Hun har skrevet bogen om spionchefen, og nu har hun en vigtig appel – specielt til kvinderne

Da bogen om Lars Findsen var sendt til tryk, skulle journalist og forfatter Mette Mayli Albæk skille sig af med de noter og udkast til bogen, der er blevet til i det halve år, hun har arbejdet på den.

Både af sikkerhedsmæssige årsager, men også fordi hun skulle have det hele ud af sit system. 50 timers interview og 27 udkast. Alene det at få de 50 timers lydbånd ned på papir tog hende en uge.

Først fik hun sin femårige datter til at krølle papirerne sammen til kugler, så de kunne brænde med i familiens brændeovn. Men den slugte kun fem kugler ad gangen, så den metode gav hun hurtigt op på.

Så fik hun den idé, at papirerne kunne opløses i badekarret. Det tog mange dage før, stakken var blødgjort nok. Så samlede hun massen i affaldssække og smed det ud i hendes affaldsskakt.

Nu skulle hun ikke tænke på det mere, havde hun sagt til sig selv. Men i dag tænker hun stadigvæk på det. Hele tiden.

– Jeg har sovet dårligt hver dag i et halvt år, fordi jeg har været bange for dens modtagelse. Jeg sover stadigvæk dårligt. Jeg går og venter på, at det skal forlade min krop og mit hoved. Det føles stadigvæk lidt nervøst, siger hun.

Hun sammenligner processen med, hvis man som sportsudøver har trænet op til en vigtig konkurrence, eller hvis man har læst op til en afgørende eksamen. Stoffet hænger hende langt ud ad halsen.

Selvbiografien udkom den 13.oktober, som en bombe lige midt i valgkampen. Den har fået massiv opmærksomhed og gode anmeldelser. Mette Mayli Albæk er glad og stolt over resultatet, men tiden efter bogudgivelsen har også givet hende plads til refleksion.

Skulle hun gøre det hele en gang til, ville hun ønske, at hun fra begyndelsen havde troet mindre på stemmen inde i hovedet, der spurgte ’kan du det her?’ og mere på den, der sagde ’selvfølgelig kan du det’.

Det budskab vil hun gerne give videre nu.

Et hemmeligt mødested

Det var først efter bogens udgivelse, at Mette Mayli Albæk fik Lars Findsens telefonnummer. Alt kontakt mellem de to inden da, var foregået via en fra bogforlaget, der har skrevet adresse og et tidspunkt for de forskellige møder.

Lars Findsen er den person, Mette Mayli Albæk har tilbragt mest tid med hen over foråret. Hun så ham mere, end hun så sin egen kæreste og børn.

Han er også en af de personer, der har fået mest opmærksomhed herhjemme i den seneste tid. Både i medierne og af PET, der i en længere periode har overvåget ham for at finde ud af, hvad der var op og ned i sagen.

Arbejdet med bogen er derfor foregået i hemmelighed. Både fordi den skulle udkomme som en overraskelse, men også for at beskytte Lars Findsen og sig selv, siger Mette Mayli Albæk.

– Han kommer lige ud af total overvågning, så vi har taget os en del forbehold. Det var vigtigt for mig, at der ikke lige pludselig florerede et billede af, at Lars Findsen fik overleveret en brun kuvert af en journalist, siger hun.

I processen har de to mødtes på den gode side af 50 gange. De har mødtes ved venners børns lejlighed, hjemme ved Mette Mayli Albæks mor eller i et skralderum.

For at skrive bogen, har hun brugt en gammel computer uden internet. Når Lars Findsen undervejs har læst udkast til kapitler igennem, har Mette Mayli Albæk printet det ud, pakket det ind i en avis eller et håndklæde og cyklet ud til ham med det.

Forholdsreglerne har for Mette Mayli Albæk gjort arbejdet med bogen meget intenst og understreget sagens alvor.

– Det er et emne, der er meget politisk. Der er mange ting på spil, der er en retssag, der kører. Jeg har siden begyndelsen været bevidst om, at jeg er afsender på noget, der er meget sprængfarligt, og som de fleste mennesker har en holdning til, siger hun.

Det er den bevidsthed, der fra begyndelsen har gjort hende nervøs for, om hun var den rette til at løfte opgaven.

Det er også den bevidsthed, der har holdt hende vågen om natten - for tænk nu, hvis bogen blev dårlig, hvis hun fik en dårlig anmeldelse eller hvis folk ikke kunne lide hende, efter de havde læst den.

Bind for øjnene og hænderne på rettet

Samme tanker genkender hun hos mange af sine veninder, som hun undervejs i processen har sparret med. Selvom hun er klar over, at verden ikke altid er sort eller hvid, så tror hun, at mange kvinder har noget at lære af mænd.

– Jeg observerer, at mine veninder og jeg selv er et sted i vores karriere, hvor vi begynder at få nogle vilde muligheder, hvor det er tydeligt for mig, at det er vigtigt at bide til bolle uden at se sig for meget tilbage, og der tror jeg, man kan lære meget af mændene.

– Det er meget firkantet sagt, men jeg observerer, at mændene er mere tilbøjelige til at sige ’hvorfor skulle jeg ikke kunne det’, og der oplever jeg, at kvinder er mere tilbøjelige til at spørge ’hvorfor skulle jeg kunne det?’ Der synes jeg, vi skal hjælpe hinanden med at sige ’selvfølgelig kan du det’, siger hun.

Den ydmyghed, som hun ser i sig selv og i mange af sine veninder, er også en styrke og ikke kun en svaghed, skynder hun sig at tilføje.

– Jeg tror også, at det er vigtigt, at man har nogle usikkerheder undervejs, fordi det gør også, at man gør sig umage og ikke bare tror, man kan gå på vandet, siger hun.

Hvis hun skulle give en nær veninde eller en kollega, der skulle kaste sig ud i en svær opgave, et råd, ville det være, at de skulle tage bind for øjnene og hænderne på rettet.

– Så på en måde prøve at lade være med at tænke for meget over det, siger hun.

Processen har gjort det klart for hende, hvor vigtigt det er at sige ja og samtidig stole på, at man godt kan – også selvom man kaster sig ud i noget, hvor man fra begyndelsen kan være nervøs for, hvordan det ender.