mor
Samfund

Her er de mest irriterende ting, forældre gør ifølge folk uden børn

1. december 2023
Af Nanna Niemann
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Bedrevidende kommentarer fra forældre, børn, der spiller spil med lyd i offentligheden, og fædre, der mener, at de babysitter egne børn. Vi bringer en lang, men ikke udtømmelig liste over ting, forældre gør, der irriterer folk uden børn.

– Du tror, du er træt nu, vent til du får børn.

Er man ikke forælder, kender man med garanti nogle, der er.

Og så har man måske hørt en sætning som ovenstående.

Ifølge det amerikanske medie Huffington Post er det én af de mest irriterende ting, man kan sige som forælder, hvis man spørger folk uden børn.

Men det er ikke kun kommentarer som ovenstående, der går folk uden børn på nerverne.

I en ny undersøgelse med 977 adspurgte, rapporterede 69 procent, at de fandt det irriterende, når forældre bruger babysnak til at tale med deres børn.

Et næsten lige så stort antal, 68 procent, sagde, at de ikke havde tænkt sig at bruge babysnak, når de selv blev forældre.

Ifølge samme undersøgelse svarede 62 procent af de, der planlægger at få børn, at de har mindre lyst til at blive forældre, efter at have talt med andre forældre.

39 procent sagde endda, at de ikke nyder samtaler med forældre.

Huffington Post spurgte også deres læsere, hvad der er de mest irriterende ting, forældre kan gøre.

Der var bred enighed om, at børneforældre, der ikke tager hensyn til andre i det offentlige rum, var irriterende:

– At lade deres børn spille spil med lydstyrken tændt på offentlige steder. Sluk den enten, eller giv barnet høretelefoner på, sagde Alicia Griffiths fra New York City.

– At give sit barn lov til at sparke på sædet foran i flyet. Og forvente, at jeg skifter plads, nævnte Suzanna Miles fra Storbritannien.

– Når forældre ikke gør en indsats for at forhindre deres børn i at rode i ting hos mig eller i butikker og på restauranter, sagde Brenda Wood.

En anden genganger var forældre, der forventer, at deres kollegaer uden børn arbejder ekstra hårdt eller på skæve tidspunkter:

– At forvente, at barnløse arbejder ferier eller ofrer planlagt fri, fordi vi ikke har børn, og gå ud fra at vores tid er mindre værdifuld, eller vores planer er mindre vigtige, sagde Kyndall Osterman, Ohio.

– At tro, at de kan tørre ekstra arbejde, senere timer og ferie- og weekendvagter af på børnefrie kolleger. Bare fordi jeg ikke har børn, betyder det ikke, at jeg ikke har andre ting, der betyder meget for mig, sagde Laura Lovejoy fra Pennsylvania.

Og sidst, men ikke mindst, en klassiker for fædre: At tro, de babysitter egne børn:

– Mænd, der siger, at de passer deres børn – like bro, du var med til at lave dem, sagde Regina Marie, Washington, DC.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også