Hun skulle bare have fjernet sin spiral, men det, gynækologen sagde til hende, gav hende en mavepuster

Josephine Dahl lægger sig op på den kolde briks og spreder benene. Hun har brug for at mærke sig selv igen, og det betyder, at den lille krogede hormonspiral skal ud.

Det skulle have været et hurtigt indgreb, men undervejs får gynækologen sagt ting til Josephine Dahl, som river op i gamle sår.

“Jeg kan også se, at du er 35 nu – så det er måske tid til, at du skal have børn?”

“Måske skulle I til at overveje det. Du bliver jo ikke yngre, og det bliver ikke nemmere for dig at få børn.”

“Hvis du venter for længe, så kan det være, du skal i fertilitetsbehandling. Og hvis du havner der, så er du nødt til at tabe dig – de vil helst ikke behandle nogen, der vejer for meget.”

Helt blottet lå Josephine Dahl der på briksen og var decideret mundlam. Det eneste, der gik igennem hendes hoved var, om gynækologen da ikke bare kunne hive den spiral ud, så hun kunne komme væk derfra.

I dag er det otte måneder siden og Josephine Dahl er overbevist om, at hun aldrig kommer tilbage dertil til den klinik.

“Jeg gik ud fra klinikken både med ondt i underlivet og ondt i maven. Hun dømte mig og min krop uden at kende til min vægt, eller hvordan jeg lever mit liv. Hun gik for langt. Hvis jeg ønskede flere informationer, så havde jeg spurgt.”

At sige ordet tyk

Josephine Dahl er træt af, at hun ikke fik sagt noget den dag til gynækologen. Hvis hun fik muligheden for at gå tilbage i tid, så er der ingen tvivl om, hvad hun gerne ville have sagt:

“Jeg ville gerne have sagt til hende, at det, hun havde sagt, gjorde ondt og var grænseoverskridende for mig at høre. At det faktisk var tykfobisk. Det er min følelse og min oplevelse. Det kan andre ikke sætte spørgsmålstegn ved.”

Josephine Dahl følte, at gynækologen den dag repræsenterede samfundets forventninger til hende som kvinde. Du skal have børn, for du er ved at blive gammel. Du skal også tabe dig, for du er lidt for tyk.

Det er langt fra første gang Josephine Dahl oplever tykfobiske kommentarer. Men selv om hun har oplevet det mange gange før, så betyder det ikke, at det bare preller af på hende.

Det har taget hende flere år at lære at kalde sig selv tyk.

“Tyk og tynd, høj og lav. Det er bare et neutralt beskrivende ord som dem. Det er ikke forkert at være nogen af delene. Tyk ikke er lig med grim. Og tyk er ikke lig med usund. Der er enormt meget stigmatisering omkring mennesker, der er tykke.”

Det er først noget Josephine Dahl har lært i sine 30’ere. Hvordan hun skal omtale sig selv, så hun ikke taler sig selv ned.

“Jeg fik en mavepuster den dag, og jeg kom videre. Men jeg kan ikke lade vær med at tænke på de andre tykke kvinder, der også oplever det her. For der er mange, der oplever det her. Det er et samfundsproblem, der er større end min oplevelse.”

Den indre stemme

Josephines vægt har altid svinget meget. Går vi ti år tilbage i tid, arbejdede Josephine Dahl som model. Hun var 25 kilo mindre, men større end alle de andre modeller. Og når hun fortalte, at hun arbejdede som model, kiggede folk undrende på hende.

Når hun så det forundrede blik på folks ansigter, rettede hun hurtigt sig selv. Plus size. Jeg arbejder som plus size-model. Ah.

Selv om hun dengang ikke var tyk, så hun sig selv sådan. Spejlet viste ikke, hvordan hun havde det inderst inde. Hvor trist hun egentlig var.

Hun døjede i perioder med anoreksi, i andre perioder overspisning. Hun ville så gerne passe ind i samfundets skønhedsidealer. Det var en evig kamp.

“Jeg var dybt ulykkelig. Mit selvværd var helt i bund. Jeg har det meget bedre i min krop i dag. Jeg vil gerne se ud som dengang igen, men jeg ville aldrig bytte mit nuværende sind til det sind, jeg havde dengang.”

Med tiden har Josephine Dahl lært at stoppe sin indre kritiker. Når hun står foran spejlet i dag, har hun stadig stemmen fra dengang. Den minder hende om hendes store lår, hendes appelsinhud.

På den måde er hun også selv tykfobisk. Men i dag har hun lært at træde et skridt tilbage og stille sig selv spørgsmålet.

“Hvorfor taler jeg sådan her til mig selv?”

Så begynder hun at fremhæve de ting ved sig selv, som hun godt kan lide. Hendes smukke talje, hendes fine kulør. Hun parkerer alt det negative.

“Tykfobien, som samfundet har proppet ned i halsen på os, skal man aflære sig. Det kan jeg slet ikke sige nok.”

Episoden Josephine Dahl referer foregik på Sex og Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik.

“Jeg er ufatteligt ked af, at nogen har haft sådan en oplevelse hos os. Det skal ikke ske hos os. Det skal ikke ske nogen steder,” siger Charlotte Wilken-Jensen, der er daglig leder på klinikken.

Hun kan umiddelbart ikke genkende den tilgang til patienten, som gynækologen har haft, men fortæller, at de tager kritikken meget alvorligt.

“Når vi helt konkret har udredt denne her sag, så vil vi til vores klinikpersonalemøder og kommunikationsmøder tage samtalen op, omkring hvem vi er, og hvordan vi optræder, for hos os går vi meget op i rummelighed over for alle mennesker, og at vi kan tackle alle problemer uden nogen fordomme,” siger hun.