Hun gjorde det i årevis, fordi hun følte sig grim uden. Men så gik det op for hende, at noget var galt

Ritualet begyndte om onsdagen med en næsten disciplineret præcision. Kroppen skulle forberedes. Døde hudceller skrubbes væk for at sikre den rette overflade og ønskede glans. Et tykt lag fugtighedscreme forseglede til sidst den blottede hud.

Torsdag nærmede det sig. Det, hun arbejdede frem mod: selvbruneren.

Men intet måtte forhastes. Først endnu et bad og så ventetiden, hvor huden skulle falde til ro og porerne lukke sig. Derefter den store påsmøring fra top til tå.

Om natten sov hun med det brune lag på sig. Lugten var intens, som brændt hår, og farven smittede altid af på sengetøjet, som igen og igen måtte skiftes. Et lille offer i det store billede, sagde hun til sig selv.

For hver fredag gentog belønningen sig. Et bad skyllede den overskydende farve væk og efterlod en imiteret solbrun kulør. Tine Maria Nielsen kunne ånde lettet op, når hun så sig selv i spejlet.

Sådan gentog det sig uge efter uge, år efter år i næsten 10 år.

– Det er en lang proces, og der er altid noget, du skal gøre. Et par dage efter skal du nok have et touch-up i ansigtet og på hænderne, og så skal du skrubbe og creme dig ind igen. Cyklussen starter bare forfra hele tiden, det er utroligt, fortæller hun.

Selvbruner-rutinen havde hun perfektioneret over næsten et årti, inden en depression for et års tid siden gjorde det umuligt for hende at fortsætte.

Det var simpelthen for stort et arbejde, som hun på grund af sin psykiske tilstand ikke længere kunne overskue at gennemføre. Sådan gik det til, at hun begyndte udfasningen af en årelang afhængighed og hyperfiksering af sit udseende, der startede, da hun var bare 13 år.

– Det gik op for mig, hvilken kæmpe lortebyrde, jeg havde pålagt mig selv.

En jagt efter selvtillid

Tine Maria kan ikke huske præcis, hvorfor hun begyndte – og blev ved – med at smøre sig ind i den brune masse. Men hun husker i hvert fald, at en dreng, hun godt kunne lide som teenager, engang kommenterede på, hvor bleg hun var, og hvor mørke randerne under hendes øjne så ud. Hun lignede en vampyr, sagde han.

Samtidig var alle de kendte mennesker, hun så op til, altid smukke og solbrune. Det ville hun også være, men hendes egen lyse hud med fregner blev aldrig naturligt brun.

– Det blev til en ond spiral, hvor jeg aldrig følte mig smuk uden selvbruner, hvilket også skyldtes, at mit afblegede hår, min makeup og tøj ikke længere passede til min naturlige hudtone. Det var alt sammen tilpasset en konstant gyldenbrun hud. Intet klædte mig, når jeg var bleg.

Med tiden blev det en besættelse. Huden skulle hele tiden være brunere, og håret mere blondt.

– Samtidig havde jeg det fint med at udføre de mange steps, fordi jeg fik så meget ud af det: Jeg fik så meget selvtillid og følte aldrig, at jeg havde en dag, hvor jeg ikke så pæn ud. Simpelthen fordi jeg altid var brun.

Men da Tine Maria for lidt over et år siden blev ramt af en svær depression, var der noget, der ændrede sig for hende.

Før mørket for alvor blev overskyggende, blev hun brunere og brunere. Det gav hende en følelse af kontrol:

“Det kan godt være, at jeg har det dårligt, men i det mindste ser jeg godt ud,” tænkte hun.

Men efterhånden blev det helt umuligt at overskue ritualet. Det var for stor en opgave, når hun var nødt til at bruge sin sparsomme energi på stadig at tage på arbejde og komme nogenlunde igennem en almindelig hverdag.

Tanken om at igangsætte rutinen med at skrubbe, smøre, bade (og ikke mindst skifte sengetøj), var ikke længere kuløren værd. I starten var det ikke bevidst, at hun lod være, for hun følte, at hun burde blive ved.

Men til sidst måtte hun overgive sig.

– Hvis man ikke har haft en depression, kan det være lidt svært at forstå, hvor lammet man kan blive. Men det var jo en del af min hygiejnerutine, som jeg nedprioriterede. Det var i forvejen svært at huske at børste tænder og spise mad.

Allerede inden hun blev syg, var tanker om at vende tilbage til den naturlige, mørke hårfarve og lysere hud begyndt at rumstere, men hver gang hun havde prøvet at lade være med at gribe ud efter selvbruneren, holdt det ikke længe.

Først da depressionen var allerværst, gik det for alvor op for hende, at det var vigtigere ting i hendes liv, end hvordan hun så ud.

– Jeg var ikke overhovedet tilfreds med, hvordan jeg så ud. Men jeg fandt mig bare lidt i det. Jeg har det stadig nogle gange lidt svært med det, selvom der er gået et år.

Men i dag er hun endelig nået derhen, hvor hun kan føle sig smuk uden selvbruner. Det er ikke definitivt forbi, for ved særlige lejligheder kan hun stadig finde på at støve det gamle ritual af og smøre sig ind.

– I virkeligheden har det nok ikke handlet så meget om selvbruneren, men om at acceptere sig selv. Det lærte jeg, da jeg forsøgte at komme over min depression. Og så er det gået op for mig, hvor nice det er, at mit sengetøj faktisk er hvidt, og at jeg ikke går i panik, hvis jeg spontant skal ud fredag aften og ikke har lagt selvbruner dagen forinden.