https://imgix.femina.dk/2021-08-25/camillasoee3.png
Kommentar

Hvornår bliver partierne og ikke kvinderne stillet til ansvar i #MeToo-sager i dansk politik?

25. august 2021
af Camilla Søe
Foto: Privat
KOMMENTAR: ”Mange taler om retssikkerhed for den anklagede part, men glemmer helt, at der ikke nødvendigvis er tale om jura, men slet og ret moral og tillid,” skriver Camilla Søe og efterlyser, at de politiske partier tager ansvar i #MeToo-sager.

Camilla Søe er konsulent, medlem af Venstre og en af initiativtagerne til #enblandtos. Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En advokatundersøgelse af Naser Khader i Det Konservative Folkeparti er afsluttet, og den partipolitiske dom er fældet.

Naser Khader er ikke længere velkommen i partiet som følge af de grove beretninger om krænkelser, som blev anført hos DR i sommer.

Khaders afgang lægger sig i en perlerække af andre kendte politikeres farvel til dansk politik, efter at #MeToo-bølgen for alvor slog igennem i efteråret 2020.

Under hashtagget #enblandtos samledes 322 kvinder på tværs af partipolitiske skel i en fælles appel; sexisme eksisterer som en indgroet del af dansk politik, og det er nu partiledelsernes ansvar at få bragt denne udemokratiske skadelig adfærd til ende.

Som konsekvens af sagerne ser jeg ofte fra sidelinjen – og nogle gange i rampelysets ubarmhjertige skær – en søgen på retfærdighed, som ligger ud over mine og de forurettede kvinders ansvar og beføjelser.

Vi bliver adspurgt, hvornår en krænkelse er grov nok til at have konsekvenser. Journalister vil vide, hvor grænsen går, og hvem der er ansvarlig for at sige stop.

Vi bliver adspurgt, hvornår en krænkelse er grov nok til at have konsekvenser. Journalister vil vide, hvor grænsen går, og hvem der er ansvarlig for at sige stop.

Og i særlig grad oplever jeg spørgsmålet om, hvornår en krænker kan vende tilbage til det hverv, han netop har måttet forlade.

Jeg forstår godt, at nye tider bringer nye spørgsmål med sig, men jeg må samtidig også stille mig undrende overfor det ansvar, man placerer hos dem, der netop forsøger at tage et opgør med årelang magtmisbrug, men uden magtbeføjelserne til at træffe de endelige beslutninger om konsekvenserne heraf.

Tillid

Mange taler om retssikkerhed for den anklagede part, men glemmer helt, at der ikke nødvendigvis er tale om jura, men slet og ret moral og tillid.

Netop politik er i særlig grad kendetegnet ved, at man som vælger, partiledelse og kredsbestyrelse har tillid til den valgte politiker.

Tilliden beror på, at man som vælger bør stole på, at ting, der bliver sagt før et valg, også gælder efter. At man som politiker varetager sit hverv og ansvar med omhu og er loyal over for den vælgerbase, som har sat sit kryds ved ens navn.

Med hvervet følger også visse privilegier. Således kan man som politiker for eksempel ikke blive fyret.

Når journalister og offentlighed interesserer sig så meget for retssikkerhed og stiller den krænkede og forurettede part til ansvar, så retter man sin kritik det forkerte sted hen.

I stedet bør man spørge sig selv, hvordan arbejdet pågår ude i de enkelte partier. Har man sikret sig, at man trygt kan henvende sig til sit parti med en hændelse, som er krænkende?

Kan man være sikker på, at den henvendelse behandles med respekt for begge parter og med særlig hensyntagen til sårbarheden hos offeret?

Hvem i ledelsen skal stilles til ansvar for nøl?

Ved offeret, hvad proceduren er, og er der gennemsigtighed i processen? Har partiets ledelse taget stilling til, hvordan kulturen skal og bør være, og hvad konsekvenserne for overtrædelse af reglerne er? Og hvordan kommunikeres disse til offentligheden?

Hvem i ledelsen skal stilles til ansvar for nøl, og hvor mange bliver involveret i ens sag? Kan man være sikker på, at partipolitiske kammerater ikke behandler hinandens sager, og hvor mange sager skal der til, før det får konsekvenser for den anklagede part?

De forurettede kvinder bliver kimet ned

At gøre ofrene til anklager, dommer og part i en sag er desværre et fænomen, som udspringer af den journalistiske tilgang i dækningen af #MeToo-sager.

Således bliver sårbare forurettede kvinder kimet ned og bedt om igen og igen at fortælle den samme historie i højeste detaljegrad, ligesom at de på live-tv udspørges om, hvorvidt en given straf er hård nok.

Stadig har jeg til gode at opleve en systematisk journalistisk gennemgang af procedurerne i partierne, og det er stadig for let at dukke sig som partipolitisk ledelse, når offentligheden - med pressen i spidsen - banker på døren og kræver svar.

Der er ingen tvivl om, at det seneste år har vendt op og ned på omgangsformen i dansk politik. Jeg er ikke bekymret for, om flirt og kærlighed hører fortidens landsmøder, fredagsbarer og ungdomspartier til.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at vi er nået længere, end jeg turde håbe på, da jeg for lidt over et år siden indsamlede underskrifter til #enblandtos og med rystende hænder samlede beretninger fra 79 kvinder, som betroede os historier fra dansk politik, der desværre omhandlede alt mellem en lummer kommentar i Snapstinget til voldtægt og fingre i skridtet til politiske landsmøder.

Vi har vist, hvor meget vi kan flytte ved at stå sammen og kræve en ændring. Nu er det op til de partipolitiske ledelser at vise, at de har samme vilje og format.

Læs også