“Jeg magter ikke lige i dag”: Stemningen på de danske efterskoler er ikke helt, som den plejer at være

Sofaen i opholdsstuen på Viby Efterskole er kæmpestor, men det behøvede den egentlig ikke at være. For mellem undervisningen klumper eleverne sig alligevel tæt sammen i det ene hjørne, filtret ind i hinanden som et kludetæppe

På ‘kærestevæggen’ gør de status over, hvem der flirter, er kærester eller har et godt øje til hinanden. Og opslagstavlen ved siden af fungerer praktisk talt som et lille alter for Aphaca-forsangeren Rumle og andre kendte ansigter, eleverne synes er lækre.

På denne onsdag i januar ser alt med andre ord ud til at være præcis, som det skal være på en helt almindelig efterskole.

Men under overfladen er noget forandret.

– Fællesskabet er kommet under en ny form for pres — eller manglende pres, så at sige, fortæller René Holm Hansen, der har været forstander i snart 20 år på den fynske Viby Efterskole, som udmærker sig ved at tilbyde et højt fagligt niveau indenfor musik, dans og teater.

Her og på landets resterende efterskoler er der nemlig sket en markant stigning i antallet af elever, der ikke gennemfører deres ophold. Ifølge en rundspørge, DR lavede i 2023, hænger udviklingen blandt andet sammen med øget mistrivsel blandt unge.

En udvikling, René Holm Hansen tager alvorligt, men som også ledsages af et sprog, han forholder sig kritisk til, fordi mange flere elever i dag møder op med en selvforståelse forankret i prædikater som ‘angst’, ‘ADHD’, ‘autisme’ og ‘depression’.

– Hvor vi tidligere talte med omkring fem familier før skolestart om særlige hensyn, er tallet i dag tre-fire gange så højt. Eleverne og deres forældre er langt mere opmærksomme – og har et langt mere psykologiseret sprog for mistrivsel. Det, der før var almindelige livskriser er nu diagnoser og symptomer, siger René Holm Hansen.

Han sidder på sit kontor, hvor døren næsten altid står på klem, klædt i skjorte og med et mildt udtryk i øjnene. På bordet foran ham ligger blandt andet Svend Brinkmanns ‘Menneskeetik’ og Niels Overgaards ‘Det hele handler ikke om dig’. Et lille signal om det budskab, han de seneste år har haft sværere ved at trænge ind til eleverne med.

Men aftabuisering af psykisk sygdom er ikke problemet i sig selv, understreger han.

– Der, hvor der er en reel psykisk lidelse, er det virkelig godt, at vi ved det. Det skal vi tage alvorligt. Men udviklingen har også en bagside. For hvornår er noget et særhensyn – og hvornår er det bare almindeligt menneskeligt ubehag?

På den måde rammer forstanderen direkte ind i den debat, der har verseret de senere år, om hvorvidt det stigende fokus på mental sundhed og særlige hensyn skaber en skrøbelig ‘generation snefnug’, som mister erfaringen med at klare sig gennem modgang.

Skolens pædagogiske konsulent sidder i dag med et kæmpe arbejde. Hun ringer til op mod 30–40 familier inden skolestart for at finde ud af, hvem der reelt har brug for ekstra hensyn, og hvem der måske først og fremmest har brug for luftforandring.

At bakse med sine egne følelser

Nogle af dem, det hele handler om er Mille Sonne og Sofia Skovgren. Lige nu står de midt i deres år på Viby Efterskole. Vi mødes til en frokost sammen, inden pigerne skal skynde sig videre til eftermiddagens dansetimer og sceneprøver.

Ligesom alle andre elever har de både gode og dårlige dage. Og selv om de fremhæver fællesskabet som det fedeste ved at gå på efterskole, er det ikke et fællesskab uden modstand — tværtimod, siger Mille Sonne, da vi taler sammen foran multisalen, der er i disse dage er epicentret for den kommende musical, hvor hun er dansekaptajn.

– Jeg har haft perioder, hvor jeg bare gerne ville hjem. Dårlige uger og dage, hvor jeg tænkte, det her ikke var noget for mig.

Inden skolestart havde hun ofte hørt folk omtale efterskolen som “det bedste år i en persons liv”.

– Men da der var gået et par måneder, ringede jeg hjem og var klar til at kaste håndklædet i ringen, fortsætter Mille Sonne.

– Mine forældre sagde, jeg skulle blive og give det tid. I stedet for at være på mit værelse prøvede jeg at søge ud noget mere. Og så fandt jeg ud af, at det ikke var så slemt at være her alligevel, griner hun.

Veninden Sofia Skovgren fortæller, at det er fedt at mærke, når man ‘flytter sig’, selvom det kan være grænseoverskridende.

– Man lærer virkelig meget af at bakse mere med sine egne følelser, siger hun.

Normalt ville hun sige det højt til sine forældre hele tiden, hvis hun var ked af noget i skolen. Det kan hun ikke på samme måde her, og det har vist sig at være en styrke.

– Jeg er blevet bedre til selv at tænke over tingene. Og så taler jeg meget mere med andre på min egen alder, som står i det samme og ser det fra et andet perspektiv end dem, siger hun.

Når hensyn bliver en bjørnetjeneste

René Holm Hansen mener, at nye perspektiver og luftforandring er præcis det, efterskolerne er bedst til at tilbyde. Et sted, hvor unge får afløb fra en stadig mere algoritmestyret tilværelse, flytter hjemmefra i trygge rammer og mærker, at de kan klare mere, end de selv tror.

– Man siger jo, at et efterskoleår svarer til syv menneskeår. Og der er virkelig noget om, at den personlige udvikling accelerererer. For når en elev lykkes her, får de et kæmpe boost i selvværd og selvtillid.

Netop derfor ser han efterskolen som et vigtigt værn mod mistrivsel — og derfor kæmper han også for, at eleverne ikke skal trække sig, når det er svært.

Alligevel har såkaldte ‘time-outs’ sneget sig ind og er blevet en fast del af hverdagen. I den her sammenhæng dækker begrebet over elever, der “mærker efter” og kræver pauser fra fællesskabet, fordi de har brug for at lægge sig, trække sig eller “ikke lige magter i dag”. For nogen er det nødvendigt, men for andre er det en bjørnetjeneste, frygter forstanderen.

– Jeg er bekymret for, om tendensen står i vejen for den udvikling, der for manges vedkommende ligger lige foran dem.

Tendensen er dog ikke unik for Viby Efterskole. Det fortæller Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen:

– Flere og flere af landets efterskoler oplever, at eleverne har en forventning om, at de i tilværelsen skal lykkes – og helst i dag. Det hænger sammen med en tidsånd, hvor vi ikke kan holde ud at være kede af det, frustrerede eller utrygge længere tid af gangen. Så vil vi hellere “scrolle videre” eller fjerne os fra situationen, siger han.

Det er hårdt for hele undervisningskulturen, påpeger han, men specielt for efterskolerne, fordi man laver en kontrakt med 10 måneder — og det er langt fra alle, der trives fra første dag.

Men hvis hensynene bliver for omfattende, mister fællesskabet sin form, frygter han.

– Det er klart, at hvis du skal tage 40 forskellige særhensyn, så vil de kollidere i praksis. Og hvis 40 elever ligger på deres værelser eller tager hjem midt i ugen, så er der 40 unge mennesker, der går glip af det, de ellers kunne have givet til hinanden.

Derfor ser han det også som et stigende ansvar at tage samtalen, når livet gør ondt — i stedet for at bekræfte eleverne i, at de er forkerte eller skal skånes ud af smerten.

Du er ikke unik

Næste år har Viby Efterskole besluttet at sende en pamflet ud til elevernes forældre inden skolestart, hvor opfordringen er klar: Giv slip, selvom det er svært. Lad eleverne navigere i det uperfekte selv – kun sådan får de chancen for at gennemføre og mærke deres egen udvikling.

Han lægger ikke skjul på, at Viby Efterskole holder skruen lidt strammere end nogle andre steder. Men det er ikke hårdhed, insisterer han. Det er omsorg.

– Hvis en elev melder pas på en fællesaktivitet, fordi de ikke kan overskue den, er vores første svar, at de skal prøve alligevel. Måske bliver det sjovt. Det lille, kærlige skub kan alle have brug for. Og det lønner sig næsten altid.

Men det kræver også noget af forældrene, som på godt og ondt er mere involverede i deres børn end nogensinde. Eleverne skal føle, at der er et sikkerhedsnet – men forældrene kan også komme til at stå i vejen for den proces, efterskolen forsøger at skabe, hvis de griber for meget ind.

– Det at være ked af det, have dårlige perioder, opleve konflikter, føle sig anderledes, udenfor, utilstrækkelig eller ensom, er almindeligt. Det er faktisk almindelige følelser. Du er ikke unik, er vi nødt til at fortælle mange.

En clean start

Det er eksempler som dem ovenfor, der ligger til grund for René Holm Hansens løfte til forældrene allerede ved skolestart: at de får et andet barn hjem, når året er omme – hvis både skolen, forældrene og eleven selv giver processen tid og plads.

Til gengæld lover han aldrig, at Viby Efterskole bliver “det bedste år i ens liv”. For det er ikke sådan, det føles for alle.

– Og kan man sige det midt i året, har man måske heller ikke rykket sig nok, siger forstanderen.

Men for alle er det en ‘clean start’, som de to piger kalder det.

– På efterskolen føler jeg, at der er plads til alle, og at jeg kan være den, jeg har lyst til at være, siger Sofia Skovgren.

Mille Sonne nikker.

– Ja. Og det havde jeg virkelig ikke regnet med, da jeg startede.