Benedikte Kiær
Interview

Benedikte Kiær: "Jeg har prøvet som minister at sidde i forhandlinger med kommunerne og abortere imens"

2. november 2021
af Tine Bendixen
Foto: MEW, Ritzau/Scanpix
Som barn var hun ekstremt genert og ordblind, i dag har hun bestredet posten som borgmester i syv år. Undervejs er hun efter en sej kamp blevet mor til Lauge som 46-årig og til Lærke som 48-årig.

Det var brevet, der afgjorde sagen.

Benediktes forældre havde i en periode hjemmeundervist hende på gården, fordi den midtsjællandske skole, hun gik på, ikke for alvor forsøgte at hjælpe hende med ordblindheden – i syvende klasse stavede hun værre end en brækket arm.

I brevet skrev skoleinspektøren til forældrene, at der altså var skolepligt i Danmark: Benedikte skulle komme i skole.

Det var ikke kravet, der fik dem op i det røde felt, men det faktum, at brevet var smækfyldt med stavefejl. Resolut fik de hende flyttet til en anden skole – på trods af at der ikke var frit skolevalg.

Familien som kerneværdi. Det er det, hun har med sig, og det er det, der er udgangspunktet i den voksne Benedikte Kiærs livssyn og værdier. Man holder sammen, hjælper hinanden, tager vare på hinanden.

Både i den store samfundsfamilie og i den lille personlige familie. Det var paradoksalt nok ikke givet, at hun skulle få sin egen. Det var en kamp. Den tog år. Hun var 46, da Lauge kom til verden, og 48, da hun fik Lærke.

Lauge, Lærke, deres far, Lars Beckwith Dam, der er mekaniker, Lars’ store søn Simon og Benedikte Kiær bor i Højstrup lidt uden for Helsingør.

Det er syv år siden, Benedikte satte sig i borgmesterstolen. Forud var et forløb, hvor hun først havde været konservativ socialminister fra 2010 til 2011 i Lars Løkke Rasmussens regering.

Da Helle Thorning-Schmidt så blev statsminister i 2011, havde De Konservative et katastrofevalg.

– Jeg havde knoklet så mange år for at komme ind på Christiansborg, og så var jeg blevet valgt ind på det værst tænkelige tidspunkt. Jeg stod på stranden i Højstrup og kiggede mod Kronborg, og så løb der et par tårer.

– Vi kom fra at sidde i regering og stod nu i vores partis store krise. Det var forfærdeligt. Jeg var politisk ordfører og har aldrig nogen sinde arbejdet så meget i mit liv og samtidig følt, at det kun gik ned ad bakke.

Benedikte Kiær

51 år og borgmester i Helsingør.

Privat er hun gift med Lars Beckwith Dam, der er mekaniker. Sammen har de Lauge på fem og Lærke på tre.

– Og så var jeg også i den situation, at jeg ikke var helt enig i den linje, der blev lagt. Jeg følte, at jeg var på en blind vej.

Uden at gå i detaljer taler hun også om ”folk, der går bag ryggen på andre, og det er livet simpelt hen for kort til”. Da hun fik tilbuddet om at blive borgmesterkandidat, var hun ikke i tvivl.

– I en kommune har man hele paletten. Man kommer HELT ud i front med medarbejdere og borgere, der hvor tingene sker, og man mærker hjertet banke.

Så ”Ja!”, siger hun, hun er et lykkeligere menneske nu.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Benedikte er vokset op på en gård, så man tænker umiddelbart, at hun vel skulle have valgt Venstre, men hun griner og siger:

– Nej, det var mit ungdomsoprør at blive konservativ!

Benedikte Kiær

Forståelse af samfundet

Erhvervserfaring har hun en hel del og ret bred del af. Basen er en universitetsuddannelse i både kemi og statskundskab, men:

– Jeg arbejdede på restaurationen Viften i Tivoli i ni år, mens jeg læste. Jeg lavede fiskefileter og flæskesteg og stod bag disken, og til sidst prøvede jeg også at lede og fordele arbejdet. Det var supersjovt at være med inde i maskinen.

Fra den ene yderlighed til den anden: Benediktes arbejdsliv rummer også en tjans i pølsevognen på Rødovre Station og en årrække i kommunikationsbureauet PrimeTime.

Derfra røg hun videre til en virksomhed, som lavede bio-ætanol.

– Så jeg har haft mange år på arbejdsmarkedet, og det giver mig en forståelse af, hvordan samfundet OGSÅ er indrettet. Hvis man kun har arbejdet med politik, bliver det en enormt lukket og konstrueret verden, man befinder sig i.

– Man er nødt til selv at komme ud og stifte bekendtskab med arbejdsmarkedet på en anden måde end at modtage vederlag som politiker. Jeg synes bare, det er sundt, at man også har prøvet noget andet end Christiansborg.

Og noget af det, Benedikte ser fra sin borgmesterpost, generer hende. Hun synes, vores samfund er indrettet så stift strukturelt, at vi spænder ben for at kunne hjælpe hinanden.

– Da jeg sad som minister, oplevede jeg, hvad de frivillige organisationer kunne byde på og veje vejen for. Røde Kors har for eksempel de her vågekoner.  Det var helt fantastisk: Så fik familien til en dødeligt syg lige mulighed for at komme i bad eller ud og få noget luft.

– Men så var der nogle af de der FOA-fagforeningsfolk: Nej, det går ikke! Hvorfor kan der ikke sidde en frivillig og holde et menneske ved livets sidste timer i hånden? Hvorfor har vi de der stive strukturer?

Dét vil hun gerne udfordre.

Genert og ordblind

Hvis man nu havde mødt Benedikte som fem-, otte- eller elleveårig, ville man så have kunnet se allerede der, at hun ville udvikle sig til en markant politiker?

– Overhovedet ikke. Jeg var ekstremt genert, og jeg var ordblind og ja … Mine forældre havde købt en stor gård i et meget lille lokalsamfund, og ”hende gad man ikke lige lege med”...  Det var sådan noget: ”Der skal ikke komme sådan nogle hovskisnovski københavnere og købe en af de større gårde i sådan et lille lokalsamfund”. Oven i hatten var der også den danske jantelov. Især hvis man var københavner. Altså der var københavnerbashing, så det basker, dengang.

Terslev. Midtsjælland. Der er under 2.000 indbyggere i sognet. Benedikte siger på drevent midtsjællandsk:

– Dæ ær jo det dæær bondske Midtsjælland, og så skal man ikke komme dæær … Altså… selvfølgelig gør det noget ved én, det gør det jo …

Ordblindhed klarede man dengang, ved at man bare blev ekskluderet, virkelig ekskluderet med fed streg under.

Hvis hun skal beskrive ånden i det lille samfund dengang, siger hun:

– Der var ikke plads til at drømme.

Benediktes forældre fik hende ind i noget foreningsliv, hun fik en hest, red, var med til stævner.

– Det hjalp meget. Jeg oplevede mange sejre og succeser med håndværk eller dyrskuer. Så jeg havde fællesskaber uden for skolen, fik nogle venner efterhånden. Men skolen var noget værre hø, det lykkedes aldrig.

– Det hjalp meget. Jeg oplevede mange sejre og succeser med håndværk eller dyrskuer. Så jeg havde fællesskaber uden for skolen, fik nogle venner efterhånden. Men skolen var noget værre hø, det lykkedes aldrig.

Benedikte var ordblind:

– Ordblindhed klarede man dengang, ved at man bare blev ekskluderet, virkelig ekskluderet med fed streg under. Når vi havde dansk, skulle jeg rejse mig og gå ud af klassen og op og lave ”Læs og forstå” i et lokale, hvor der sad en lærer oppe ved et kateder.

– Jeg sad der alene på Terslev Skole med min ”Læs og forstå” og kunne se børnene dyrke sport ude på idrætspladsen og tænkte: Hvad er det her? Der skete så det, at mine forældre fandt ud af, at jeg ikke lærte noget og ikke kunne stave.

– De spurgte min dansklærer: ”Hvorfor retter du ikke hendes fejl?”, men læreren sagde: ”Ej, det er synd for hende, så ville alt jo være rødt”. SÅ holdt mine forældre mig hjemme og hjemmeunderviste mig, selv om de havde en travl hverdag.

En dag lå det fejlfyldte brev fra skoleinspektøren i postkassen.

– Så kunne de replicere, at ”det er klart, at vores datter ikke kan stave og aldrig kommer til det, når inspektøren ikke engang kan stave.” Det gad de simpelthen ikke. Både jeg og min bror røg ud af skolen og ind i en skole i Haslev.

– Det hjalp. Jeg fik en fantastisk dansklærer, som virkelig fik mig på rette spor. Så det med stavningen er kommet med årene.

– Jeg har fundet ud af, at jeg er visuelt tænkende, så jeg kan huske, hvordan ordene ser ud. Men jeg har stadig udfordringer med niveau og bureaukrati og helt nye ord, jeg skal skrive første gang. Jeg bytter rundt.

”Sammenhængskraft”?

– Haha, DET kan jeg godt se for mig!

Benedikte Kiær

Aborter

De fleste mennesker kender efterhånden nogen, der har fået hjælp til at få børn. Eller også har de selv fået det. Som Benedikte.

– Jeg havde prøvet at være gravid, da jeg var i starten af 30’erne. Jeg mistede det, men tænkte ikke så meget over, at jeg måske havde en udfordring dér.

– Da jeg så mødte Lars, og vi fandt ud af, at det var os, var jeg bare sådan, ”Jeg skal have børn NU, jeg er 37!” Totalt romantisk, ikke?

Lars havde sønnen Simon i forvejen. De regnede med, at det ville være piece of cake. Men de var igennem ufattelige 13-14 forsøg.

– Først de klassiske tre forsøg i sundhedsvæsenet, det var helt forfærdeligt. De kunne ikke rigtig forstå, hvad det var, der skulle til, og så kom jeg ud i det private, og der blev virkelig kæmpet.

Benedikte kunne godt blive gravid, men graviditeten gik konsekvent i sig selv efter syv-otte uger.

– Det var fandeme svært.

Jeg har prøvet som minister at sidde i forhandlinger med kommunerne og abortere imens. Altså det var simpelt hen så … hårdt.

Når man samtidig har en politisk karriere, der skal passes, er det klart, at følelserne har været med på arbejde mange gange.

– Man skal bare være enormt god til at kunne … adskille tingene. Det handler om at være virkelig ked af det og så alligevel lige kunne give sig selv en pause, hvor man er en effektiv politiker, og så kan man være ked af det igen bagefter.

– Jeg har prøvet som minister at sidde i forhandlinger med kommunerne og abortere imens. Altså det var simpelt hen så … hårdt.

Tilbageblik. Hun siger:

– Vi havde været igennem flere forgæves forsøg og ja … så var blodprøven positiv. Vi skulle ind til en hjerteblinkscanning, og det skulle være en fest, men … så var der bare helt stille.

– Hende, der scannede, sagde, ”Der er ikke noget hjerteblink, det er gået i sig selv”. Min krop tonsede derudad, den mente jo, den var GRAVID, så jeg fik de der piller for at abortere. De virkede ikke første gang, og så fik jeg dem en gang til …

Så dér sad hun i ministeriet og aborterede, mens den øverste del af hende var minister og holdt hovedet koldt.

– Jeg holdt fri om mandagen. Trods alt. Jeg fik sagt, ”Jeg skal ikke til Bruxelles, for jeg har lige været igennem det her”.

Arbejdet var måske ikke en flugt, men:

– … Det gjorde, at jeg lige kunne parkere kroppen og hjertet. Og så kunne jeg bagefter gå ind i det smertefulde igen. Min mand og jeg var rigtig gode til at tale om det, og han var virkelig god til at fortælle mig, at det ikke havde noget med mig at gøre.

– Som kvinde kan man jo være god til at dunke sig selv oven i hovedet. Har man gjort noget forkert? Spist noget forkert? Er det, fordi jeg engang har røget?

– Nej. Det er bare biologi. Og held. Jeg måtte igennem rigtig meget, men jeg har hele tiden haft følelsen, at min krop rigtig gerne VILLE være gravid. Og det lykkedes jo til sidst.

Ligestilling derhjemme

Både i de traditionelle og på de sociale medier blev hun udskammet for at blive mor sent og for at have fået hjælp til sin anden og sidste graviditet i udlandet, fordi hun var faldet for aldersgrænsen herhjemme.

Hun modtog breve så ondskabsfulde, at de ikke skal citeres her. Ekstra Bladet bar ved til bålet.

Interessant nok fik Ekstra Bladets nu tidligere chefredaktør Poul Madsen ikke prædikatet ”gammel far”, da han siden annoncerede, at han skulle være far igen. Som 58-årig.

– Ja … det er jo fantastisk, at han skulle have børn som en ældre far. Endnu ældre, end jeg var som mor …

Og spørgsmålet er, hvorfor ældre mødre dømmes, mens ældre fædre tiljubles.

– Man kan bare prøve at gå på Louisianas udstilling ”MOR” … vi har en forestilling om, hvad MOR er, og MOR skal altid være der.

– Hun skal være den unge kvinde, der sørger for det hele, og der er lidt mytiske tanker om MOR. Den har bare ikke ramt FAR. Der er det bare wauw, han kan stadigvæk, tyren, han er godt nok viril, DYGTIG mand.

Der er også, siger Benedikte, en anden forventning til moren end til faren om at være til stede længst muligt i barnets – også det voksne barns – liv. Derfor skal hun være ung.

Ligestilling kan du knagensparkemig tro, vi har hjemme hos mig.

– Men da jeg var politiker i regionen, var jeg en dag ude med lægebilen. Da vi kørte ud med fuld udrykning, vidste jeg ikke, om jeg skulle hoppe ud eller kaste op, det gik knagensparkemig hurtigt, jeg tænkte: Nu tager du dig sammen!

– Da vi kom tilbage, sad holdet fra en anden lægebil der – kridhvide i hovederne. De havde været ude hos en ung mor, der havde fået en alvorlig hjerneblødning.

– Hun havde en lille baby. Det fik mig til at tænke, at der bare ikke er nogen garantier. INGEN.

– Så det med, at en mor ikke må være over 40, for så er det synd for børnene, og hvad hvis nogen spørger dem, ”Er det din mormor, du har med?”, når de bliver afleveret i daginstitutionen. Altså … hold nu op.

– Der er ingen garanti her i livet, og hvert barn er en gave. Og børn der bliver født af mennesker, der har det som det største ønske at få børn sammen er bare den største kærlighedsgave, man kan få her i livet.

Her sniger vi lige ordet ligestilling ind. Hvordan passer det med tilværelsen i huset i Højstrup? Har de ligestilling?

– Ligestilling kan du knagensparkemig tro, vi har hjemme hos mig. Bare fordi man er konservativ, behøver man ikke være kedeligt gammeldags.

– Da jeg mødte Lars, og vi talte om, at vi gerne ville have børn, kiggede han på mig og sagde: ”Du får ikke lov til at tage hele barslen, den DELER vi.” Så sagde jeg ”top”.

– Så det var ikke, fordi jeg var borgmester, at han tog en ordentlig bid. Begge gange havde jeg lidt over tre måneder, og så tog han resten, og havde jeg ikke lige siddet som borgmester, havde vi nok delt helt lige over.

– Vi er fælles om alt derhjemme. Han er så bare meget bedre til alt det med biler og det tekniske, og jeg er rigtig god til at vaske tøj.

”Hvad med amningen, da Lars tog barsel?”, tænker du måske. Han tog simpelthen forbi rådhuset, når ”lillemanden eller lillepigen” skulle have noget at spise. Det er hende selv, der bruger ordene.

Benedikte Kiær

Familien det vigtigste

Hvis Benedikte kunne bestemme, hvilket samfund hendes børn skal vokse op i, siger hun:

– Jeg håber, at mine børn vokser op i et samfund, hvor familien stadig er udgangspunktet for vores virke.

Og så har hun lige en vigtig tilføjelse:

– For mig at se er en familie ikke nødvendigvis far, mor og børn. Det kan være alle mulige konstruktioner. Mor/mor. Far/far. Onkler og tanter. Men familie.

– Det er bare enormt vigtigt, at der er plads til både kernen og familien, og at man kan være der for hinanden og indrette sit liv, som man gerne vil.

For Benedikte er den vigtigste institution i livet simpelt hen familien.

– Det handler om nogle værdier. Hvad er det, vi skal respektere? Det er det, vi kommer fra. Altså hvem der har banet vejen, vores forfædre, historien, hvad det er for en kultur, vi er en del af, det skal videre til kommende generationer.

– Det er også derfor, vi skal passe på miljøet og naturen og ikke bruge det hele op. Men jeg tror ikke på afgifter og regler. Vi bliver nødt til at bane vejen på en anden måde.

Benedikte viser rundt på rådhuset, det er fra 1852, opført i nygotisk stil, håndværket er udsøgt, historien duver i de imposante rum, hun virker hjemmevant, men uden at tage sin post som en selvfølge.

– Jeg har lovet mig selv, at hvis det en dag bliver en vane, en rutine, uden at jeg har hjertet med, så stopper jeg. Det må aldrig blive rutine.

Og ja – hun HAR været i politiske situationer, hvor hun har haft lyst til at løbe skrigende bort.

– Selvfølgelig har jeg det. Hvor jeg tænker: NU kan jeg snart ikke det her længere. Men så går der to sekunder, så tænker jeg: Nej, jeg må simpelthen blive og prøve at gøre noget ved det. Bokse. Videre. Indefra.