Jeg sagde mit job op og gik voldsomt ned i indkomst. Men det, der ventede, var det hele værd

Bodil Odde er uddannet coach og lærer. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg var i 60´erne, da jeg besluttede, at jeg som 63-årig ville give drømmen plads – og den beslutning kom til at ændre så meget mere, end jeg havde troet.

Et par år tidligere havde jeg fået udgivet min første roman, og glæden ved at skrive, fordybe mig og researche havde sat sig som en længsel, men også som en mulighed, jeg ikke kunne ignorere. Jeg ville bruge tid på det, der fik dagene til at føles både meningsfulde og levende – at lade ordene blive min nye arbejdsplads, uden kalendermøder og deadlines.

Så jeg sagde mit job op, gik voldsomt ned i indkomst, havde griller i maven, men ingen tvivl. Det var nu; jeg turde, fordi jeg ikke turde andet. Det ændrede mit liv.

Min drøm har altid været at skrive en bog og så at få tid. Tiden til at skrive. Nu har jeg udgivet to romaner og et eventyr. Jeg er halvt inde i min 3. roman, jeg holder foredrag – og jeg har tid.

Tid til fordybelse.

Jeg tror, vi er rigtigt mange, der går med en drøm, et ønske eller bare forestilling om, hvordan livet, hverdagen også kunne være. Hverdagen vikles ofte ind i støj, altså travlhed, og så pludselig glemmer man, hvad det egentlig er eller var, man gerne ville. Man kan faktisk glemme, hvem man er, sådan inderst inde – helt uden andres eller egne forventninger. Når man så indimellem tænker, at det kunne være anderledes, man har en ide eller noget, man gerne vil fordybe sig i, så kan andres reaktioner give kolde fødder. ”Har du tænkt på økonomien? ”Er der ikke mange, der vil det?” Sådan kan det lyde, og så stiller man sig selv de samme spørgsmål, og det bliver ikke til mere.

Det at turde gøre noget er jo i virkeligheden bare at ville sit liv. At have en passion kan, for nogen, være forbundet med tanken om fritid, noget, der ikke helt passer ind i hverdagens travlhed. Men det er passionen, der er dit brændstof. Det kan være alt.

Først og fremmest en passion til at ville sit liv så godt som muligt. Jeg har altid haft mit hjerte med i mine jobs. Hvis jeg ikke syntes, at de var, for mig, livgivende, så har jeg fundet et andet sted at være. Selvfølgelig har der været uro i sindet, jeg har vaklet, men altid taget skridtet. For jeg vil mit liv.

Nu er mit liv ændret radikalt. Alle mine foruroligende tanker om økonomi har været uberettiget. Jeg behøver slet ikke så mange penge, som jeg troede. Jeg klarer mig – fint.

”Vejen går ind i dig”, var der en, der sagde til mig en dag. Den vej vil jeg følge, og jeg er på vej.

Med min beslutning er jeg påbegyndt min rejse tilbage til mig; til indre fred.

At finde indre fred er næsten som at skabe et værk, synes jeg. Jeg har set mig selv igennem, sorteret i tanker og overbevisninger og holdt fast i noget af det, jeg troede var forsvundet.

Det kræver faktisk tid og fred, uden støj. Det, at tænke sit liv igennem, huske, hvem man var og er, og måske hvem man gerne vil være – nu og fremover. Det, mener jeg alle skulle gøre, for jeg tror, man indimellem får tabt sig selv – og det kan være derfor, man ikke rykker på sin drøm.

Det er en evig proces, men den er sund.

Kvinderne i mine romaner er, som jeg, på en rejse. De søger, tør og finder. Finder fred. Min indre fred er lige så stille ved at finde plads, slå sig ned, som en kærlig beboer i mit sind.

Jeg kan kun opfordre alle til at turde. Turde tage imod sig selv, sit liv og det, man drømmer om.

En drøm skal ikke udleves i søvne, man skal ikke altid bare vågne af en drøm. Nej, drømmen kan vække en. Har man først tænkt et ønske, så er det blevet virkeligt og fortjener at blive udlevet.

Hvis jeg helt skarpt skal fortælle, hvad min beslutning har givet mig, så er det tid og nærvær.

Tiden har givet mig ro til mit forfatterskab – nærværet har fået mig til stede i kærlighed og forståelse for alle dem jeg elsker og holder af.

Nogle gange kalder jeg mig for passioneret livsnyder.

Jeg tror ikke, alt er muligt, men jeg tror, mere er muligt – end vi ofte tror!