Fodboldspiller deler rørende besked: "Jeg vil ikke længere gemme mig"
Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Denne artikel blev første gang bragt i Se og Hør. Dette er en redigeret version.
– Jeg er homoseksuel, og jeg vil ikke længere gemme mig.
Sådan lyder det blandt andet fra den tjekkiske landsholdsspiller Jakub Jankto i en video.
Midtbanespilleren har delt videoen på sin Instagram-profil, hvor han for første gang åbner op om sin seksualitet.
Videoen har fået over 200.000 likes og knap 60.000 kommentarer fra blandt andre store fodboldklubber, uefa og kendte fodboldspillere, der alle viser deres støtte.
– Som alle andre har jeg styrker og svagheder. Jeg har familie, jeg har venner, jeg har et job, som jeg har udført efter bedste evne i årevis, siger Jankto og fortsætter.
– Som alle andre vil jeg også gerne leve mit liv i frihed – uden frygt, fordomme og vold, men med kærlighed.
Det er utrolig sjældent og tabuiseret som mandlig fodboldspiller at stå frem som homoseksuel.
Tilbage i 2021 valgte den australske fodboldspiller Josh Cavallo ligeledes at åbne op og fortælle om sin seksualitet.
Dengang fortalte han, at han håbede, at hans beslutning om at fortælle det, ville inspirere andre spillere til at gøre det samme.
Jakub Jankto har spillet 45 kampe for det tjekkiske landshold, og han er i denne sæson at finde i danskerklubben Sparta Prag.
Her er han udlånt til fra spanske Getafe.
I Sparta Prag har han danske Brian Priske som træner, og han spiller sammen med den tidligere AGF´er Casper Højer Nielsen, der er blandt de mange, som allerede har vist støtte til Jankto.
– Respekt kammerat, skriver danskeren i en kommentar.
Udover den danske wingback har flere klubber også vist deres støtte til den tjekkiske midtbanespiller.
Heriblandt Juventus, Atlético Madrid og FC Bayern München.