Ingen vil leve som deres forældre. Men bestemmer de nu selv det?

På bedste teatermanér indrammer lysende pærer spejlene i Sofie Gråbøls garderobe i Skuespilhuset. Det er her, foran spejlene, skuespilleren holder til, når hun skal gøre sig klar til at stå på scenen.

I den ene ende af rummet viser et par madrasklædte trappetrin ned til store gulv til loft-vinduer med udsigt ud til kanalen, Papirøen og Operaen.

– Ideen med de madrasser er jo virkelig god, siger Sofie Gråbøl, men griner så.

– Jeg har bare aldrig haft tid til at ligge der.

I det samme kommer Josephine Park ind i garderoben med to kopper kaffe.

– Heller ikke mig, siger hun og stikker Gråbøl den ene kop.

Jeg har fået lov at bruge en time af kvindernes tid, inden de skal videre til kostumeprøver. Sammen medvirker de i teaterforestillingen “Timerne”, der er baseret på Michael Cunninghams prisbelønnede roman “The Hours”, som i begyndelsen af 00’erne blev filmatiseret med Meryl Streep, Nicole Kidman og Julianne Moore i hovedrollerne.

Sofie Gråbøl griner:

– Når folk spørger, hvem jeg skal spille, kommer jeg til at sige Meryl Streep, og hver gang, jeg siger det, føler jeg et kæmpe pres.

Hun nikker mod Josephine Park:

– Ja, og du skal spille Julianne Moore.

De trækker et par stole ud i rummet og sætter sig, mens de fortæller, at de i øjeblikket arbejder på at gøre det kæmpe bagkatalog til deres eget.

Sofie Gråbøl: Jeg er superfan af Meryl Streep, som er gudinden af skuespil i min bog. Så lige nu leder jeg efter min egen version af rollen, så jeg forhåbentlig på et tidspunkt kan løsrive mig fra hende og gøre den til min egen.

Josephine Park nikker:

– Men det er også en gave, at der er så meget at hente. Det er nærmest som en kinesisk æske: Bag forestillingen ligger en film. Bag ved den ligger en bog. Bag ved bogen ligger en anden bog, nemlig “Mrs. Dalloway” af Virginia Woolf, så det er også som at gå ind i et spejlkabinet, hvor alt reflekteres hele tiden.

Som ung opfinder man verden

“Timerne” er en forestilling om tre kvinder, der lever i tre forskellige tider, men hvis skæbner bliver kædet sammen, fordi de alle kæmper med en følelse af ikke at være forløst i den tid, de lever i.

Josephine Park fortæller, at da hun så filmen første gang som teenager, gjorde den ikke det store indtryk på hende.

– Filmen var hypet, men jeg husker egentlig, at jeg syntes, at den var ret kedelig. Jeg forstod den i virkeligheden ikke. For nylig så jeg den så igen, og der tænkte jeg: Kedelig?! Hvad tænkte jeg på!? Jeg sad helt ude på kanten af sædet. Der var liv og død, forlist kærlighed og moderskab.

Sofie Gråbøl bryder ind:

Nu var jeg jo meget ældre end dig, da den kom, så jeg forstod den godt …

Hun sender sin kollega et skælmsk blik.

Josephine Park griner:

– Åh, du forstod den før mig. Jeg lærer så meget af dig!

Sofie Gråbøl rækker ud efter hende og klemmer hendes arm:

– Jeg må jo udnytte de få fordele, jeg har ved at være ældre.

De griner begge.

Men faktisk viser det sig, at alder er et gennemgående tema i interviewet. For der er en grund til, at historien om de tre kvinder vokser sig større, når man har forladt ungdommen og for alvor bevæger sig ind i de voksnes rækker, forklarer de.

Selv har 55-årige Sofie Gråbøl oplevet, hvordan brikkerne langsomt er faldet på plads de seneste år.

– Da jeg var helt ung, følte jeg mig så fri – som om jeg opfandt verden lige dér. Det er det, der er så smukt ved ungdommen: At man tror, man ved, præcis hvad livet handler om, og at alle, som er ældre end en selv, ikke har fattet en skid. Derfor forkaster man de ting, de kommer med.

– Det giver jo også en lethed og et ungdommens mod til at bevæge sig ud i verden, fordi man ikke mærker tyngden af det, der var før, siger hun.

– Men jo ældre jeg bliver, jo mere opdager jeg, at alle de erfaringer, som jeg i min ungdom følte var mine helt egne, var vævet sammen med det kollektive tæppe. Alle trådene i mit tæppe var vævet sammen med min mors, min bedstemors. Alle de erkendelser, jeg selv fik, havde nogle andre allerede fået før mig.

Josephine Park, som er 18 år yngre, bryder ind:

– Synes du egentlig, det er en rar følelse at føle sig vævet sammen med andre?

Sofie Gråbøl nikker:

– Eller i hvert fald er det, som om at det med dén erkendelse er blevet lettere at bære over med mig selv og andre.

Josephine Park rynker brynene en anelse og siger:

– Altså på en måde er det, du siger, jo meget smukt, fordi der er så meget tilgivelse i det, men lige på den anden side ligger der for mig også en følelse af at være fastlåst.

– Jeg begynder først at fornemme lidt af det nu, f.eks. i forbindelse med selv at få børn. Jeg kan se, hvad jeg selv bærer rundt på, og hvad jeg nu giver videre.

Josephine Park forklarer, hvordan hun kan mærke sin fars blødhed og sin mors omsorgsfulde stringens, når hun er sammen med sin søn.

– Det er da lidt vildt pludselig at opleve, hvor meget vi ligner hinanden. Jeg føler også, jeg kan se, hvordan min mormor er dryppet ned på min mor, og hun så er dryppet ned på mig. Og på en måde er det ret smukt, hvis man kigger blidt og mildt på det.

– Men der er også noget sørgmodigt over at indse, at man på et tidspunkt troede, at man kunne løsrive sig totalt, men det kan man nok ikke. Vi tror, vi er så frie, men virkeligheden er en helt anden.

På skuldrene af kvinder

Josephine Park tager en stor tår af sin kaffe som for at komme sig over erkendelsen. Så siger hun, at det ikke er, fordi hun skammer sig over sit ophav.

Tværtimod ser hun tilbage på et ophav styret af seje kvinder.

– Min oldemor var alene med alle sine børn. Min bedstemors mand døde, så hun også stod alene tilbage med sine børn, altså indtil hun fandt en ny mand, men selv da var det helt klart hende, der holdt sammen på det hele.

– Mine mostre og min mor har også været ret alene med deres børn, så jeg har slet ikke oplevet det der patriarkat i den nære familie, siger hun.

Sofie Gråbøl sprutter:

– Hvor skønt!

Hun laver sin stemme om:

– Hvad er det der patriarkat, som alle taler om?

Josephine Park griner med.

– Men helt ærligt, vi har aldrig haft en patriark i familien, der synes, han skulle styre det hele. Det har været meget mere kvindedomineret.

Faktisk er det samme tilfældet i Sofie Gråbøls familie. Hun er vokset op med en mor, der holdt sammen på det hele, og en far, der ikke var der.

– Men selv om der ikke har været en far i mit liv, har han fyldt enormt meget ved sit fravær, fordi jeg brugte meget af mit liv på at lede efter det, der ikke var, den her tomme silhuet. Og det har manifesteret sig på alle mulige rodede måder i mit liv.

– Og værst var, at det ligesom overskyggede min mor. Jeg så hende slet ikke. Eller jo, men jeg så kun hendes svagheder og alt det, jeg i hvert fald ikke ville være.

– Jeg så ikke den stamina, hun udviste. Jeg anerkendte ikke alt det, hun gjorde, siger Sofie Gråbøl og fortæller, at det derfor også rører hende, når hun hører Josephine Park tale varmt om de stærke kvinder i hendes familie.

Det har nemlig haft stor betydning for Sofie Gråbøl selv at nå dertil.

– Det heler ikke kun min relation til min mor, men det heler også mig, at jeg i virkeligheden har en enorm forbindelse til hende i stedet for til et eller andet punkt i horisonten, som er forbundet med svigt og en længsel efter anerkendelse fra en, der står med ryggen til.

I dag føler Sofie Gråbøl, at moderkærligheden er den største kærlighedsoplevelse, hun har haft.

Hun tror selv, at den sene erkendelse bl.a. skyldes, at hun som ung havde travlt med at tage afstand til morrollen. For dengang forbandt man den i høj grad med at være husmor og at stå bag kødgryderne. En rolle, som man for alt i verden forsøgte at distancere sig fra.

Josephine Park:

– Det er ret vildt. Man tror, man handler og agerer ud fra sine egne tanker, men i virkeligheden er det jo, fordi man har alt muligt omkring sig og med sig, som man reagerer på.

– Ja, siger Gråbøl og fortsætter:

– Og det vilde er jo, at man ikke nødvendigvis forstår, hvor bundet man er af den, når man står midt i det. Man er så bundet til sin tid, at man ikke kan adskille sig fra den.

Hun forklarer, at det først er nu, at hun kan kigge på sin ungdom i 70’erne og 80’erne og få øje på det, der skete. F.eks. i forhold til #MeToo.

– Jeg har været langsom til at forstå det, og der er stadig efterskælv af #MeToo i mit liv, hvor jeg pludselig tænker: Gud ja, det var jo helt vanvittigt! Nu kan jeg se tilbage og tænke: Hvad fanden skete der? Men det tænkte jeg ikke dengang. Dengang var det bare sådan, det var.

– Og så længe alle er enige om, at sådan her er det rigtigt at leve eller at opføre sig, jamen, så integrerer man det også som menneske. Vi registrerer, at det er normen, og derfor er det også selvfølgeligt og rigtigt.

De forkerte kort på hånden

Sofie Gråbøl understreger, at man selvfølgelig kan forsøge at være så erkendt om bevægelserne som muligt. Det er bl.a. det, forestillingen “Timerne” går ud på.

I stykket påvirker Virginia Woolfs roman “Mrs. Dalloway” 90’er-kvinden Clarissa Vaugh, spillet af Sofie Gråbøl, som planlægger en fest for sin gamle ven i New York.

Samme roman påvirker 50’er-husmoren Laura Brown, spillet af Josephine Park, som ikke kan udleve sig selv, fordi den kvinderolle, hun forventes at spille, er så kraftig, at hun føler det som at gå rundt i et kostume, der ikke passer.

Selv om der er sket meget med kvindens rolle siden 50’erne, kan Josephine Park genkende følelsen. Som barn oplevede hun nemlig at blive tildelt en måde at være pige på, som ikke passede hende.

– Jeg kan huske, hvordan der helt tilbage til børnehaveklassen var nogle kort, der var gode at have på hånden, hvis man ville lave stereotypen på, hvad femininitet var. Der var nogle, der havde de rigtige kort, og om dem tænkte jeg bare: Wow, hvor flot!

– Og så var der os, der havde nogle andre kort på hånden, siger hun og lader, som om hun gemmer et par af kortene væk bag ryggen.

– Så måtte man prøve at udnytte de kort, man havde på hånden, bedst muligt, siger hun og hiver et par imaginære kort frem fra ryggen.

– Jeg havde en følelse af, at jeg var blevet tildelt en måde at være på, og det synes jeg ikke altid var lige nemt. Jeg har på en måde følt, at jeg sommetider skulle spille lidt en rolle, som jeg ikke følte, at jeg var vildt god til at spille.

Hun kigger lidt rådvild på Sofie Gråbøl.

– Kan du genkende den følelse?

– Totalt – selv om der er 18 år imellem os, svarer Sofie Gråbøl.

Josephine Park griner lidt:

– Du blærer dig altid med det!

Gråbøl ryster på hovedet.

– Jeg mener bare, at selv om vi er vokset op i forskellige tider, genkender jeg følelsen, siger hun og fortæller, at hun er vokset op i skyggen af 68-kvindegenerationen, hendes mors generation.

Dengang herskede en usagt forestilling om, at nu var ligestillingen klaret. Sofie Gråbøl klapper hænderne sammen, som har hun lige færdiggjort et stykke arbejde.

– Sådan. Slut med det.

– Det er faktisk først i de senere år, at jeg begynder at tænke: Gud, jamen den måde, jeg var fri af mit køn, var i virkeligheden også på bekostning af mit køn. Altså jeg føler meget, min ungdom er gået med at være “one of the boys” på en eller anden måde.

– Jeg havde et stærkt billede af, hvordan det så ud at være fri og ligestillet. Vi følte os nærmest krænkede, hvis nogen italesatte, at der var mere at gøre. Vi levede i total fornægtelse af det.

– Men i virkeligheden blev der ikke mere plads til de feminine værdier, vi overtog bare de maskuline. Så kvinder med magt bar jakkesæt og lagde stemmen ned. Det var ligesom bare et nyt kostume, man tog på for at demonstrere ligestilling,mere end det egentlig var en følelse af, at jeg må godt være her, ligegyldigt hvordan jeg er eller ser ud.

Sæt håret og bag en kage

I forestillingen leder de tre kvinder alle efter svar på spørgsmålene: Hvem er jeg? Hvorfor er jeg blevet til den, jeg er? Og hvordan passer jeg ind?

Det samme kan man sige om Sofie Gråbøl og Josephine Park, som har oplevet et ønske om at passe ned i den rigtige boks eller have de rigtige kort på hånden. Heldigvis, siger de, oplever de, at alt er mere frit og flydende i dag.

Sofie Gråbøl: Jeg synes, det er så utroligt smukt at se den bevægelse, der foregår nu, i den nye generation. Jeg vil nærmest kalde det en stille revolution. De er mere optagede af, at der findes mange måder at være menneske og køn på.

– Vores horisont udvider sig jo hele tiden, men jeg synes først, det er nu, jeg kan se, at den manifesterer sig for alle mennesker. At det ikke er et spørgsmål om hele tiden at definere sig selv i opposition til noget andet og hele tiden skulle afgrænse den, man er. Tværtimod synes det hele at være mere frit og åbent nu.

De to skuespillere er overbeviste om, at det, at der i dag er flere måder at være på – “flere spejle at spejle sig i”, som Josephine Park udtrykker det – er en god ting.

Da spejlene bliver nævnt, søger begge skuespilleres blikke mod teaterspejlene. Spejlbillederne smiler til hinanden.

– Jo, siger Gråbøl.

– For der er en rummelighed forbundet med det, som må være rar, men det gør nok også spørgsmålstegnet inde i en selv endnu større. For der kommer jo ikke nogen og giver dig en identitet som tidligere: Tag den kjole på, sæt håret og bag en kage.

Josephine Park nikker:

– Nej tværtimod. Og set i det lys kan der jo næsten være en lille lettelse i, at nogen fortæller dig, hvordan du skal se ud, og hvad du skal gøre.

De bliver stille lidt. Så bryder Sofie Gråbøl tavsheden.

– Ja, og det er jo nok tidsånden, der bevæger sig som et pendul. Når tingene foregår på en måde, svinger pendulet efterfølgende over til den anden side. Det vil det sikkert blive ved med, men måske bliver svingningerne lidt mindre med tiden.

Artiklen blev udgivet i femina uge 2, 2024.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: