
Han sagde til hende, at det var fint, aborten gjorde ondt. Så vidste hun, graviditeten var afbrudt

Foto: Marie Hald
Da folketingsmedlem Fie Hækkerup (S) skulle have en medicinsk abort i juni, fik hun at vide, at smerterne ville føles ligesom kraftige menstruationssmerter.
Det viste sig at være en underdrivelse.
- Det er den værste smerte, jeg har oplevet i mit liv. Jeg kunne ikke være nogen steder. Bagefter var jeg rystet over, at det var så meget anderledes end det, jeg var blevet sat i udsigt. Det var så meget værre og så utrygt, siger hun.
Bagefter talte hun med andre kvinder, der også havde fået en medicinsk abort. Meldingen var den samme, uanset hvem hun talte med: Det var de værste smerter, de kvinder havde oplevet i deres liv.
Og ifølge Fie Hækkerup oplevede de heller ikke, at de var blevet ordentligt informeret om smerterne eller var blevet tilbudt en dækkende smertelindring.
Så Fie Hækkerup begyndte at ringe til eksperter på området og fandt ud af, at der ikke findes særlig meget forskning om de smerter, kvinder oplever, når de gennemgår en medicinsk abort.
Hun besluttede ret hurtigt, at hun ville lave et opråb. For mens politikerne nu skal se på, om abortgrænsen skal rykkes i anledningen af, at det er 50 år siden, vi fik den fri abort, savner Fie Hækkerup også et fokus på de forhold, vi tilbyder de kvinder, der får en.
- Det stopper her. Det går ikke, at det er sådan, vi behandler kvinder, der i forvejen går igennem en stor sorg – at de ovenikøbet skal igennem en enorm fysisk smerte og en helt vildt utryg situation, som er en helt anden end det, man troede, det skulle være.

