Hun opdagede en skjult underverden. Så købte hun et billede af en selvmordsbomber

Det tog Lina Hashim otte forsøg og over 10 års ventetid, før hun endelig kom ind på kunstakademiet i en alder af 36.

Hun havde bestemt sig for, at det var sidste gang, hun forsøgte, da det med hendes ord er sjældent, man bliver optaget, efter at man er fyldt 35.

Kunsten har ført hende ind i rum og arenaer, der normalt er lukkede for omverdenen.

Lina Hashim har været på jagt efter selvmordsbombere, været privatdetektiv til stævnemøder og fotograferet kvinder uden hijab på marokkanske hustage.

Men hendes historie er først og fremmest en historie om ikke at ville lade sig begrænse af forventningerne til, hvordan man skal være kvinde.

Hemmelige møder

Fælles for Lina Hashims kunstprojekter er, at de udfordrer og undersøger regelsæt. Flere af hendes værker er gået helt tæt på kontroversielle emner.

Da hun gik på fotoskolen Fatamorgana, fik hun idéen til fotoserien “Unlawful meetings.”

Langs Bellevue Strand holdt en række biler parkerede. I bilerne mødtes unge par muligvis af muslimsk ophav for at flirte, kysse og i nogle tilfælde dyrkede sex uden for ægteskabet – i al hemmelighed.

Lina Hashim blev opmærksom på fænomenet, da hun boede i Klampenborg og noget ved de hemmelige stævnemøder vakte genklang og trak tråde til en periode af hendes eget liv, hvor hun selv havde deltaget i hemmelige stævnemøder som ung kvinde med irakisk baggrund.

– Jeg tænkte med det samme: Det kan jeg genkende. Den følelse af lige at vende sig om og se sig over skulderen.

Men det viste sig at være et yderst vanskeligt projekt. Spørgsmålet om, hvorvidt hun overhovedet kunne tillade sig at fotografere de unge, fyldte. Men ikke nok til, at hun overvejede at lægge det på hylden.

Alligevel havde hun svært ved at komme i gang. Vendepunktet blev, da hun tog fat i en privatdetektiv, der oplærte hende i at spionere. Hun blev udstyret med et night vision-kamera, så hun kunne fotografere i mørket.

Netop skjulte rum og fasttømrede regelsæt blev også afdækket i projektet “No Wind”, hvor hun fotograferede kvinders hår under deres hijab.

– Jeg var interesseret i snakken om, hvad der gemmer sig bagved hijab-emmet.

Navnet “No Wind” kom til hende i Marokko, på toppen af en bygning, hvor hun fotograferede en kvinde uden hijab, mens der løb en brise gennem kvindens hår.

Mens Lina fotograferede, fortalte kvinden, at hun ikke havde mærket vinden i sit hår i mange år.

Til at starte med stillede Lina Rashim sig ind på Nørreport Station og stoppede tilfældige kvinder og spurgte, om hun måtte fotografere dem uden hijab. Men det var nærmest umuligt at overtale kvinderne.

I stedet allierede hun sig med en imam og fik papir på, at fotografier af kvinders hår uden hijab ikke var en synd, så længe resten var beskåret fra.

Med papiret i hånden var der langt flere kvinder, der ville deltage. Hun fotograferede kvinderne på McDonalds’ toilet. Det var hurtigt ind og tage billeder og ud igen.

– Det føltes lidt som et onenightstand. Det var lidt grimt og lidt mærkeligt. Den del af det, synes jeg, var grænseoverskridende.

En skjult underverden

“No Wind” er langt fra Lina Hashims, i nogens øjne, eneste kontroversielle kunstprojekt.

Under sin research til et andet projekt dumpede Lina Hashim ved et tilfælde ned i en underverden, som de færreste mennesker kender til.

Her køber muslimske kvinder fotos af selvmordsbombere på det sorte marked.

Det giver dem en ny identitet og en mulighed for at ændre deres liv. De henvender sig til mandens familie og påstår, at de er hans enker. På den måde kan de slippe ud af et liv, hvor de har været udsat for voldtægt eller lever i ekstrem fattigdom.

Ved at påstå, at de har en relation til manden, bliver de opfattet som ærbare og respekterede, og de sikrer samtidig, at familien forsørger dem.

– Det er en enorm drivkraft, at nogle kvinder er så stærke og så opfindsomme, at de opfinder en strategi der omvender deres position. Selv om det baserer sig på snyd. Det er en overlevelsesmekanisme, der er ret vild.

Lina Hashim gik selv undercover og købte fotografier af selvmordsbombere. Fotografierne vædede hun i sit blod, og de blev til værket “Suicide Bombers”.

En kvinde med hijab

Når Lina Hashim vender blikket mod den danske kunstscene oplever hun, at der meget snævre rammer for kvindelige kunstnere med muslimsk kulturbaggrund.

Selv om der er begyndt at dukke kvindelige kunstnere med muslimsk baggrund op på landets udstillinger, var det særligt én slags kunst, der dominerede de store udstillinger.

En muslimsk kvinde, som er et offer, der lider og skal reddes. Hendes eneste mulighed for at fremstå stærk er ved at vende ryggen til islam.

Lina fremhæver debatten omkring hijab som en arena, hvor muslimske kvinders identitet bliver defineret af andre.

– Der er rigtig mange i dag i Danmark, der hævder, at en kvinde med hijab simpelthen ikke kan være stærk, have sin egen mening eller være kvik.

Normer, regler og dem, der bryder dem, har altid optaget Lina Hashim. Den interesse kan spores helt tilbage til hendes opvækst i Kuwait City, hvor hun blev født og boede med sine forældre, der var flygtet fra Irak.

I skolen skulle eleverne bede, men Lina havde ikke lært hvordan. Så da hendes lærer bad hende om at deltage i bønnen, sagde hun nej.

Det var for pinligt at sige, at hun ikke vidste, hvordan man bad, og hun brød sig ikke om at blive fortalt, hvad hun skulle gøre. Bare fordi.

Det endte med, at læreren gav hende en syngende lussing.

Oplevelsen fulgte Lina Hashim, først på antropologistudiet, senere som kunstner.

– Det satte gang i noget med at finde ud af, hvor reglerne kommer fra. Der er min kunst min måde at finde ud af, hvad der er rigtigt.

Kunsten har åbnet døre for Lina Hashim, der ofte er lukkede for omverdenen. Når hun får en idé bliver hun ofte helt opslugt af arbejdet. I en grad hvor hun kan glemme både at spise og sove.

Flere af hendes assistenter har gennem tiden måtte minde hende om at få gjort begge ting. For når hun først får en idé og tror på den, er der ingen vej tilbage.

– Jeg er aldrig gået i gang med et værk, hvor jeg tænker: Det gør jeg ikke. Når jeg tror på et kunstværk, så skal der en krig og mit liv til at droppe det.

Hvem er jeg?

I sin seneste udstilling “Who Am I” undersøger hun de regler og forventninger, hun selv har mødt. Herunder forventninger til skønhed.

Udstillingen er et installations-kunstværk, der fylder et helt rum. Gulvet er dækket af salt og fyldt med guldsmykker. Smykkerne skal symbolisere skønheden og den pris, vi betaler for at være smukke.

Til islamiske bryllupper får kvinden smykker af gæsterne, nogle gange kan bruden bære op til 30 kilo guld fra top til tå. En udsmykning, der begrænser hendes bevægelsesfrihed.

– Det er en kritik af den skønne kvinde og forskønnelse. Hvorfor bærer vi kvinder flere smykker end mænd? Hvad er det egentlig, det gør ved os? Giver det os en symbolsk værdi, eller tynger det os rent praktisk?

Med rødder i både vestlig og islamisk kultur, oplever hun de forventninger, der pålægges kvinder med muslimsk kulturbaggrund fra begge sider.

Netop derfor, var hun interesseret i at undersøge, hvem hun er, som kvinde med rødder i begge lejre. I udstillingen vender hun spotlyset mod sig selv.

Spørgsmålet “hvem er jeg?” dukkede op en dag, hun læste Fatema Mernissi, der er marokkansk tænker og filosof.

Mernissi er en af de muslimske tænkere der har markeret sig med at gentænke muslimsk kvindekamp i en global kontekst. Kampen strakte sig udover patrikalske læsninger af koranen og misogyne islamiske kulturfænomener, og havde fokus på vestlig retorik om at "redde den muslimske kvinde."

Lina Hashim beskriver sig selv som superfeministisk og er tilhænger af intersektionel feminisme, der udover at tage højde for køn, beskæftiger sig med race og klasse.

– Den hvide kvinde har taget ordet fra den sorte og den brune kvinde. Men hvor ville det være interessant, hvis vi kunne åbne op for de andre stemmer. Så ville vi som kvinder stå meget stærkere.