Hun skrev den første historie om Jina Mahsa Amini. Nu sidder hun i et berygtet fængsel

Hun besøgte hospitalet, som Jina Mahsa Amini lå på, da hun døde. Hun skrev om hendes skæbne for den iranske reform-avis ”Shargh Daily”. Kort tid efter stormede politiet hendes lejlighed og konfiskerede al hendes elektronik, før de til sidst arresterede hende.

Journalist Nilufar Hamedi sidder nu i det berygtede fængsel Evin i hovedstaden Teheran.

Nilufar Hamedis historie om den 22-årige Jina Mahsa Amini er gået verden rundt. Jinas skæbne er blevet den gnist, der tændte hele befolkningen. Vi snakker ikke længere om iranske byer i oprør. Nu er det et land i oprør.

”Både den iranske befolkning og regimet har oplevet store protester og demonstrationer i denne kaliber før. Det særligt opsigtsvækkende ved protesterne denne gang er, at det nu er kvinderne, der er i front. Udtrykket på demonstrationerne er helt anderledes, fordi det er frygtløse kvinder, der bliver billedet på kampen,” siger Janne Bjerre Christensen, der er antropolog, ph.d. og tidligere forsker i Iran.

Flere og flere mennesker tilslutter sig demonstrationerne i Iran. Det gælder også resten af verdenen. I mere end 40 lande har vi set protester i solidaritet for Iran.

Men hvor det i vesten er harmløst at gå på gaden, bliver civilbefolkningen i Iran slået ihjel. For regimet har taget velkendte magtmidler i brug.

Ifølge nye tal er der mindst 76 dødsfald i forbindelse med demonstrationerne i Iran.

Men det holder ikke befolkningen tilbage. Tværtimod.

Unge mennesker går på gaden

Tusindvis af iranske mænd og kvinder demonstrerer på de iranske gader. Det går langt fra stille for sig. Men selvom historien om Jina Mahsa Aminis død startede kampen for demonstranterne, så skrives historien større nu.

”For nogle af demonstranterne er det en kvindekamp for bedre rettigheder og mere frihed, mens det for andre er en kamp om at vælte regimet. Men grundlæggende samler demonstranterne sig om mange forskellige frihedskrav, der udfordrer regimet, som det ser ud nu,” siger Janne Bjerre Christensen.

Tragiske skæbnefortællinger som Jinas begynder langsomt at blive til flere. Hendes død var hverken den første af sin slags, men bliver heller ikke den sidste.

I onsdags var 23-årige Hananeh Kia på vej hjem fra et tandlægebesøg i byen Nowshahr. Den aften blev hun skudt af sikkerhedsagenter fra politiet. Familien fik hendes død bekræftet, da de så hendes livløse krop fredag morgen.

Ifølge det iranske medie Iranwire, er mange af dødsfaldene under protesterne unge mennesker i deres 20’ere. Det er der en særlig grund til.

”Den yngre generation – både af kvinder og mænd – har en følelse af håbløshed. De ser et regime, der inddæmmer dem og undertrykker dem. De mangler jobs og muligheder for fremtiden. Iran er underlagt historisk hårde sanktioner, der er galopperende prisstigninger og udbredt korruption, så der er også meget stor frustration over den økonomiske situation,” siger Janne Bjerre Christensen.

I Iran er der en stor ungdomsbefolkning, som er veluddannede og velorienterede. Særligt den gruppe ser vi på gaderne i protesterne. De ser nemlig mod vesten og er bevidste om, hvilke muligheder de går glip af. Det skaber dyb frustration og vrede.

”De har ikke oplevet positive sociale og politiske forandringer i mange år og har mistet troen på reformer. Hvor der for 20 år siden var en vigtig reformbevægelse – ikke mindst båret frem af kvinder - er den reformvenlige opposition blevet fuldstændig undermineret de sidste år. Politiske aktivister er blevet arresteret, intimideret og drevet i eksil, og reformvenlige politikere er blevet diskvalificerede til de landsdækkende valg. Mange unge mennesker har mistet troen på, at forandring kan ske med ikke-voldelige metoder.” siger Janne Bjerre Christensen.

Regimet er trænet i at slukke befolkningens stemmer

Ifølge de nyeste tal er omkring 1200 demonstranter blevet arresteret. Tallet ved med sandsynlighed blive ved med at stige.

Det er langt fra første gang, at Iran oplever store demonstrationer. Både i 2017, 2019 og 2021 var der voldelige demonstrationer – først og fremmest over den økonomiske krise og håbløshed, men også over den politiske undertrykkelse. Regimet har før skulle håndtere demonstranter, derfor er de trænede i metoderne, der får befolkningen til at tie.

Nogle af de ting, som regimet gør, er at arrestere demonstranter. De truer med at retsforfølge demonstranterne og deres familier. De bruger fysisk magt på gaderne, hvor de har snigskytter på toppen af bygninger. De har vandkanoner og skydevåben. Først brugte de plastik kugler, nu bruger de metalkugler, og de dræber.

”Vi ved, at regimet både har enorm stor kapacitet og vilje til at undertrykke befolkningen med voldelige midler. Udsigten, til at styret bøjer sig for demonstranternes krav, er meget lille,” siger Janne Bjerre Christensen.

Siden protesterne startede i Iran, er 20 journalister blevet arresteret. Journalister i Iran er generelt underlagt stramme regler for, hvor langt de kan gå i at ytre politisk kritik.

”Det er desværre meget ”almindeligt” at arrestere journalister i Iran. Det er en af de metoder, de bruger for at kontrollere nyhedsdækningen og intimidere folk. På samme måde har styret blokeret adgangen til internettet for at hindre den interne mobilisering og begrænse omverdenens viden om det, der sker,” siger Janne Bjerre Christensen.

Hun fortæller, at journalisterne ofte udfordrer grænserne for den censur, der pålægges medierne. Det handler både om, at verden ikke må se med, men man er også bange for, at mediedækningen kan være med til at mobilisere befolkningen og gøre dem stærkere. Det blev Jina Mahsa Aminis død et udtryk for.

Advokater, der kæmper for menneskerettigheder, er også blevet arresteret.

Demonstrationer over hele verden

Over 40 forskellige lande har lavet demonstrationer i solidaritet med Iran. I lørdags d. 24 september fandt en demonstration tilmed sted i København.

Det er vigtigt at det internationale samfund viser sin støtte, siger Janne Bjerre Christensen, men understreger, at forandringen skal komme indefra.

”De iranske demonstranter ønsker, at verden er vidne til deres frihedskamp og de overgreb, styret udsætter dem for. Det er vigtigt, at vi støtter den kamp for frihed, som demonstranterne sætter livet på spil for,” siger Janne Bjerre Christensen og fortsætter:

”Men man skal samtidig være opmærksom på, at politisk støtte specielt fra USA og andre lande, Iran har et anstrengt forhold til, vil blive set som et forsøg på at vælte regimet udefra. Og det bliver brugt af styret til at slå endnu hårdere ned på demonstranterne og anklage dem for at stå i ledtog med vesten. Regimet misbruger den støtte til at affeje demonstranterne som vestens lakajer – i stedet for at lytte til deres legitime krav.”

Selvom man ikke kan vurdere, hvordan demonstrationerne vil ende, så vækker spørgsmålet ikke optimisme.

”Demonstranterne er oppe imod et stærkt regime, der har enorm kapacitet og vilje til at slå ihjel for at overleve, og som hellere vil bruge den magt end imødekomme demonstranterne. Så jeg har desværre ikke den store optimisme i forhold til, om demonstranterne kan opnå det, de gerne vil,” fortæller Janne Bjerre Christensen.