Hun stod alene med et spædbarn og i panik sagde hun sit job op: "Ingen kan holde til rotteræset"

Da Annette Spanggaard var 32 år gammel, fik hun sin datter. Kort tid efter blev hun skilt fra faderen.

Det skete fra den ene dag til den anden, og pludselig var hun alenemor til et barn på tre måneder.

– Jeg tænkte, ’hvordan klarer jeg det her’, fortæller Annette Spanggaard, der i dag er forfatter, journalist og kommunikations- og CSR-direktør for Coca-Cola.

Hun har netop udgivet bogen 'Kristines verden', der sætter fokus på Danmarks samfundsmodel.

Dengang tænkte hun også, at hun var enormt heldig. Hun boede i et land, hvor hun kunne få sin datter i vuggestue. Hun havde en uddannelse, og hun havde faktisk også et job.

Men i løbet af de seks måneders barsel, hun havde, indså hun også, at hun ikke kunne klare at fortsætte i det arbejde, hun havde som rejsende marketingchef.

– Det her er jeg nødt til at omtænke, sagde jeg til mig selv. Så gik jeg ud og sagde mit job op, lidt i panik tror jeg også. Jeg måtte flytte fra det hus, vi boede i, få det solgt og finde en lille lejlighed inde på Frederiksberg, mens jeg havde barsel med et spædbarn på tre måneder. Det var fuldstændig vanvittigt.

Hun endte med at få en anden stilling på sit arbejde, der passede bedre ind i livet som nybagt alenemor. Men til sidst måtte hun kaste håndklædet i ringen. Hun kunne ikke få tingene til at hænge sammen.

– Efter min datter blev tre år, var jeg virkelig, virkelig træt. Over at være mutters alene med hende. Og af at komme ind i det der hamsterhjul, som det jo er at tage fra arbejde og hente i vuggestue. Og der var kun mig til at gøre det. Så til sidst tænkte jeg, at det her går simpelthen ikke sådan her de næste ti år. Og så sagde jeg faktisk mit job op.

Det blev starten på en helt ny tilværelse, hvor hun flyttede til London med sin lille datter for at studere journalistik, så hun i fremtiden kunne arbejde som selvstændig. For at kunne stå af ræset, som hun kalder det.

– Jeg havde ingenting tilbage derhjemme, for ellers kunne jeg ikke få økonomien til at hænge sammen. Jeg havde ingen bil, jeg havde ingen lejlighed, jeg havde ingenting. Selv min cykel punkterede den sidste dag, jeg var i Danmark. Det var sådan helt grotesk og symbolsk – nu er det virkelig slut. Nu er jeg bare nødt til at tro på det.

Annette Spanggaard har på egen krop oplevet det sikkerhedsnet, den danske model spænder ud for dem, der har brug for det.

Hun mener, at grundstammen i vores samfund, der i mange år har været forbilledlig, er bygget op omkring verdens første skolelov, vores demokrati, velfærdsstaten og hyggen.

Men i dag er den formel smuldret.

– Jeg synes, vi har overophedet den her model.

– Der er langt mindre trivsel i skolerne, kulturelle strømninger er stærkere end lovgivningen, specielt i forhold til unge, der er ved at indse, at de ikke gider hamsterhjulet. Folk hjemmepasser mere, og det presser ligestillingen, fordi det i stor stil er kvinder, der hjemmepasser. De kommer bagud karrieremæssigt og lønmæssigt.

Tiden er moden til at skrue på delelementerne i den danske model, så den passer til dagens Danmark, siger hun.

Hun foreslår, at vi skruer ned for hamsterhjulet og op for familien, som ifølge hende mistrives i dag. Familien skal være den nye grundstamme i den danske model. Der skal lovgivning til at passe på børnene i særdeleshed, siger hun.

– Alle arbejder stadig på fuld tid og har en karriere. Børn og ældre sættes stadig i institution. Børn alt for tidligt i forhold til deres behov. Folk bliver stadig skilt. Ingen kan holde til rotteræset, siger Annette Spanggaard.

Det, hun konkret foreslår, er, at vi fastlægger længere barsel til forældre. Ifølge hende bør børn have ret til at være hjemme hos deres nære kontakter til de er minimum to år gamle.

Og barslen skal deles ligeligt mellem forældrene.

– Ser man mod Sverige, Norge, Finland og Island, har de reguleret mænds barsel. Der, hvor det er frivilligt, tager mænd ikke nok barsel. Ikke fordi de ikke vil, for det vil mange mænd gerne, men flere ting spænder ben. Økonomi. Stigma – er det mandligt at have barsel osv. Vi bliver nødt til at have lovgivning.

– Så kommer der mere ro på familien. I dag kommer børnene alt for tidligt i institution. Man skal ikke spurte så tidligt ud i de her små børns liv.

– I gamle dage var det kvinderne, der gik hjemme og klarede den opgave. Så kom skilsmisserne, og nu er det for farligt økonomisk både for mænd og kvinder at checke ud af arbejdsmarkedet, siger hun.

At være hjemme i de første år af barnets liv kræver også, at arbejdsmarkedet bliver bedre til at tilbyde flere fleksible stillinger, ifølge hende.

Og så foreslår hun, at det finansieres via en barselsfond, som man eksempelvis gør det i Norge, hvor størstedelen betales via skatten, og ikke kun via arbejdsgiverne, som ofte er dem, der betaler for barslen i dag i Danmark.

– Det må være et samfundsmæssigt anliggende, alle bidrager til. Familier må også i en periode planlægge deres økonomi, så de kan prioritere, hvad børn har brug for, siger Annette Spanggaard.

Men tror du, folk er klar til at komme væk fra arbejdsmarkedet?

– Jeg tror, det vil være godt for de fleste, men der vil også være nogen, som ikke 100 procent vil trives. Jeg har i hvert fald veninder, der måske vil gå fuldstændig grassat, hvis de skulle gå hjemme i to år.

Da Annette Spanggaard den 31. december 2022 udgav et læserbrev i Berlingske under overskriften “Børn bør have ret til at være hjemme til de er to eller tre år gamle”, blev hun hurtigt overvældet af responsen.

På Facebook, hvor læserbrevet er delt, har over 6000 personer liket opslaget og knap 800 kommenteret.

Rigtig mange af dem, der deltager i debatten, er enige med Annette Spanggaard. Det vil helt sikkert være bedst for de små, hvis de får lov til at blive hjemme i flere år, skriver de blandt andet.

– Jeg synes jo selv, at det er rigtigt. Men at der er så mange, der er enige med mig, det havde jeg faktisk ikke helt troet, fortæller hun.

– Det her er ikke sort-hvidt, men det er i hvert fald en tendens, som jeg tror, vil være sund at dreje udviklingen i. Vi har alle sammen brug for at realisere os selv, men hvis jeg kan blive direktør samtidig med, at jeg var enlig mor i mange år, så viser det, at man skal tage hver ting til sin tid.

– Alle skal derud og realisere sig selv. Vi skal da bestemt ikke tilbage til kødgryderne. Det er i hvert fald det sidste, jeg står for. Men jeg står for, at vi skal skrue blusset ned. Sætte tæring efter næring.

Skal det være et krav, hvor lang tid man skal være hjemme med barnet?

– Jeg er jo meget for et frit samfund, men jeg synes det skal være en mulighed, fordi jeg næsten er sikker på, at alle eller rigtig mange vil sige ja. Så jeg vil sige, det skal være muligt at gå på barsel i hvert fald i to år og være accepteret af samfundet, så det ikke lige pludselig bliver et stigma at prioritere familien. Det ved jeg, det er, i visse kredse.