unge
Samfund

Gør du noget, når du ser deling af nøgenbilleder? Det gør mange unge ikke

21. april 2023
Af Nanna Niemann
Foto: Ian Hooton/Science Photo Library/Ritzau Scanpix
En stor andel af unge forholder sig passivt til deling af nøgenbilleder, og det er en stor del af problemet.

De seneste år er der kommet mere fokus på ulovlig deling af nøgenbilleder.

Nu viser en ny undersøgelse, at hver fjerde ung undlader at blande sig, når de overværer ulovlig deling af billederne.

Samme undersøgelse viser, at to ud af fem unge, altså 40 procent, har været vidne til deling af nøgenbilleder. Det skriver Se & Hør via Ritzau.

De unge står nemlig ofte i et svært dilemma, når de overværer den ulovlige deling. Det fortæller Tania Schimmel, som er forebyggelseschef for Det Kriminalpræventive Råd, der står bag undersøgelsen.

– De kan blive set af andre i fællesskabet som at tage side. De kan synes, at det bliver akavet. De kan være nervøse for at få gruppen imod sig, og flere udtrykker, at de ikke vil opfattes som en snitch (en sladrehank, red.).

Undersøgelsen bygger på et spørgeskema, som 1045 børn og unge i udskolingen og på ungdomsuddannelser har svaret på.

De unges passive indstilling kan have konsekvenser for ofrene:

– Ved at de handler, kan man inddæmme problemets omfang ved at sørge for, at billeder ikke bliver delt videre, og at man i højere grad og hurtigere tager hånd om ofre for digitale krænkelser, siger Tania Schimmel.

Undersøgelsen viser også, at knap hver anden ung er vidne til onlinemobning mindst én gang om måneden.

Hvis man har kendskab til krænkede indhold, eller selv har været udsat for ulovlig deling, kan man som ung kontakte SletDet-rådgivningen, der er en fortrolig rådgivningstjeneste hos Red Barnet.

Man kan også anmelde krænkende indhold hos Børnetelefonen. Endelig kan man anmelde indhold til politiet, dog ikke anonymt. Det Kriminalpræventive Råd oplyser, at man på de fleste sociale medier kan anmelde krænkende indhold anonymt.

Læs også