Russisk kvinde
Krigen i Ukraine

"Hvorfor tager du vores børn?" Russiske kvinder i protest mod Putins nye plan

26. september 2022
Af Aja Nøhr Larsen
Alexander Nemenov/AFP/Ritzau Scanpix
Demonstrationer er brudt ud i Rusland, efter flere hundrede tusinde russere nu kan indkaldes til at skulle i krig i Ukraine.

"Liv for vores børn" råber de kvindelige russiske demonstranter.

Det sker, efter den russiske præsident, Vladimir Putin, onsdag meddelte, at han gennem en delvis mobilisering vil sende 300.000 reservesoldater til Ukraine for at kæmpe i krigen. Det skriver DR.

Det har siden onsdag sat gang i et hav af protester i Rusland, og ifølge OVD-info er 2355 mennesker blevet anholdt i forbindelse med demonstrationerne.

"Tusindvis af russiske mænd – vore fædre, brødre og mænd – bliver kastet i krigens kødkværn. Hvad kommer de til at dø for? Hvad kommer mødre og børn til at græde for"

Sådan skrev oppositionsgruppen Vesna, som betyder forår, i en erklæring, hvor de opfordrede alle russere til protestaktioner.

I Dagestan-regionen er særligt de russiske kvinder gået på gaden for at beholde deres mænd, sønner og fædre i sikkerhed.

Det kan man se i flere videoer, som florerer på sociale medier.

Blandt andet har den russiske blogger og fotograf Rustem Adagamov delt en video, hvor man kan se flere eksempler på kvinder, der konfronterer politiet. Han citerer kvinderne:

"Hvorfor tager du vores børn? Hvem angreb hvem? Hvem angreb Rusland? Vi er dem der angreb Ukraine. Rusland angreb Ukraine. Nej til krig!"

I en anden video ses en politimand, som forsøger at komme væk fra en gruppe demonstrerende kvinder i Dagestan.

I de store russiske byer er der blevet anholdt mange hundrede demonstranter. I en video fra mediet NEXTA kan man se, hvordan kvinder i Moskva demonstrerer og bliver båret væk af kampklædt politi.

Mange russiske mænd flygter ud af Rusland og enkeltbilletter ud af landet er steget voldsomt i pris. Nogle overvejer, ifølge The Moscow Times, at brække deres egen arm, for at undgå at blive sendt i krig.

Russisk kvinde
AFP/Ritzau Scanpix
Russisk kvinde
Alexander Zemlianichenko/AP/Ritzau Scanpix
Russisk kvinde
Maxim Shipenkov/EPA/Ritzau Scanpix

Læs også