvinde, der hvor hun er.

For nogle kan det være rart og godt at komme hjem få timer efter fødslen, og de skal selvfølgelig tage hjem.

Men for rigtig mange gravide er bare det at få en mail om, at man som udgangspunkt skal skynde sig ud få timer efter, man har født et lille liv, ekstremt utrygt.

Regeringen har sagt,

at den vil forbedre forholdene for de fødende. Det står i det forståelsespapir mellem regeringen og støttepartierne, som gjorde Mette Frederiksen til statsminister.

Da Socialdemokraterne sad i opposition, stod der i deres sundhedsudspil fra 2018, at ”nybagte mødre skal have ret til at blive på sygehuset eller et barselshotel i to dage. Så alle nybagte mødre og deres nyfødte børn kan få en tryg og god start.”

Men da finansloven for 2021 landede i søndags, var de fødende kvinders vilkår ikke nævnt.

Min generation er en

generation af kvinder, der er blevet bedt af kommunen om at ”tælle vores æg” – i kampagner betalt med vores egne skattekroner. Nu er vi gravide, og så bliver vi på forhånd bedt om at forlade hospitalet, få timer efter vi har født vores første barn.

Det er utrygt, det er uværdigt – og derfor siger vi stop.

Vi er en generation af kvinder, for hvem fødselsforberedelse er et link på en hjemmeside, og ammevejledning er noget, man modtager på en skærm.

Samtidig er vi mere end nogensinde før overladt til internettets ufiltrerede overflod af informationer, når vi alle sammen hver for sig ligger søvnløse i mørket og googler, hvad vi gør forkert, når brystvorter bløder under amning.

LÆS OGSÅ: "Jeg følte, jeg var spændt fast til briksen, og inden længe røg jeg ind i en vestorm, hvor jeg tabte al kontrol"

Inden jeg blev mor troede jeg, at en baby og et bryst passede sammen som to puslespilsbrikker, for ingen havde fortalt mig andet.

Siden gik det op for mig, at kun 17 procent af danske børn fuldammes i de seks måneder, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

For sandheden er, at amning, som de fleste andre ting i det nye moderskab, kræver hjælp.

Derfor er det også mærkeligt,

hvordan fødslen og moderskabet ofte omtales som en solopræstation. En disciplin, hvor man kan excellere eller fejle.

Alt for ofte bliver moderskabet det individuelle ansvars tyranni – og en kamp, der udkæmpes kvinder imellem. En krig på amning eller flaske, samsovning eller tremmeseng, skemad eller ej.

Det er, når vi begynder at pege fingrene væk fra os selv, væk fra hinanden og over på systemet, at et oprør tager form.

Og først og fremmest skal vi pege på de politikerne, der ikke reagerer prompte, når basal tryghed ikke længere er kernevelfærd, men en vare, de velstillede kan købe sig til på markedsvilkår.

For som forfatteren Olga Ravn skrev i efteråret i det debatindlæg, der føles som starten på det her spæde oprør: ”Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye børn til verden.”

Moderskabet er vildt

og voldsomt og vanvittigt. Men moderskabet skal ikke være ensomt, når det er det vilkår, der forbinder hele menneskeracen.

Og moderskabet er ikke en spurt, der slutter med et raskt spædbarn. Moderskabet er et livslangt maraton i ujævnt terræn brolagt med modsatrettede følelser, slap bækkenbund og sporadisk sindssyge.

Fødslen er ikke målstregen, men startskuddet.

Forskning viser, at både børn og kvinder får en bedre start, hvis vi investerer i forberedelse og tryghed. I et samfund, der kræver af os, at vi udfylder andre roller end den som mor, kan jeg ikke se, at vi har råd til andet.

For moderskabet er politisk. Moderskabet er sundhedspolitik, ligestillingspolitik, beskæftigelsespolitik, socialpolitik. Moderskabet er en kvindekamp, en blodig og forsømt en af slagsen, hvor fødslen er frontlinjen.

Og vi skal have mændene med.

Når en ny mor kommer hjem fra hospitalet fysisk og psykisk smadret, står der ofte en mand, som magtesløs og handlingslammet føler, at han blev hægtet af sin egen familie et sted mellem første ve og akut kejsersnit.

Derfor er det også vigtigt, at mænd blander sig i debatten om fødendes vilkår.

For det gør en forskel, når sangeren Lukas Graham på Twitter skriver: ”WTF? Det er som om de ønsker mødre der ikke kan amme og fædre der ikke ved hvad de skal stille op med deres fødselsdepressionsramte kvinder” og: ”Det gør mig rigtig ked af det.”

Moderskabet er der, hvor verden begynder, og samfund skabes, moderskabet er betingelsesløst omfavnende og tilgivende.

Moderskabet rummer alle og udelukker ingen – mødre, fædre og barnløse - frivillige og ufrivillige – kvinder, mænd og non-binære.

Moderskabet er kvindekamp,

men i sidste ende er moderskab en alle-kamp. Moderskabet er fuld af kampe, men ingen skal kæmpe dem alene.