Hun er bekymret for dit næste sygehusbesøg: ”Hvad sker der, hvis sygeplejerskerne ikke er her?”

Den efterhånden ikoniske røde t-shirt med ”Lønløftet” skrevet over brystet har siddet fast på Marianne Priskorn, siden jeg sidst talte med hende. Nu hænger den over en stol i hendes stue.

Dengang i juni var sygeplejerskernes strejke lige trådt i kraft, og Marianne Priskorn var håbefuld.

”Nu skal der handling til, nu skal vi se det i kroner og øre. Jeg finder mig ikke i mere snak,” sagde hun dengang.

Hun sagde også, at man ikke bare kunne spise dem af med en lønkomité.

Men nu sidder hun i sin sofa med albuerne hvilende på sine knæ og betragter TV 2 News med et bekymret, fast blik.

De viser billeder fra Christiansborg Slotsplads, hvor Marianne Priskorn lige er kommet hjem fra.

Der har hun stået i sin røde t-shirt, skulder ved skulder med andre sygeplejersker, som netop er blevet spist af med nyheden om endnu en komité – og ikke en krone mere i løn.

- Jeg synes, det er en svinestreg. Jeg er så skuffet. Jeg var på gaden i 2008 og kæmpede nøjagtig den samme kamp, og det er status quo i dag, siger hun med henvisning til sygeplejerskernes strejke i 2008.

Aftenen forinden meddelte beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard, at regeringen ville stoppe strejken med et regeringsindgreb.

- Det er da grotesk. Det er fuldstændig hovedrystende, siger hun.

Dødslønnen

I næsten 30 år har Marianne Priskorn behandlet patienter som sygeplejerske. I næsten 20 år har hun tjent det, sygeplejersker kalder for ”dødslønnen”.

Den indtræffer efter 10 år som sygeplejerske, hvor de indkasserer deres sidste lønstigning ifølge overenskomsten.

Og nu har hun altså for anden gang på 13 år strejket for sit fag og for bedre løn uden at rykke sig det mindste videre fra dødslønnen.

Hun undrer sig over, at en socialdemokratisk regering ikke vil gøre op med uligelønnen og sætter et stort spørgsmålstegn ved den danske models evne til at løse problemet – efter den netop endnu engang har vist sig utilstrækkelig til formålet.

Hvordan kommer man videre derfra? Dukker man bare nakken, knapper kitlen på ny og accepterer absurditeten i at tabe præcis den samme kamp 13 år senere?

- Jeg giver ikke op. Faktisk giver det mig mere kraft til at kæmpe videre, fordi jeg synes, det er bunduretfærdigt, siger Marianne Priskorn.

Hvis det står til hende, er strejkens endeligt ikke ensbetydende med, at sygeplejerskerne nu bare tier.

- Vi bliver nødt til at italesætte vores fag bedre og fortælle, hvor vigtige sygeplejersker er. Fortælle, hvad vi laver. Det tror jeg er en af hjørnestenene for, at vi kommer videre. Hvad sker der, hvis sygeplejerskerne ikke er her? Spørger hun med et fast tryk på ”ikke”.

- Hvad er konsekvenserne for patienten? Spørger hun og svarer selv:

- Jo, patientdødeligheden stiger, når der ikke er nok sygeplejersker. Sygeplejen bliver dårligere, indlæggelserne længere, og det svækker patientsikkerheden.

Flinkeskolen lukker

Hun forsøger at vende sin skuffelse, der er så påtrængende, at hun på et tidspunkt advarer om, at nu kommer hun nok til at græde, til noget konstruktivt. Noget værdigt.

Som at sige fra på en ny måde. Lave indberetninger, der beskriver, hvornår de mangler vagter i stedet for at dække ind for hinanden. Stoppe med at piske rundt i et forsøg på at nå det hele, når de er underbemandede.

Flinkeskolen, som hun kalder dem for, lukker her.

- Vi har været alt for søde til at få det til at hænge sammen, siger hun.

Nu skal de vise politikerne, at det ikke hænger sammen. Som sundhedsøkonom Jes Søgaard sagde til femina i august, så svarer normalkapaciteten i dag stort set til det, man kan kalde et nødberedskab.

Derudover viser en fremskrivning foretaget af Dansk Sygeplejeråd og Megafon, at sundhedsvæsnet i 2025 kommer til at mangle 6.000 sygeplejersker.

Allerede i dag har mange afdelinger også svært ved at rekruttere sygeplejersker. En nylig undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at hver tredje opslåede stilling ikke kan besættes.

Det kan Marianne Priskorn og hendes kolleger mærke.

- Det kan ikke kan være rigtigt, at det er den enkelte sygeplejerske, der skal tage valget mellem, hvad hun når og ikke når, fordi hun mangler kolleger. Så må vi gå til politikerne og spørge: Hvad er det så, vi ikke skal lave, når vi ikke kan nå det hele? Det er deres ansvar at træffe den beslutning.

På Marianne Priskorns afdeling tilbyder de for eksempel screeninger.

- Vi sender de her små kuverter rundt med afføringsprøver, når borgerne bliver 50 år, men hvis vi ikke har kapacitet til det, skal vi så slække på det? Politikerne må kalde en spade for en spade og sige: ”OK, vi har ikke kapacitet til at lave screeninger.”

Eller hvad med den 30 dages behandlingsgaranti?

- Den har vi, selvom vi har pukler, og det ikke er realistisk, at vi kan leve op til den. Hvorfor er der ikke nogen politikere, der tør tage ansvar og sige, at så kan vi ikke have den, når vi mangler sygeplejersker til at kunne opfylde den? Spørger hun.

Dyb ulykkelighed

Siden strejken stoppede, har sygeplejersker nedlagt arbejdet ad flere omgange på Aarhus Universitetshospital, og på sociale medier diskuterer sygeplejersker fra afdelinger landet over, om de skal gøre det samme.

Marianne Priskorns afdeling er ikke en undtagelse.

Men trods den vedvarende gejst, var stemningen trykket, da de mødte fuldtallige op igen i mandags.

- Det var alt fra vrede til dyb ulykkelighed, skuffelse og frustration, siger Marianne Priskorn.

- Det er dejligt at være tilbage, fordi vi elsker at være sygeplejersker, men også dødsvært. Det er med en kæmpe dolk i hjertet, fordi vi ikke føler, vi har fået den respekt og anerkendelse, vi har prøvet at italesætte, at vi har brug for.

Som tillidsrepræsentant har hun skullet retfærdiggøre resultatet.

- Det kan man ikke. Det er umuligt, siger hun.

Ved ugens slutning er stemningen stadig trykket, fortæller Marianne Priskorn, men der er opbakning til at stoppe flinkeskolen.

- Vi vil være mindre fleksible. Vi vil vise, hvor meget vi har gjort for at få enderne til at hænge sammen i et presset sundhedsvæsen. Det er ikke længere vores opgave at tage ansvar for, at det hænger sammen. Det er politikernes.