Samfund
31. juli 2023

I viral video kaster Cardi B sin mikrofon efter fan: "Folk glemmer deres koncertetikette"

Først kastede en fan sin drink efter den populære rapper, så svarede hun tilbage. Og det er ikke en isoleret hændelse.
Af: Af Sigrid Glavind
Cardi B

Foto: Christophe Ena/AP/Ritzau Scanpix

Hvad er det, der sker til koncerter for tiden?

Det er jo næsten blevet reglen snarere end undtagelsen, at musikere skal undvige flyvende genstande, når de optræder.

Denne gang blev det rapperen Cardi B, som ikke nåede at undvige.

I en viral video fra en koncert i Las Vegas den 29. juli ser man, hvordan en koncertgæst kaster en drink på Cardi B, hvilket hun bliver så rasende over, at hun straks kaster sin mikrofon efter gæsten.

Hurtigt derefter bliver personen fjernet af vagterne.

Selv om det bestemt ikke er okay, at Cardi B reagerer ved at kaste sin mikrofon efter koncertgæsten, tør vi godt sige, at mange musikere er ved at være godt og grundigt trætte af at skulle være nervøse for at stå på en scene.

For Cardi B er som sagt langt fra den eneste, der har været ude for sådan en oplevelse på det seneste.

Harry Styles, Adele, Pink, Drake og Bebe Rexha har også oplevet lignende hændelser under deres koncerter. Bebe Rexha måtte endda en tur på skadestuen for at få syet sit ene øjenbryn, efter at en mobiltelefon ramte hende i hovedet.

Det fik også Adele under en koncert i Las Vegas til at opfordre publikum til at stoppe med at kaste ting på scenen under koncerter:

– Har I lagt mærke til, at folk glemmer deres fucking koncertetikette for tiden? Folk kaster lort op på scenen. Har I set det?, siger Adele til sit publikum.

Der er vidst ingen tvivl om, at artisterne er ved at være godt trætte af fænomenet. Og selv om det er voldsomme udtalelser, så har Adele mildest talt ret i, at koncertgængere rundt omkring i verden har efterladt de gode manerer derhjemme.

Denne historie blev første gang bragt af Vi Unge. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også