Hendes familie tvivlede på, om det var et godt tidspunkt at få et barn: »Hvis ikke nu, hvornår så?«

Olga Stetsenko og hendes mand havde besøgt så godt som hver eneste læge i deres hjemby Mykolaiv. De havde jobs, bil, en nyrenoveret lejlighed og mange års parforhold bag sig, men noget manglede de stadig: Det barn, de havde drømt om i 10 år.

Egentlig havde lægerne ikke kunnet finde nogen forklaring på, hvorfor det ikke var lykkedes. Alt så godt ud, og Olga havde slet ikke opgivet håbet om at blive gravid.

Men med Ruslands invasion den 24. februar 2022 blev drømmen pludselig overskygget af eksplosioner, tomme supermarkedshylder og konstant strøm af nyheder om russiske troppers fremrykninger mod ukrainske byer.

Efter krigen var begyndt, flyttede Olga og hendes mand ud i hendes forældres sommerhus, hvor de overnattede ude i gangen længst fra vinduerne. Men da russerne begyndte at nærme sig den nærliggende sydukrainske by Kherson, besluttede de at flytte hjem til Olgas søster i Uzjgorod tæt ved grænsen til Slovakiet. Her gik deres liv i stå:

»Jeg lagde ingen planer eller tænkte over fremtiden, men sad bare og tjekkede nyhederne hvert femte minut og håbede på, at der snart ville ske noget godt,« fortæller Olga Stetsenko.

Hun er uddannet tysklærer og plejede at arbejde på en skole Mykolaiv. Efter et par måneder i Uzjgorod begyndte Olga at undervise sine elever online.

Hun genoptog sin hobby med at lave standupcomedy, og hendes appetit vendte mere og mere tilbage efter at have været forsvundet siden krigens start.

Da hun en dag fik øje på en reklame for en nyåbnet fertilitetsklinik i Uzjgorod, plantede en lille optimistisk tanke sig i hende:

»Hvis ikke nu, hvornår så?«

Men det var ikke alle omkring hende, der delte den holdning.

»Min familie sagde til mig, at jeg skulle overveje, om tidspunktet var det rette. Men vi ønskede ikke at udskyde vores drøm længere. Jeg var 38 år, og hvis vi skulle vi skulle vente på, at krigen sluttede, kunne der gå mange år.«

»Jeg så det som et tegn på, at vi i det mindste burde prøve, og hvis det så ikke virkede, var det nok, fordi det ikke skulle ske.«

Men det skulle det, og efter en enkel IVF-behandling på klinikken i Uzjgorod var Olga gravid.

Faldende fødselstal

Modsat Olga og hendes mand, der ikke var et sekund i tvivl om deres beslutning, har mange andre ukrainerne valgt at udskyde planerne om at stifte familie siden invasionen i 2022. I første halvår af 2023 var antallet af fødsler således 28 procent lavere end i samme periode af 2021.

Det skal ses i lyset af, at Ukraine i forvejen havde en af Europas laveste fødselsrater med kun 1,16 barn per kvinde i 2021.

I 2022 og 2023 forventes det tal at lande på henholdsvis 0,9 og 0,7, ifølge en beregning af Ella Lobatova, der direktør ved Ptoukha-instituttet for demografi og samfundsfag i Kyiv.

Ser man frem mod 2035 vil Ukraines befolkningstal »højst sandsynligt« være faldet med 18 procent fra 37,6 1. Januar 2023 til 31 millioner, estimerede hun desuden i en analyse i sommers.

Selv om der kan være mange personlige grunde til at udskyde beslutningen om at få børn, er der næppe nogen tvivl om, at krigen har kompliceret det at være gravid og føde.

I byer som Kyiv, Kharkiv, Dnipro, Kherson og Mariupol er fødeklinikker blevet mål for russiske angreb, og i hele landet har krigen medført nye bekymringer og risici for kommende forældre.

Det har man kunnet mærke på fødselshospitalet Leleka i det nordlige Kyiv. For to år siden befandt frontlinjen sig blot få kilometer herfra, og mens kampene stod på, og skuddene rungede omkring hospitalet, måtte det fra den ene dag til den anden omdanne sig til et felthospital.

I begyndelsen blev sårede soldater behandlet side om side med fødende kvinder.

Omstændighederne tvang personalet til lynhurtigt at omstille sig til at arbejde under nogle forhold, de aldrig havde arbejdet under, fortæller leder af Obstetrisk Afdeling Larysa Zakhudaeva:

»Vi var bare obstetrikere og gynækologer uden nogen viden om militærmedicin, men vi kunne selvfølgelig alle yde førstehjælp. Så det var ikke et problem at få stabiliseret soldaterne, og hvis de så skulle opereres, blev de flyttet til at andet hospital,« siger hun.

I mellemtiden boede hende og hendes kolleger på hospitalet. I starten af marts slog et russisk missil ned ikke langt derfra, så facaden og alle vinduerne i den ene ende af bygningen blev slået i stykker.

Angrebet fik direktør Valerij Zukin til at træffe en beslutning om at lukke for tilgang af almindelige patienter og evakuere dem, der allerede var indlagt:

»Jeg husker tydeligt, den sidste patient vi havde, inden vi lukkede. Hun var gravid i 26. Uge med nogle komplikationer og havde ikke et eneste familiemedlem i Ukraine. Jeg sendte hende med nogle frivillige til Lviv, og nogle måneder senere skrev hun til mig, at hun havde født i Sverige,« fortæller han.

Stigning i komplikationer

Nu er alt så normalt, som det kan blive under en krig. Ude på gangen kommer en højgravid kvinde gående med slæbende fodtrin arm i arm med sin mand.

I receptionen er væggene udsmykket med fotografier af fredfyldte spædbørn, og i et tilstødende lokale er der indrettet en selfievæg af kunstige planter, hvor nybagte forældre kan forevige det lykkelige øjeblik.

Nede i hospitalets café sidder Olena og Andriy Lapko, som er tilbage på Leleka for første gang, siden deres søn blev født her i juni.

Selvom parret havde to børn i forvejen, var denne graviditet en helt anden oplevelse. Særligt en episode endte med at sætte sine spor.

Den fandt sted en eftermiddag, da Olena netop havde hentet sit ældste barn fra skole. På vejen hjem kunne de pludselig høre et højt brag over dem, da et russisk missil blev skudt ned over dem. Kort efter landede missilets vragdele blot 20 meter væk:

»Efter det stoppede jeg med at læse nyheder og se tv. Jeg sad derhjemme og bad til, at der bare ville komme en enkelt stille dag, så jeg kunne føde,« siger hun.

Andriy bryder ind:

»Hun levede i en parallel virkelighed.«

De griner begge.

»Men det var specielt, og jeg prøvede at nyde hver eneste dag af min graviditet, så godt jeg kunne, for jeg vidste aldrig, om det ville blive den sidste,« siger Olena.

Udover de helt konkrete risici, krigen har medført for kommende forældre i form af Ruslands angreb, har ukrainske kvinder ligeledes oplevet flere komplikationer i forbindelse med deres graviditeter og fødsler.

Blandt andet beretter FN's befolkningsfond (UNFPA) om flere for tidligere fødsler og en stigning i tilfælde af forhøjet blodtryk hos gravide.

Den tendens genkender Larysa Zakhudaeva fra Leleka-hospitalet.

»Vi har flere, der føder for tidligt og flere børn, der dør før fødslen,« siger hun.

»Og så oplever vi, at mødrene er under større pres og har behov for mere kontakt til os læger end førhen.«

Det er ikke kun inden for Ukraines grænser, at ukrainske kvinder får deres graviditeter og fødsler kompliceret af krigen.

I flere af Ukraines nabolande, hvor mange har søgt tilflugt i løbet af de seneste to år, beretter lokale ngo’er om dårlig adgang til seksuel og reproduktiv sundhed for ukrainske flygtninge.

Det kan for eksempel være ukrainske kvinder i Polen, der ønsker at få en abort, men bliver bremset af landets strenge abortlovgivning, men kvinderne oplever også udfordringer i forbindelse med helt basale konsultationer i både Slovakiet, Ungarn og Rumænien.

Eszter Kállay fra den ungarske kvinderettighedsorganisation EMMA er en af dem, der arbejder for disse kvinder. Hun fortæller, at en af de mest udbredte forhindringer, de ukrainske flygtninge støder på, er selve sprogbarrieren:

»Nogle gange bruger de værktøjer som Google Translate, hvor de kan tale ned i telefonen, og så oversætter den.«

»Problemet er, at oversættelsen bliver meget unøjagtig, og i situationer, hvor man i forvejen er meget sårbar, for eksempel fordi man skal føde, er det ikke tilstrækkeligt,« siger Eszter Kállay fra EMMA, som blandt andet hjælper kvinderne ved at tage med dem til lægekonsultationer.

I følge ungarsk lov har flygtninge fra Ukraine adgang til samme gratis lægehjælp og konsultationer i forbindelse med graviditet og fødsel som ungarske kvinder, men i praksis er det ofte mere kompliceret end som så:

»Af og til bliver det ikke kommunikeret særligt tydeligt til kvinderne, at de har disse rettigheder. Andre gange er sundhedsvæsenet ikke up to date med reglerne og sender kvinderne væk igen eller opkræver penge for konsultationer,« siger hun.

Som konsekvens oplever både EMMA og andre organisationer i Ukraines nabolande, at nogle gravide kvinder sætter livet på spil ved at vende hjem til Ukraine for at føde eller modtage behandling.

Det er ikke kun et resultat af kvindernes dårlig adgang til sundhedsvæsenet, understreger Eszter Kállay:

»Det primære problem er faktisk, at kvinderne mangler permanente boliger, eller at de midlertidige steder, de bor, ligger langt uden for byen og langt fra nærmeste hospital. Men hvis de stadig har et hus hjemme i Ukraine, hvor de kan være med deres barn uden at skulle dele værelse med otte andre og sove i køjesenge, ser de det som en bedre løsning.«

En ubevidst stress

For Olga Stetsenko var det heller ikke ukompliceret at blive mor midt i en krig.

Da fødslen nærmede sig besluttede parret at flytte fra Uzjgorod til den ukrainske hovedstad Kyiv og opsøgte en privat fødeklinik:

»Jeg ville gerne føde her, hvor de har de bedste klinikker. Jeg følte, at vi havde lidt så meget, så det gjorde ikke noget, at det var dyrt,« fortæller hun.

Og en dag i slutningen af september fik parret det, de havde ønsket sig i 10 år: En lille pige, der kom til at hedde Alisa.

Nu bor familien i en lejlighed i Kyiv. Det er eftermiddag, cirka fire måneder efter fødslen, og Olga sidder i køkkenet og fortæller, mens hendes mor forsøger at få Alisa til at sove på værelset ved siden af.

Kort efter fødslen, begyndte Olga at se verden i et nyt lys. De missiler og luftalarmer, som længe havde været en del af hendes hverdag, føltes pludselig farlige på en anden måde end førhen.

Hun sov dårligt og producerede ikke nok modermælk til at mætte Alisa. Efter to måneder nåede hun at bristepunkt:

»Jeg forestillede mig, at hvad der ville ske, hvis der kom en strømafbrydelse, og jeg hverken kunne amme eller lave mad til hende. Jeg blev overrasket over, at jeg gik i panik, for det havde jeg ikke prøvet før.«

Olgas mand fik hende overtalt til at tage til lægen, hvor hun fik udskrevet antidepressiv medicin. Til at begynde med havde hun en del modstand mod at tage den:

»Men så kom jeg frem til, at mit barn behøver en mor, som sover om natten og kan lege og give hende opmærksomhed.«

Lige så langsomt begyndte medicinen at virke. Overskuddet voksede, men bekymringerne, der følger med at skulle være mor til et barn i et land i krig, er der endnu. En ting er luftalarmerne og de russiske angreb, som stadig er en del af livet i Kyiv:

»Før jeg fik hende, gik vi ikke ned i beskyttelsesrummet særligt ofte, men nu er vi nødt til det. Der er meget mere planlægning forbundet med det. Jeg skal give hende tøj på, for der er koldt dernede, skifte bleen og måske have en flaske med.«

Noget andet er den risiko, der er for, at Olgas mand kan blive indkaldt til hæren:

»Det er sådan en ubevidst stress, som hele tiden ligger omme i baghovedet. Jeg ved, at risikoen er der,« siger Olga Stetsenko:

»Jeg tror, alle mødre i Ukraine har den bekymring.«

De bekymringer, Olga har måtte leve med, efter hun blev mor, er langt fra udsædvanlige, fortæller personalet på Leleka-hospitalet.

Sker det, at en fødende kvinde bliver ramt af et panikanfald, tilkalder de typisk en psykolog, og hospitalet har desuden et beskyttelsesrum i kælderen, som patienter og personale kan rykke ned i, hvis det bliver nødvendigt:

»Indtil nu har vi haft to kvinder, der har født dernede,« fortæller Larysa Zakhudaeva.

Men for det meste forløber fødslerne uden afbrydelser. Sådan var det for Maryna Bartoshek og hendes mand. De sidder på sengekanten på deres fødestue, mens en jordmoder tilser deres nyfødte søn.

Med et træt og tilfreds smil vender Maryna blikket mod det lille barn og følger med i hver en bevægelse, han laver.

»Det gik godt,« siger hun uden at uddybe yderligere.

Uden for vinduet har mørket for længst sænket sig over det nordlige Kyiv. Jordmoderen er ved at pakke sit grej sammen. Med en blid bevægelse løfter hun barnet op og lægger ham tilbage i sin mors favn.