Jeg så min veninde sejle væk i en kiste på Amsterdams kanaler

For en måned siden så jeg min veninde i en kiste. Kisten var af træ, den var stilren. Kirken var stor og lys, den var smuk.

Den unge kvinde i kisten, min veninde Floor, blev af læger kaldt for "den hvide ravn" – så intelligent var hendes væsen, så sjælden hendes mutation.

Vi mødtes på et slot i Wales, hvor vi skulle gå i gymnasiet. Vi nærmede os hinanden langsomt, begge typerne der lige skal se folk an. Vi brugte hver dag sammen, men jeg kan ikke adskille dem.

De fleste minder – om kaffe, om gåture, om pubaftener – flyder sammen til en masse, hvis farve er en varm, varm lilla.

Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke kan huske alle ordene, lettet over, at jeg kan huske tonelejet.

Et par minder kan på mystisk vis tages frem helt gnidningsfrit, som lånte jeg en bog på biblioteket. Da vi sneg os ud efter sengetid med en flaske vin og sad og kiggede ud på de vilde walisiske bølger.

I daggryet, i stilheden, tænkte vi over, hvad livet mon havde at byde os. Emnet skiftede vi hurtigt. Det voksne lå så fjernt alligevel.

I Barcelona for fire år siden står vi 10 mennesker på en lillebitte altan, vores lemmer sammensmeltet med billig rødvin og cigaretrøg i én stor euforisk rus.

Vi har spist pasta med fed tomatsovs, vi er samlet for første gang i et år. Floor takker nej til en smøg, siger, at hun har ondt i lungerne. Jeg skriger, at hun er kedelig og får fodret hende et sug.

Under os kan vi høre de catalanske protester, der for alvor er taget til denne sommer. Mennesker fylder gaderne, de synger sange, der er spændstige med modstand. Vi kigger os omkring med vidtåbne øjne, så tændte på livet, at det nærmest sitrer i kroppen.

Næste dag skal vi se solnedgangen fra de gamle bunkere på bakken som rigtige lokale. Unge fra hele byen tager op på bakken, de går i samlet flok derop med deres små højttalere under armen som et korstog.

Floor går et stykke af vejen med os, men må hele tiden stoppe for at få luft. Vi ender med at bestille en taxa til hende.

Det undrer mig, at hvad hun tror er en lungeinfektion, kan gøre hende så forpustet. Hendes taxa ankommer, så da vi først sidder på en lang række og ser solen gå ned over byens tage, er det, som om intet er hændt.

Men i vores dobbeltseng om natten hoster hun.

Tre uger senere finder lægerne noget, der er så usandsynligt, at ingen havde haft fantasi til at frygte det: Terminal metastatisk lungekræft. Hun får en måned, måske to at leve i.

Jeg er til koncert med min kæreste, da en af vores venner ringer med nyheden. Jeg tager metroen til et rum, hvor os, der er i London, sidder tavse sammen for første gang.

Hun er i Amsterdam, vi skaffer hurtigt flybilletter for at tage afsked med hende.

En uge senere sidder vi omkring hende i en stue med en varm pejs, højtideligheden os uvant. Når jeg tænker tilbage, er jeg stolt af, at vi – en bunke 20-årige – turde kigge døden i øjnene gennem Floor i stedet for at løbe vores vej.

Jeg slår op med min kæreste den uge, da jeg opdager, at han kun er lige så god til at snakke om følelser, som hans stoiske, britiske manddom tillader ham det, men måske havde jeg slået op med enhver.

Vi tager til Amsterdam igen nogle måneder senere for at fejre Floors 21-års fødselsdag, angiveligt hendes sidste.

Hun har været på noget eksperimenterende medicin, der allerede har forlænget hendes levetid med et par måneder. Det har givet hende et forsigtigt håb.

Dagen før fødselsdagen kommer der resultater tilbage fra en scanning, der viser, hvad Floor allerede kunne mærke: Medicinen har virket. Kræften er på mirakuløs vis udryddet i hendes krop.

Glæden er ubeskrivelig. Til festen danser vi til strålende diskomusik, vi holder hendes hånd mod loftet i triumf.

Festens tema er Cuba, hvor Floor altid har drømt om at komme til. Hun tager afsted nogle uger senere.

Problemet med unge mennesker med kræft er, at deres celler generelt er meget stærke, kræftceller inklusiv.

I månederne efter kæmper immunforsvaret og kræften aggressivt inde i Floor. Kræften vinder igen over medicinen.

Sådan går de næste år: Floor kommer på ny medicin, det virker for en stund, indtil hun bliver immun igen.

Det i forvejen lille skrin med mulige behandlinger bliver mere og mere tomt, konstant venter vi på et mirakel.

I mellemtiden rejser, skriver og maler hun. Hun er droppet ud af jura, som ikke var det rigtige for hende (det så hun med et sæt, da hun fik sin diagnose).

Det er, som om at den uvished, hendes diagnose har sat i kroppen på hende, gør hende langt mere sikker på alt andet i hendes liv.

Hun er fokuseret og motiveret, mest af alt er hun stædig omkring ikke at være "hende den syge". Hun kompenserer ved at leve et mere fyldigt liv, end nogen jeg kender.

I en periode med kemoterapi tager hun på sine gode uger (hver tredje) på vilde tinderdates, hvor hun kan lade som om, hun er den raske pige, hun var. På en af dem danser hun salsa, hun bliver ved en fejl forelsket.

Hun ringer til mig i vildrede: "Det var jo ikke meningen … Hvordan skal jeg dog få det sagt?" Da hun endelig får det sagt, viser det sig, at han allerede for længst har set hendes klummer om forløbet, at han allerede var blevet forelsket i hendes måde at tænke på gennem dem.

Jeg ville ønske, at jeg havde været der mere de år. Vi boede ikke i samme land, men jeg vil altid tænke, at jeg skulle have besøgt hende mere. Der var en sommer, hvor Floor spurgte, om vi skulle tage til Island.

Jeg sagde nej, fordi jeg skulle på festival. Hvad er det for en lorteprioritering? Det har jeg slået mig meget i hovedet med. Men jeg har lært om kærlighed, at den er endeløs.

Alt, hvad man gør for at vise sin kærlighed, føles som at vise en enkelt dråbe af et gigantisk hav: Kærlighed er altid uforløst. Selv hvis jeg havde boet om hjørnet, havde intet været nok.

Både før og efter diagnosen kunne man snakke med Floor om alt. Samtaler med hende var vide og åbne, de snørklede sig gennem det høje og det lave.

Da vi var i Berlin for to somre siden, snakkede vi om, at hun havde åbnet sit forhold, fordi der stadig var meget, hun ville nå at prøve. Hun skulle snart i kemo, hun var bekymret for at miste sit hår.

Hun var bekymret for at skulle på date uden øjenbryn. Hun smilede lidt: "Så kan jeg da i det mindste endelig komme ind på Berghain (berømt natklub i Berlin, red.)".

Vi snakkede om alt, fordi Floor var et puslespil, jeg var i en kamp mod tiden om at samle. Jeg tænkte måske, at hvis jeg fik det samlet, ville det gøre det nemmere, når jeg en dag skulle lægge det på hylden.

Men tragedien er, at ingen er samlede mennesker som 24-årige, vi er blot udkast af vores fremtidige jeg (det er man nok altid). Det, der er værst, er, at jeg aldrig skal høre hendes tanker om det, hun ikke når at opleve.

Hjertesorgen, børnene, skænderierne, det hele.

Jeg har altid været dybt fascineret af det morbide, døden ingen undtagelse. Jeg har tit tænkt på, om jeg kom til at fetichere hendes sygdom, om jeg kom til at bruge hende som en slags guru.

Ligeledes har jeg også tænkt over, om det, at jeg skriver dette essay, er at udnytte hendes død, at romantisere den.

Men Floor så det smukke, det forbundene, i alt.

Hun kunne kigge op på loftet i Det Sixtinske Kapel og se sig selv og vi andre.

"Creation is the opposite of depression", som hun engang skrev til mig under et billede af en af hendes malerier.

Det håber jeg, hun har lært mig.

I sommer besluttede Floor, at hun ikke ville på mere livsforlængende behandling.

Hun var træt af hospitaler, kliniske vægge og mundbind. Der var intet, der endegyldigt kunne kurere hende, og dermed ville hun hellere have en kort, men god tid end en lidt længere, mere sengebunden, tid.

Paradokset ved Floor var, at da hun fik ingen tid at leve i, gjorde hun livet ubegrænset. Hun kastede sig ind i kærlighed, fest og skriveri.

Spørg mig ikke, hvordan hun fandt viljestyrken, det vil altid være mig et mysterie. Mit eneste bud? Jeg tror ikke, hun følte, hun havde et valg.

Da hun blev meget syg igen, besøgte jeg hende. Det er syv uger siden. Vi sad på hendes sofa, hende med en ingefærte, mig med en kaffe, hendes hund imellem os.

Vi snakkede om det nye "Sex and the City", som vi begge havde det pinligt over. Vi snakkede om døden, som for hende nu var meget presserende.

Med galgenhumor og alvor fortalte hun, at hun ikke vidste, om hun skulle bestille et tæppe med seks ugers ventetid.

Hun var rædselsslagen og dog uendeligt rolig, hun var endelig holdt op med at kæmpe mod at være "hende den syge".

Jeg citerede et digt, jeg har messet lige siden hendes diagnose for fire år siden:

"The people you love become ghosts inside you, and like this you keep them alive."

Hun nikkede langsomt, fortalte, at hun tit så sin mormor i en sommerdag, i et smukt maleri. Hun sagde, at hun troede, mennesker levede videre i hinanden.

For en måned siden så jeg min veninde i en kiste. Hun sejlede væk på Amsterdams kanaler, og vi kastede blomster efter hende.

Vi tog hjem og festede, græd de tårer, der skulle grædes, og grinede de grin, der skulle grines. Vi kendte ingen sædvaner, men vidste, at det ikke var rigtigt at hænge med hovedet til gravøl, så vi dansede på den der måde, hvor man bare er der som et vidtåbent hav.

Hendes brødre, os fra Wales, dem fra uni. Hun var den usynlige vært, der bandt os sammen.

Da "Dancing in the Moonlight" spillede, og folk skrålede med og holdt om hinanden, greb hendes kæreste pludselig fat i mig, som havde han opdaget noget akut. "Kan du mærke det?" sagde han. "Her er hun."

Floor van Liemts familie har sagt god for, at denne tekst bliver bragt.