Hun kalder dem de største ofre, og hun siger det, fordi hun selv har levet som dem

Der er først liv der, hvor der er håb, siger Joanna Palani. Det er også derfor, at hun ønsker, at de danske børn bliver hentet hjem fra den syriske fangelejr al-Roj. Nu.

Der er intet håb i de lejre, siger hun.

Det ved hun. Hun er selv vokset op i en irakisk flygtningelejr. Hendes familie var en del af protestbevægelserne mod præstestyret i Iran, og Joannas Palanis start på livet tilbragte hun i al-Tash-lejren i Irak, efter familien var flygtet fra Iran.

Selvom familien kom til Danmark, da Joanna Palani var tre år i 1996, er der mange scener fra al-Tash-lejren, der stadig står klart for hende.

Hun husker, at de skulle grave i sandet efter vandkilder, og at de lavede deres egne dukker ud af ispinde og snor fra puder.

– Det er de der små ting, siger Joanna Palani.

For der er også de mere alvorlige ting. De ting, der fik hende og hendes søskende til at hoppe over hullerne mellem fliserne i den nordjyske by Vrå nogle år senere, fordi de var sikre på, at der lå bomber nede i asfalten.

Men også de ting, der gjorde, at hendes bror mistede livet i lejren.

Da Joanna Palani var 18 år, tog hun igen ned til bomber og krig i Syrien men denne gang med uniform og ammunition i kampen mod Bashar Al-Assad-styret under Det Arabiske Forår.

Hun har flere gange sidenhen været i krigszonen blandt andet for at kæmpe mod Islamisk Stat – og så for at kæmpe for andres rettigheder, fortæller hun.

Når man spørger hende, hvorfor hun tog tilbage, er svaret todelt. For det første, har det altid faldet hende naturligt at kæmpe for andres rettigheder. De rettigheder hun selv fik, da familien kom til Danmark.

For det andet valgte hun selv at tage til Syrien igen. Det har børnene i al-Roj-lejren ikke, siger hun. Det er også derfor, hun kalder dem de største ofre af krigen.

– Børn er uskyldige, ligesom et hvidt stykke papir, og lige nu lever de under umenneskelige vilkår på grund af noget deres mødre har gjort, siger hun.

Derfor skal de ifølge hende hjem uden deres mødre.

Et frit valg

Da Joanna Palani kom til Danmark som barn, oplevede hun mange kontraster fra al-Tash-lejren. De boede ikke længere i telte, de skulle ikke længere grave huller for at komme på toilettet, og så behøvede de ikke at frygte for deres liv, når de hørte lyden af et fly på himlen.

Men der var også noget andet, hun fik øjnene op for. Det frie valg. Nu kunne hun gå sine egne veje og være sammen med dem, hun ville. Det kunne hun ikke i lejren.

Der sidder lige nu fem danske børn i al-Roj-lejren i det nordøstlige Syrien. Lejren er en ud af flere, hvor kurderne tilbageholder kvinder, der er rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Nogle af børnene er født i lejren og har aldrig set andet.

Femina har tidligere beskrevet, hvordan forholdene og sikkerheden i lejren er forværret de seneste år blandt andet på grund af oversvømmelser og bombardementer i nærliggende områder.

Herudover har lægerapporter flere gange beskrevet, hvordan børnenes tilstand bliver værre og værre, hvilket har fået danske læger udsendt af myndighederne til at anbefale, at de danske børn hentes hjem med deres mødre.

Men de sidder der endnu, og det gør de, fordi deres mødre har fået frataget deres danske statsborgerskab. Den tidligere regering ville kun hente børnene hjem, hvis deres mødre giver samtykke til, at det bliver uden dem. Det vil mødrene ikke.

Den 16. december sidste år afgjorde Københavns Byret, at staten ikke er forpligtet til at hente mødrene med hjem. Regeringens argument for ikke at tage mødrene med hjem har været, at der er en for stor risiko forbundet med det.

Flere lande har allerede hentet børn og mødre hjem med begrundelsen, at det er sikrere at hente dem hjem, end det er at lade dem blive i lejrene. Samme vurdering har to eksperter femina har talt med.

Vi venter stadigvæk på en klar udmelding fra den nye regering i forhold til, hvad der skal ske med de danske børn og deres mødre.

Jo længere tid børnene er i lejren, jo mere præget bliver de af forholdene, siger Joanna Palani. Udover selv at være vokset op i en lignende lejr, har hun besøgt flere lejre, de gange hun har været i Syrien for at kæmpe mod Islamisk Stat.

Hun beskriver lejrene som et samfund isoleret fra omverdenen, hvor børnene i høj grad påduttes holdninger fra deres forældre og de andre i lejrene i stedet for at vælge deres egne.

– De her børn lever ikke en normal hverdag. De får ikke lov til at udvikle sig normalt. De der små indforståede ting, vi har lært omkring, hvordan man socialiserer sig med andre, det er meget begrænset for dem. De har kun deres mødre, og selv de er et slags fangenskab for dem, fordi de har deres overbevisninger, som de pådutter børnene, siger hun.

Joanna Palani mener, at børnene skal kunne hentes hjem uden mødrenes accept, hvis deres familier i Danmark vil tage ansvar for dem i et intensivt samarbejde med myndighederne.

– Hvis du er klar til at ofre dit barn for dine egne overbevisninger, så er du ikke egnet til at være mor, siger hun.

Danmark har ikke jurisdiktion i Syrien, derfor vil det lige nu rent juridisk ikke være muligt at tvangsfjerne dem, hvad tænker du om det?

– Jeg tænker, at et politisk flertal fra dansk side kan påvirke det juridiske, siger hun.

En chance for at leve

Joanna Palani har selv været præget af sin opvækst i den irakiske flygtningelejr, men ikke lige så meget som sine ældre søskende, der var i lejren længere tid end hende, fortæller hun.

– Jeg har heldigvis haft min fod i den danske lejr, og det har gjort, at jeg tidligt lærte om mine egne selvstændige rettigheder, siger hun.

I Danmark begyndte hun at kæmpe sine egne små kampe, som hun kalder dem. Hun fortæller det som om, at der var en ny verden, der åbnede sig.

Hun havde lige pludselig forskellige bøger i skoletasken.

– Der var ikke kun én bog, der hedder Koranen, og i de nye bøger var der farver og menneskehoveder. Solen havde et ansigt, siger hun.

Der, hvor hun kom fra, var det forbudt at tegne solen med et ansigt. Så da Joanna Palani kom til Danmark blev hun ved og ved med at tegne ansigter over det hele.

– Alle former for ansigter. Men det kunne jeg, fordi jeg var i Danmark, hvor der var håb og inspiration til at tage mine egne små kampe, siger hun.

Det har flere gange været beskrevet i medierne, hvordan Islamisk Stat har taget børn fra de syriske lejre for at bruge dem som børnesoldater.

Til femina har associeret forsker på DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier Maja Greenwood, udtalt, at lejrene lige nu er et sikkerhedsmæssigt ingenmandsland, som er den største rekrutteringsbase for Islamisk Stat.

Da Joanna Palani rejste rundt i Syrien i sit ungdoms- og voksenliv, mødte hun mange børn, som blev brugt af Islamisk Stat som våben i krigen. Hun husker særligt deres øjne.

– Den ene pupil var mikro, mens den anden var kæmpestor. Når du kiggede på dem, var de helt døde blikket. De var som fluer på væggen, der ventede på, at de ikke længere eksisterede, siger hun.

Risikoen for at blive hvervet som børnesoldat er også en af grundene til, at Joanna Palani mener, det er altafgørende, at de danske børn kommer hjem nu.

– Jo længere tid, der går, før de kommer hjem, jo større risiko er der for, at de bliver radikaliseret og jo større risiko er der også for, at deres chance for at udvikle sig som et normalt menneske tilintetgøres, siger hun.

Efter oplevelserne som barn i al-Tash-lejren og senere som voksen i krig, har Joanna Palani været i forløb med psykologer og læger herhjemme. De forklarede hende, at der med de ting, hun har været igennem, var meget stor risiko for, at hun havde PTSD.

Det havde hun ikke, men tanken om det, får hende til at tænke på børnene i den syriske fangelejr.

– Det er også derfor, at jeg ikke går ud fra, at det samme gør sig gældende for de danske børn, siger hun.

Da hun selv kom til Danmark, oplevede hun chancen for at sige til eller fra. Det er den chance, hun ønsker, at børnene i lejren også får. En chance for at leve, siger hun.

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.