Han var så bange for at blive for høj, at han målte sig hver morgen: "Når jeg kiggede i spejlet, så jeg et kæmpe monster"

Han tegnede streger på væggen, så han hver morgen og aften kunne holde øje med, om han var vokset.

Nogle dage undgik han helt spejle, mens han andre dage kunne bruge halve til hele timer foran et.

I sine sene teenageår led Marko Pogacar af en overdreven optagethed af sin krop - kropsdysmorfi. Han har haft det af to omgange. Første gang var, da han var 17 år og sammen med sin første drengekæreste.

– Jeg synes, at jeg var for høj. Jeg havde et meget heteronormativt blik på mit parforhold, og jeg skulle passe ind under at være kvinden i forholdet. Min kæreste var den store, mens jeg skulle være den lille.

Marko er 189 centimeter, og selvom kæresten blot var to centimeter lavere end ham, så var det alligevel noget, der dengang fyldte hele Markos bevidsthed.

Han opsøgte en plastikkirurg i håbet om, at kirurgen kunne gøre ham lavere ved at skære noget af hans lårbensknogler af.

– Ligesom alle andre var hans respons, at jeg er en mand, og det jo er attraktivt at være høj. Lidt den samme respons, som en tynd kvinde kan møde, hvis hun siger, at hun føler sig tyk, siger Marko og fortsætter:

– Men det er i virkeligheden slet ikke det, det handler om, for oppe i mit hoved havde jeg et helt forvrænget selvbillede af min krop. Når jeg kiggede i spejlet, så jeg bare et kæmpe monster.

Han gik fra plastikkirurgen med begge lårbensknogler intakt. Lagde han sig under kniven, ville kroppen blive disproportional.

Marko er langt fra den eneste, der har haft følelsen af, at hans krop var forkert.

Rikke Thaarup Wesselhøft stiftede første gang bekendtskab med lidelsen for otte år siden i sit virke som afdelingslæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling Odense. Hun har siden hen haft flere patienter med kropsdysmorfi.

– Det er noget, der ikke har været så meget fokus på, og også noget, der er forsket forholdsvist lidt i. Jeg fik øjnene op for det i sin tid, fordi moren til en af mine patienter sagde, at hun havde læst om det, og hun tænkte, at det passede på hendes datter. Så det siger også noget om, hvor lidt vi har været opmærksomme på det.

– Man kan godt tro, fordi det ”blot” handler om det ydre, at det ikke er noget, man behøver at tage så alvorligt, men det er faktisk en enorm invaliderende sygdom, som ofte skal behandles med psykoterapi og medicin, siger Rikke, der også har sit daglige virke som forskningslektor ved Syddansk Universitet.

I dag ville Marko ønske, at han som 17-årig kendte til lidelsen, og det er også en af grundene til, at han har startet projektet Bodytalks, som formidler nøgne kroppe og fortællinger på Instagramprofilen med samme navn.

Nøgne fortællinger

I hans lejlighed i Nordvest tager han billeder af nøgne kroppe. Nogle er arrede, nogle buede, nogle lange, nogle korte, nogle er med strækmærker, mens der på andre måske slet ikke er noget, der springer i øjnene.

Med billederne følger også en fortælling fra den portrætterede model, og fælles for kroppene er, at de har været udsat for negative tanker og vurderinger fra modellen selv eller andre.

Bodytalks skal hjælpe folk med at håndtere negative tanker om kroppen, som Marko kalder helt naturlige og uundgåelige.

Og i forlængelse af det ligger også budskabet om at udbrede kendskabet til netop kropsdysmorfi.

På Instagramprofilen får nøgenbillederne selskab af opslag, der i ord og billeder forklarer, hvad kropsdysmorfi er.

Marko har modtaget mange henvendelser fra folk, der ikke kendte til lidelsen, men som kan spejle sig selv i opslagene.

For Marko er nøgenbillederne ikke det primære, og når folk spørger ham, om han er fotograf, svarer han, at han er psykoterapeut med et kamera i hånden.

Kigger man på hans eksamensbevis, stemmer pengene. Marko er kandidat i pædagogisk psykologi, og så er han efteruddannet i metakognitiv psykoterapi.

Og det er også med den baggrund, at Marko driver projektet.

Bodytalks er nemlig ikke kun nøgenbilleder, og billederne er ikke kun nøgne kroppe. Det er også nøgne fortællinger om voldtægt, incest og ubehag, som Marko under talken folder ud med sine klienter.

– Jeg ville byde dig en kop kaffe, og så ville jeg først vise dig samtykkeerklæringen og sige, at den kunne vi måske forholde os til efter, vi har taget billederne, så du har en bedre følelse af, hvad det er, du siger ja til, siger Marko, da han skal forklare mig, hvordan en Bodytalk fungerer.

Han kigger hen mod et smalt, frit vægstykke og fortsætter:

– Så ville jeg, mens vi tog billederne, sige til dig: ’det her rum er til for din krop, og hvis du får en negativ tanke om den, så jeg vil jeg bede dig om at forholde dig passivt til den’.

For de negative tanker vil komme af og til, forsikrer Marko, og de er også helt naturlige, mener han. Lige så naturlige som de positive af slagsen.

– Vi kan ikke styre, hvad vi tænker, eller hvilke tanker vi får, men vi kan styre, hvad vi gør med tankerne.

Markos tese er, at vi skal forholde os mindre til vores krop for at kunne være mere i den.

Marko forklarer det med et billede på et tovtrækkeri. På den ene side står du, og på den anden er de negative tanker om din krop eller monsteret, som Marko dengang så i sit spejlbillede. I midten er et hul.

– Jo mere du trækker, desto mere håber du på, at tankerne og monsteret ender nede i det sorte hul. Problemet er bare, at monsteret hiver igen, og så er der ikke noget, der rykker sig.

Men hvad skal man så gøre? Ifølge Marko skal man stoppe med at engagere sig i tovtrækkeriet og forsøge at forholde sig passivt til de negative tanker, der kommer.

– Monsteret forsvinder ikke nødvendigvis, men når du slipper torvet, behøver du ikke bruge din tid på at kontrollere noget, du ikke kan kontrollere, og som resultat kan monsteret heller ikke kontrollere dig.

Et fællesskab af mangfoldighed

I de seneste år har man kunnet følge en aktivistisk bevægelse på de sociale medier, som Marko omtaler ’det perfekte uperfekte’.

Det er kropspositivisme, som har sin fremmarch i tykaktivister, der kæmper for at ændre de stereotype forestillinger, der knytter sig til at være tyk.

På de sociale medier har forskellige kvinder delt billeder af deller, strækmærker, kropsbehåring, og hurtigt begyndte bevægelsen at inkludere alle slags kropstyper med budskabet om, at man skal elske sin krop, som den er – for den er god nok.

Derfor er det også en bevægelse, som på sin vis forsøger at gøre op med de herskende skønhedsidealer og de negative tanker om kroppen. Men det er ikke en teori, som Marko køber ind på, og her er hans strategi lidt ligesom den i tovtrækkeriet:

– Jeg er ikke interesseret i at ændre på skønhedsidealerne, fordi de ændrer sig konstant og vil altid være der. Det er ikke skønhedsidealerne i sig selv, der er problemet, men det er den værdi, vi tillægger dem.

Budskabet om, at man skal kunne elske sin krop uanset hvad, medfører ifølge ham et andet problem:

– Hvis den perfekte uperfekte tilgang bliver løsningen, så er der ikke plads til de negative tanker og ubehaget, som er lige så naturligt for os som behaget.

– Det medfører et andet pres, fordi folk kan tænke: ’Ikke nok med, at jeg ikke elsker min krop, så fejler jeg også i forhold til at følge strømmen og elske den, som den er.

I dag er der mange, vidt forskellige mennesker, der melder sig til projektet. Og selvom Marko har et ønske om at nå mere og mere ud til folk med kropsdysmorfi, så henvender Bodytalks sig til alle.

– Det er til alle, der har en fortælling om køn, krop og seksualitet, som de gerne vil dele. Det er et fællesskab og et univers af mangfoldighed.