Ingrid så de brændende tårne: ”Det er ved sådan en lejlighed, det gør fysisk ondt at være langt fra sine nærmeste”

Tirsdag den 11. september 2001 husker jeg meget præcist. Jeg arbejdede som senior adviser i UNICEFS hovedkvarter på 44. gade midt på Manhattan i NYC.

Jeg var mødt ind kl. 8.30. Det var en meget varm dag. Min sekretær Sonia kom ind kl. fem minutter over 9 og fortalte, at et fly var styrtet ind i World Trade Center.

Vi gik hen til vinduet. 44. gade er fuld af højhuse, og vi måtte læne os godt ud for at se himlen.

For mit indre blik så jeg et lille sportsfly på afveje. Trist ulykke, tænkte jeg, men tilbage til arbejdet.

Da jeg 10 minutter efter i elevatoren hørte, at et fly var styrtet ind i det andet tårn, sagde jeg: ”Du må have hørt forkert. Der var kun ét fly.”

Min afghanske kollega på nabokontoret, Gulbadan, åbnede sin transistor: Der VAR to fly. Det forekom uvirkeligt.

Den uge havde jeg familiebesøg fra Danmark, og derfor ringede jeg hjem til 72. gade for at sige, at det var en dårlig idé at tage downtown. De havde planlagt at se netop World Trade Center.

Angsten melder sig

Mindre end en time efter kom min chef fra et møde og meddelte, at man fra toppen af UNICEF-bygningen kunne se de brændende tårne.

Så ringede telefonen, og en kollega, der var hjemme den dag, sagde stakåndet: ”Pentagon is on fire!” Hun havde set det på CNN.

Pentagon var langt væk: ”Er det et angreb?” tænkte jeg.

Det var første gang, jeg blev bange: Der er krig! Men samtidig havde jeg den fornemmelse, at det var fjernt og uvirkeligt.

Jeg tog med op på 13. sal. Vi var 10 kilometer fra tårnene. Der stod tykke røgskyer ud fra dem og undertiden flammer. På det tidspunkt var jeg nærmest følelsesløs.

Først to dage efter, hvor dette billede atter stod på min indre nethinde, brast jeg i gråd ved tanken om, at jeg havde stået og set på tårnene, mens mennesker sprang ud fra dem eller omkom i dem.

Jeg forsøgte nu desperat at ringe hjem til Danmark, men alle telefoner var afbrudt.

Vi kunne se, at gaden blev sort af mennesker fra de andre FN-organisationer. Min sekretær sagde:”Close down, Ingrid, we have to get out of here.”

Den sidste e-mail, jeg fik sendt, var til en dansk kollega: ”Jeg må gå, folk panikker helt vildt.” Jeg var med i en selvbestaltet evakuering ad brandtrapperne.

Newyorkerne græd på gaden

Vi stod i et menneskemylder uden for UNICEF. Jeg følte mig underligt udenfor, for jeg var jo ikke i fare.

Men vores unge belgiske kollega nys ankommet til NYC boede to blokke fra WTC og var ikke rolig, før hendes mand kom med barnet, og de kunne gå på jagt efter et sted at sove.

Jeg stod tilbage med Gulbadan og Sonia. Vi kyssede hinanden farvel uden at vide, hvornår vi skulle se hinanden igen.

Jeg begyndte at gå de 32 blokke op ad 1st Av til min lejlighed. Jeg talte med folk, hver gang jeg ventede ved et trafiklys.

Mange gik og græd, og alle havde en mobiltelefon klistret til øret. Intet under at telefonnettet brød sammen.

På vejen hjem gik jeg ind til min lokale liqueur store for at købe en flaske vin. Radioen i butikken gik højt, og jeg stivnede ved at høre en speaker sige med hørlig angst i stemmen: ”Oh no, it looks like a mushroom cloud, something is happening.”

Det var det første tårn, som faldt, og inden jeg kom hjem, var det andet tårn borte.

Derhjemme sad min familie klistret til skærmen. Det blev mit første skræmmende indtryk af, hvad der skete downtown. Nu blev jeg virkelig bange og desperat over ikke at kunne komme til at ringe hjem til Danmark.

Jeg måtte klamre mig til sætningen: Alle mine nærmeste ved, at jeg bor og arbejder langt fra WTC. Det er ved sådan en lejlighed, det gør fysisk ondt at være langt fra sine nærmeste.

Forlod New York

Dagene derefter var præget af manglende koncentration, forundring og skræk over USA’s officielle reaktion og gengældelse med bombninger af civilbefolkningen i Kabul.

Jeg spurgte Gulbadan, hvordan det var, at ens nuværende land bombede ens fødeland. Hun svarede ikke, men sagde blot, at hun ikke havde hørt fra sin bror i Kabul.

Situationen påvirkede mig meget. Jeg kunne have forlænget min kontrakt hos UNICEF og være blevet i New York, hvor jeg havde et spændende job, men det gjorde jeg ikke. Jeg rejste hjem et halvt år senere.

Der gik halvandet år, før jeg kom tilbage til byen. Jeg havde først ikke lyst, men jeg er meget glad for New York, og i dag savner jeg byen.