Ida Rud
Samfund

Jeg var gravid, da min kæreste hev mig ud af sengen. Uden et ord. Så traf jeg et valg

19. maj 2022
Af Ida Rud
Foto: Julie Dam
Kommentar: Ida Rud har fået tre aborter i sine 30’ere - og selvom det er svært for hende at blive gravid nu, fortryder hun det ikke.

Ida Rud er skribent og debattør. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.  

Allerede i gymnasiet fyldte det en del, og da jeg startede som 21-årig med at læse Musikvidenskab på Københavns Universitet, så tænkte jeg, at jeg nok skulle stræbe efter at blive mor, mens jeg studerede, for jeg skulle jo skynde mig. 

Siden seksualundervisningen i de store folkeskoleklasser har jeg været bevidst om, at kvinders ur tikker. I forhold til at få børn.  

Jeg fik næsten stress over det.  

For der var jo lige det der med, at jeg skulle finde én at få de børn med, og det har vist sig alt andet end let. 

Jeg vil faktisk sige, at det først er nu, hvor jeg er 40, at jeg har fundet den partner, jeg vil have børn med.  

Og det er ikke så nemt for os. 

Jeg har dog været gravid med en tidligere kæreste. Min første graviditet. 

Jeg var 31. Følte mig gammel i forhold til at skulle være mor.  

Men samtidig var jeg usikker på min partner. Vi havde aldrig haft snakken om børn for alvor, men jeg brugte ikke p-piller, fordi jeg ikke brød mig om det efter en årrække på pillen.  

Han ville ikke bruge kondomer, så det var selvfølgelig en overhængende risiko, at jeg ville blive gravid.  

Vi havde bare ikke så ofte sex, for min kæreste var alkoholiker, hvilket påvirkede hans libido, og samtidig tændte han ikke på mig.  

Han kunne i stedet finde på at vække mig midt om natten og sige, at han var vildt liderlig, men han gad ikke kneppe mig, når jeg var så fed. 

Jeg havde det ikke godt, da jeg var sammen med ham.  

Fik det ikke overraskende værre og værre. Men jeg havde heller ikke haft det særligt godt med mig selv, inden vi blev kærester, så alt den psykiske vold og manipulation, han udøvede mod mig, var jeg dårlig rustet til at sige fra for.  

Med tiden syntes jeg, han var rimelig i sin evige kritik af mig. Det bekræftede den lille, bitre stemme inden i, der lod mig forstå, at jeg var uduelig og uelskelig. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Men den uventede graviditet rykkede ved noget i mig.  

Jeg blev i tvivl om, hvorvidt, jeg kunne byde mit barn det liv, der var i vente. Da jeg var til min første samtale med min læge ifm graviditeten, fortalte jeg om min tvivl. 

Min daværende kæreste og jeg havde en stor snak, masser af græd og frem og tilbage.  

Jeg elskede ham. Og han ville så gerne mig og barnet, sagde han.  

Nogle gange tænker jeg på, hvor gamle mine ”børn” ville være. Men jeg kan dårligt regne det ud

Så jeg tænkte ”Okay. Vi gør det.” Fordi jeg altid har drømt om at blive mor. 

Men så var det, at han en dag så sig sur på mig, fordi jeg var på cafe med mine veninder, og mens jeg var afsted, løb min telefon tør for strøm.  

Det ringede jeg til ham og sagde, at den ville.  

Jeg fortalte ham, hvor jeg var, og hvornår jeg regnede med at være hjemme.  

Alt sammen en del af den kontrol, jeg levede under, og den magt, han havde over mig.  

Men da jeg kom hjem, kiggede han kort på mig.  

Så gik han på værtshus, og da han kom hjem efter kl. 5 tidlig morgen, så hev han mig ud sengen og skubbede mig ud af døren. Uden et ord. 

Dér vidste jeg, at jeg skulle have en abort. Jeg kunne ikke byde mit barn sådan en far. 

Selv om jeg var lige omkring tre måneder henne, så var der ingen spørgsmålstegn. Jeg fik min abort. 

Siden har jeg fået to. 

Den ene fik jeg nogle år senere. Jeg var single og havde det sjovt.  

Jeg havde fået en spiral efter min første abort – for at var sikker på, at der ikke kom flere hovsa-graviditeter – og vi knaldede med kondom.  

Alligevel blev jeg gravid. Ja. Det sker. 

Jeg var 35 år, og jeg var i tvivl. Men jeg vidste også, at jeg ikke ville være alenemor.  

Jeg har en kærlig familie, men den er ikke stærk og fyldt med overskud, så jeg ville være helt alene. Og det gik op for mig, at jeg vil have et barn med én, jeg elsker. Ellers slet ikke. 

Da jeg to år senere blev gravid igen, trods kondom, blev jeg dog lidt mere i tvivl. Jeg var vild med manden, men han ville ikke have noget med det at gøre.  

Så jeg traf igen den svære beslutning, at det barn, som jeg på så mange områder gerne ville have, ikke skulle blive til noget. 

Så ja, jeg har fået tre aborter i mine 30’ere. Jeg var 37 ved den sidste abort, og jeg tænkte, at det var det. Det var min chance for at få et barn.  

Jeg kunne ikke finde en kæreste, selv om jeg gjorde mit bedste for det. I øvrigt en ting, der for evigt undrer mig i al den snak om, at vi skal have børn, og vi skal have børn unge.  

Det skal da være under nogle kærlige forudsætninger? Og ikke bare med den første den bedste ungdomskæreste. 

Jeg var lidt lullet ind i den tro, at hvis jeg fandt en kæreste, ville det nok ikke blive så svært for mig at blive gravid. Men med min kæreste gennem nogle år nu har det vist sig at være rigtig svært. 

Alligevel fortryder jeg ikke. Det var hårdt, mentalt og fysisk, at skulle igennem aborterne.  

Det er ikke for sjov. Men jeg har heller ikke grædt snot over dem. Nogle gange tænker jeg på, hvor gamle mine ”børn” ville være. Men jeg kan dårligt regne det ud. 

Jeg er vildt taknemmelig over, at det kunne lade sig gøre, for jeg skulle ikke være mor under de forudsætninger. 

Jeg kan simpelthen ikke begribe, at det igen-igen er til diskussion, hvorvidt aborten skal være fri. Selvfølgelig skal den det.