Samfund
2. december 2022

Hugo Helmig er død – 24 år gammel

Den danske sanger og sangskriver Hugo Helmig Toft Simonsen, bedre kendt som Hugo Helmig, er gået bort i en alder af blot 24 år.
Af: Af Signe Larsen
https://imgix.femina.dk/2022-12-02/20190314-214035-1-3132x2089ma.jpg

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Hugo Helmig har mistet livet. Han blev bare 24 år gammel.

Det skriver Hugos far, Thomas Helmig, på sin Instagramprofil.

Hugo mistede livet onsdag den 23. november, og Thomas Helmig skriver i opslaget, at de to var sammen den sidste aften i Hugos lejlighed.

– Vi spiste og så “Notting Hill” og vi snakkede og vi snakkede. Du var så fuld af håb, drømme og planer for fremtiden. Jeg var hos dig hele natten og mens du sov, gav dit lille hjerte op.

Faren skriver videre, at Hugo Helmig vil leve videre dybt inde i hans hjerte, og at han er taknemmelig for hvert eneste sekund, de fik sammen.

På Hugo Helmigs egen Instagramprofil har familien ligeledes delt et billede og tekst om den unge sangers liv.

– Hugo havde et alt for kort, men godt liv der har sat sig spor i mange mennesker. Hugo ville gerne have været hos os, og han havde mange planer og håb for fremtiden. Hans liv og virke som musiker lever videre i de mennesker der kendte ham og kendte til ham.

Familien skriver videre, at “Hugos person var gennemsyret af humor, quirkyness, talent, sødme, visdom og mod, og han vil blive så uendeligt savnet for altid.”

Hugo Helmig blev begravet torsdag den 1. december, skriver søsteren Ulrikke Toft i et opslag på sin Instagramprofil.

- I går begravede vi min yngste lillebror. Den sidste uge siden Hugo gik bort har været som et mareridt man hele tiden tror man vågner fra igen, skriver hun i opslaget.

Hugo Helmig efterlader sig blandt andet sin far Thomas Helmig og mor Renée Toft Simonsen samt sine søskende og øvrige familie – foruden de mange tusindvis af fans, der har holdt af hans musik og person.

Hugo Helmigs karriere tog for alvor fart i 2017 med hittet "Please Don't Lie", der blev den mest spillede danske sang på dansk radio det år.

Han har tidligere talt åbent om et stofmisbrug, der i 2019 betød, at han aflyste en række koncerter.

I oktober sidste år måtte den unge sanger også erkende, at han ikke var rask nok til at fortsætte med at lave musik og turnere, og han valgte derfor at indstille sin musikkarriere for at fokusere på sit helbred.

Men selv om Hugo Helmig var kommet ud af sit misbrug, kunne han ikke slippe af med angsten.

– Angsten er lige nu så voldsom, at jeg på ingen måde kan gennemføre min planlagte turné, og jeg har også indset, at jeg må stoppe karrieren helt, hvis jeg skal have fikset det, der er gået i stykker indeni mig, fortalte han til Ritzau.

Den unge sanger blev efterfølgende overdynget med kærlighed og støtte fra både fans og kollegaer i branchen.

Læs mere om:

Læs også