Jeg ønsker for vores små piger, at de skal se langt flere valgplakater med kvinder og spørge deres forældre, hvorfor de hænger der

Katrine Rosenbæk er journalist på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

I 19 af Danmarks 98 kommuner er det en kvinde, der efter nytår kan sætte sig bag skrivebordet på borgermesterkontoret.

De fordeler sig rundt i landet – fra Holbæk til Herning og op til Frederikshavn – og er undtagelserne, som bekræfter reglen om, at en borgmester for det meste er en mand.

Samtidig er de også tilsammen blevet rekordholdere. Aldrig før har Danmark haft så mange kvindelige borgmestre. Efter valget i 2017 fik vi eksempelvis kun 14.

Så er 19 selvfølgelig trods alt bedre, alt er jo relativt, men det virker nu alligevel lidt kontraintuitivt at juble over, at kun en femtedel af vores borgmestre er en kvinde.

Selvom jeg som udgangspunkt er optimist, har jeg ærligt talt lidt svært ved at finde begejstringen frem, og jeg køber i hvert fald slet ikke argumentet om, at den bedste kandidat nødvendigvis har vundet, og at det bare er vælgerne, der har talt.

Det er det selvfølgelig til dels – men det er også en historisk arv, der endnu engang har manifesteret sig, hvor kvinder holdes uden for politik.

I 1887 sagde greve og kammerherre Frederik Christian Rosenkrantz for eksempel følgende, som beskrives i Birgitte Possings bog ”Argumenter imod kvinder”:

”At give kvinden kommunal valgret vil kun være første skridt til at føre hende ind i en glidebane. Det vil ende med, at hun kommer ind i den politiske valgkamp og bliver valgbar, og det tror jeg dog ikke, at nogen af os mænd, som har virkelig respekt for kvinden, kunne ønske, at hun komme med til.”

Et menneske med magt er en mand

Nu har kvinder jo som bekendt fået valgret og er også valgbare, heldigvis, men hos de fleste af os rumsterer der stadig en modstand mod, at en kvinde kan bestride en politisk post.

Det er vores alles ubevidste antagelse om, at et menneske med magt er en mand, som endnu engang har ført borgermesterkæderne over langt flere mænds hoveder end kvinders ved dette kommunalvalg.

Nu hviler de der de næste fire år.

Og os, der havde håbet på, at en MeToo-bevægelse – blandt andet i politik – kunne føre os lidt tættere på et reelt repræsentativt lokaldemokrati, er endnu engang blevet bekræftet i, at ligestilling ikke ”kommer af sig selv”.

Der er også det med det repræsentative demokrati, at det gerne skal repræsentere den befolkning, det huser. Det er bare, som om det ikke rigtigt sker, når langt størstedelen er mænd. Det er ikke sådan, diversitet ser ud.

Det kommer ikke af sig selv

Hvis nu vi alligevel skulle beslutte os for at bevæge os hen mod et reelt repræsentativt demokrati – og rent faktisk gøre noget for det og ikke bare vente på, at ”det kommer af sig selv”, kan vi selvfølgelig ikke fortsætte som hidtil.

Så bliver de mandsdominerede byråd – og kvinderne i dem – nødt til at invitere lidt flere kvinder ind i klubben. De skal løfte ansvaret for, at flere kvinder stiller op.

Som kommunalvalgets største stemmesluger og netop genvalgte borgmester i Holbæk, Christina Krzyrosiak Hansen, sagde i Deadline:

– Noget af det, der er enormt vigtigt, når man er borgmester, hvad end man så er mand eller kvinde, det er, at man ved, hvilken forpligtelse man har til at få flere kvinder til at stille op.

– Det er et ledelsesmæssigt ansvar, slog hun fast.

Vittigheden er ikke sjov længere

Det er også et ledelsesansvar helt at fjerne den sexistiske kultur, som en nylig KVINFO-undersøgelse viste, stadig findes.

I undersøgelsen havde videnscentret undersøgt chikane og forskelsbehandling i kommunalbestyrelser og spurgt 576 kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvordan de oplevede det. Svarene viste, at:

• Hver tredje kvindelige respondent én eller flere gange havde fået uønskede eller nedværdigende kommentarer.
• Hver femte kvindelige respondent havde én eller flere gange fået uønskede kommentarer eller vittigheder om deres krop og udseende.
• Mere end hver femte kvindelige respondent havde én eller flere gange oplevet uønskede berøringer.

Lyder det som en klub, du som kvinde har lyst til at være med i? Ikke rigtigt, vel?

Og når antallet af kvinder i kommunalpolitik har ligget lavt og ikke rykket sig mærkværdigt de seneste 30 år, er det svært at antage andet, end at mange kvinder har tænkt det samme. De har pakket deres politiske ambitioner sammen og forladt byrådet.

Hvis vi fortsætter i det samme sløve tempo, skal vi frem til 2089, før vi opnår ligestilling i byrådene, som Roger Buch, forskningslektor ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole, meddelte inden valget.

Men det skal vi selvfølgelig ikke vente på. Vi skal skabe ligestillingen langt før.

Jeg ønsker for vores små piger, at de til kommunalvalget i november 2025 skal se langt flere valgplakater med kvinder og spørge deres forældre, hvorfor de hænger der.

De skal lære, at det kan være deres ansigt, der en dag hænger sammen sted. At de kan stræbe efter en plads ved bordet. For kvinder kan godt bestride magt. Og små piger drømme om det.