Nytårsforsætter
Bonna (tv) vil gerne lytte til flere kvindelige kunstnere, og Maria vil gerne holde flere privatfester i 2022.
Nytårsforsætter

Her er seks kvinders nytårsforsætter, du ikke får akut stress over

6. januar 2022
Af Maria Brus Pedersen
Og nej, ingen af dem inkluderer, at du melder dig ind i Fitness World, for så aldrig at møde op …

Det er januar, og det betyder tre ting: Du har formentlig ikke flere penge (hej julegaver, marcipanmisbrug og over the top nytårsmenu, hvor I ikke engang nåede at spise desserten), du har gjort en form for status over dit liv indtil nu, og du har lyst til, at der skal ske noget.

Enter nytårsforsætterne.

Skal 2022 måske være året, hvor du bliver sådan et menneske, der løber ture? Hvor du får brugt din juicer? Hvor du endelig lærer at spise grønkål?

Hvor du lærer at styre din ginbrandert og ikke bekende din ubetingede kærlighed til en, der ikke lige skal bede om det?

Formentlig ikke, hvis vi nu skal være lidt ærlige overfor os selv.

Og hvorfor skal nytårsforsætter også altid være så selvudslettende? Det bestemmer vi jo egentligt selv.

Her på redaktionen har vi ingen højtravende forsætter om at blive bedre mennesker i bedre form. Så her får du seks kvinders nytårsforsætter, som ikke giver dig akut lyst til at sove resten af måneden.

Maria Brus Pedersen
Maria vil gerne på flere roadtrips og holde flere privatfester.
Privatfoto

Maria, 27 år

Jeg har det sidste lange (lange) stykke tid været i gang med at tage kørekort og har i den forbindelse fundet ud af, at der bor en 17-årig dreng inden i mig, som ikke vil dø.

Derfor har jeg besluttet, at jeg vil dedikere 2022 til bilismen.

Det er jo meget lidt on brand klimamæssigt, men jeg har ikke spist kød i over 10 år, og selv om jeg ikke er specielt katolsk opdraget, føler jeg alligevel, det har købt mig noget aflad, der skal bruges på fossile brændstoffer.

Mere specifikt tænker jeg tematiserede roadtrips med kuraterede playlister. Jeg vil køre igennem svenske skove i en kæmpestor Volvo XC60, mens Robyn synger, at det er på tide, du ringer til din kæreste.

Jeg vil køre friskt gennem hårnålesving på Sardinien i en åben Fiat 500 og lytte til noget storladent.

2022 skal også være året, hvor privatfesten gør sin genkomst i mit liv. Og fra nu af må du selv læse "det er selvfølgelig i en corona-venlig version" ind i resten af den her tekst, for jeg orker ikke skrive det mere.

Jeg vil have ukurante selskaber, spildt rødvin og smøger ud ad vinduet. Jeg vil snave med min roomies vens roomie ude i køkkenet og danse til noget nostalgisk. Det ender nok med at være Thomas Helmig.

Jeg vil have for dybe samtaler med fremmede mennesker i sofaen og få en ny bedste veninde på toilettet.

Jeg vil vågne op og finde et sovende menneske på sofaen og tænke, at det jo i virkeligheden er lige sådan, det skal være.

Stinne, 38 år

Jeg vil gerne gå i mindst en farve om ugen, som ikke er sort. Neglelak tæller ikke.

Jeg vil gerne lære, hvordan man investerer i aktier, og hvad inflationen har af betydning. Tænk, hvis man kunne være smart nu og gå på pension, bare lidt før man er 120 år.

Jeg vil gerne (give mig selv lov til) at binge en hel sæson af en serie på én gang i stedet for at tænke, at jeg skal gemme noget af den til senere.

Jeg vil gerne drikke bedre hvidvin. Eller vide, hvad god vin er.

Jeg vil gerne lære 10-finger-systemet sådan rigtigt.

Signe Bertram samler svampe
Signe vil gerne finde en stor Karl Johan svamp, som hun kan poste i sin svampegruppe på Facebook.
Privatfoto

Signe, 27 år

Mit mål for 2022 er simpelt: Jeg vil spise en stor Karl Johan-svamp, som jeg helt selv har fundet ude i skoven.

Min kærlighed til svamperiget og den meditative gloen ned i skovbunden opstod i 2018, hvor jeg fandt min første kantarel.

Siden har jeg også fundet trompetsvampe, pigsvampe, tragtkantareller og andre rørhatte – men aldrig Karl Johan. Kongen af spisesvampe, som jeg drømmer om at putte i en pastaret med masser af fløde.

Indrømmet, en del af nytårsforsættet er også at tage et billede af min perfekte Karl Johan og lægge det op i en Facebook-gruppe for svampeentusiaster, som jeg er medlem af.

Jeg har observeret, at billeder af Karl Johan bare får flere likes end billeder af andre svampe.

Da jeg i efteråret lagde et billede op af mit første fund af trompetsvampe, fik det 45 likes. Mit håb er derfor, at jeg kan få endnu flere likes på et Karl Johan-billede i 2022.

Bonna Haagen Pedersen
Bonna vil gerne lytte til flere kvindelige kunstnere i 2022 og male Bob Ross landskaber.
Privatfoto

Bonna, 24 år

Da "Spotify Wrapped" ramte 1. december blev jeg meget bevidst om, at jeg ofte lytter til de samme sange på repeat.

En anden uhyggelig erkendelse er, at kvindelige musikere udgør en minoritet på min liste over mest afspillede sange.

Derfor vil jeg lade flere kvindelige musikere fylde i mine høretelefoner i 2022.

Når året er omme, håber jeg på at have en både mere alsidig og kvindelig favoritliste, som jeg nok skal spare jer for at dele på Instagram.

Om end opfordringen om at gøre noget unyttigt har et par år på bagen, vil jeg alligevel lade H.M. Dronningens pointe fra nytårstalen 2017 influere mit 2022.

Jeg vil male flere kitschede, utopiske landskabsmalerier til lyden af Bob Ross, der guider mig igennem, mens han fortæller, at der ikke findes fejl – kun små, lykkelige uheld.

Line Skydsgaard
Line vil gerne smide det tøj ud, hun ikke længere kan passe.
Privatfoto

Line, 28 år

Mit mål i 2022 er, at jeg vil skille mig af med alt det tøj, der ligger i mit skab, som jeg ikke kan passe. Fordi 1) det er vildt ubehageligt at have tøj på, der er for småt og strammer, og 2) jeg kommer højst sandsynligt ikke til at kunne passe det igen, og det gider jeg heller ikke have nogen ambitioner om.

Jeg besluttede, at det skulle være mit nytårsforsæt, da jeg en dag på arbejdet forsøgte at lukke mine alt for stramme jeans efter et toiletbesøg og endte med at totalsmadre lynlåsen.

En lang og irriterende dag, der gik med at kamouflere min åbne lynlås, gjorde det klart for mig, at jeg er færdig med for småt tøj.

Rita Dam
Rita vil gerne lave mindre arbejde i hjemmet i 2022.
Privatfoto

Rita, 30 år

Jeg vil gerne lave mindre husligt arbejde i 2022.

Det føles som en hel befrielse bare at sige det.

Det latterlige er, at der ikke er nogen, der tvinger mig til det. Heller ikke min søde kæreste.

Men når man er selvudnævnt superhygiejnisk kontrolmenneske, så er det faktisk ikke så let at springe madlavningen over eller lade de sure sokker ligge i vasketøjskurven.

Motivationen er helt klart den tid, jeg kommer til at vinde ved at droppe den ufrivillige husmoderrolle.

For danske kvinder bruger næsten en time mere om dagen på huslige pligter end mænd – og går glip af 40.000(!) kr. om året på grund af netop det.

Og hvad kunne jeg bruge den time til?

Gå en tur i Frederiksberg Have. Ringe til en veninde, jeg ikke har set længe. Flade ud i sofaen og se min yndlingsserie. Spille klaver. Lægge en fin neglelak. And the list goes on

Læs også