Jeg tog til Frankrig, og dér opdagede jeg noget, franskmændene gør – som vi danskere kan lære virkelig meget af

For nylig var jeg med en venindegruppe på en weekendtur til Rennes, en fransk by på størrelse med Aarhus, som i slutningen af november ikke huser særligt mange turister. Ud fra et hobetal af avislæsende lokale med espresso og cigaretter — og mængden af nysgerrige blikke, vi tiltrak os — kunne vi hurtigt konkludere, at vi var noget nær de eneste udefrakommende.

Vores møde med Rennes blev derfor det, vi mennesker alle jagter og slås med google-anbefalinger og andre turister om at få, når vi rejser — nemlig autentisk.

Selvom modeordet for længst er udvandet, giver det god mening, at vi stræber efter den udskældte autenticitet. Forskning viser, at ‘følelsen af at lære noget nyt’ er en af hovedårsagerne til, at vi elsker at rejse. En følelse, man trods alt lettere får, når man forsøger at bestille frokost på gebrokkent fransk fra et plettet menukort, end når man står med den gentrificerede iced matcha to-go i hånden, som smager ens, om så man er i Berlin eller Beijing.

Men hvad lærer man så på en smuttur til Rennes, altså udover det faktum, at man bliver nødt til at tale lidt fransk, ligegyldigt hvor mange gange man undskylder med sit indøvede je ne sais pas?

Det lyder som indersiden af en lykkekage. Men som selverklæret utålmodig lærte jeg for første gang at tro på, at alt godt kommer til den, der venter. Eller rettere: Den, der stiller sig i kø. Lad mig forklare.

– Franskmændende er helt sindssygt vilde med at stå i kø, I fatter det ikke! Det er hele tiden, og de bruger hele frokostpausen på det uden at fortrække en mine. Uden stress. Uden suk. Der er seriøst ingen, der tripper over det.

Den pludselige indvending kom fra veninden, vi besøgte, som er på udveksling i Rennes.

Hun forklarede de lokales hang til kødannelse, fordi vi stod med løftede øjenbryn over den franske herre, der havde prikket mig på skulderen og spurgt: “Arr you in ze line?”, selvom vi bare var stoppet et øjeblik midt på torvet for at orientere os.

Da vi kiggede op, forstod vi, hvorfor han spurgte. Overalt omkring os var køerne lange og mange — på markedet, i bagerierne og i skolekantinerne. Og jeg mener lange! Så lange, at man fra starten kunne regne ud, at ventetiden ville blive tre gange længere end det tager at spise den crepe, der ventede for enden.

Det pudsige er, at der hos franskmændende var ingen modvilje at spore mod disse køer. Den føromtalte mand udviste ligefrem begejstring for dem. I Rennes er køen ikke et nødvendigt onde, men en slags social infrastruktur, der fungerer, fordi alle accepterer dens præmis: Vi venter. Sammen. En kollektiv overgivelse til rækkens logik.

Og hvorfor er det noget særligt, spørger du?

Det er det, fordi den danske kø er et helvede. Vi er udmattede af hypede køer til fastelavnsboller, der koster 70 kroner, som har hærget særligt København efter byen er blevet udråbt som et gastronomisk vidunder. Kømekanismerne hos både bagerier og borgerservice bliver flere og flere samtidig med, at vi bliver travlere og i stigende grad er besatte af at bruge tiden fornuftigt.

– I køen udspiller der sig en kamp mellem dyret og mennesket indeni os. Der er mange følelser på spil, og hvis køens principper ikke overholdes kan nogle finde på at fare i flint, fordi den dyriske side af os og overlevelsesinstinktet inderst inde tilsiger os, at vi tilgodeser vores eget akutte behov, sagde sociolog og forsker i hverdagsmobilitet, Ole B. Jensen, engang til Heartbeats i et interview om køkultur.

Akutte behov til side havde jeg et par dage før turen til Rennes stået i en dansk kø, hvor dyret vandt over mennesket. På Juno The Bakery. Her var køen en form for passiv-aggressiv performancekunst, hvor nogle sneg sig foran, mens andre sukkede højlydt — måske med undtagelse af turisterne, der ventede med en anelse mere tålmodighed på deres kardemommesnurre. Jeg var irriteret, følte mig berettiget og hævet over turistpøblen, fordi jeg jo bor i København. En tanke så pinlig, at jeg næsten burde straffes med ekstra ventetid.

For her opstår endnu et problem med københavnerkøen. Nemlig, at vi ikke vil være som ‘de andre piger’. Ikke engang når vi bogstaveligt talt står i kø sammen. For det er ikke særligt main character at blende ind. At indrømme, at man skal og vil det samme som alle andre i byen.

Franskmændenes forhold til køer derimod, er som danskernes forhold til optimering: Kulturelt betinget og ekstremt. Hvor vi konstant vurderer, om tiden kunne bruges bedre, har de accepteret, at ventetiden er tiden.

Vi måtte overgive os. Og når den lune pain au chocolat endelig lå i hånden, føltes det ikke forsinket, bare fortjent. Delayed gratification i reneste forstand.

Der må selvfølgelig være grænser for den franske afslappethed. Middage kan godt blive skubbet halvanden time, uden nogen ser problemet, lærte vi også. Og helt ukritisk er jeg ikke. Men på ferie føltes det godt at læne sig ind i franskmændenes forhold til tid. Og måske vi skulle lære lidt af det herhjemme.

For hvis man giver efter, kan køen noget særlig. Den er et pusterum, et nulpunkt mellem det, der er sket, og det, der skal til at ske. Oprah Winfrey kunne sikkert sige det bedre, og Eckhart Tolle har sagt det bedre i ‘Nuets kraft’. Nu forstår jeg bedre, hvad det betyder. Ikke som et abstrakt selvhjælpsmantra, men som noget helt lavpraktisk: et øjeblik, hvor du for en gangs skyld ikke kan gøre andet end at stå og vente. Og så falder man i snak med dem foran. Opdager noget sjovt. Fordøjer.

Det er faktisk ret fransk. Og faktisk ret sundt.