palæst
Samfund

FN: Ni ud af ti spiser ikke hver dag i Gaza

11. december 2023
Af Silje Qvist
Foto: Mahmud Hams/AFP/Ritzau Scanpix
Familiers liv er præget af kaos og desperation. FN-direktør fortæller fredag, at den humanitære operation er ved at kollapse.

I Gaza er situationen kritisk. Familier, der er flygtet fra deres hjem og som bor på gaden, lever i et komplet kaos.

Ni ud af ti mennesker i Gaza spiser ikke hver dag, fortæller repræsentant fra FN. Kun en brøkdel af de nødvendige forsyninger kommer ind i området.

Det skriver Berlingske via Ritzau.

På det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter, skriver Carl Skau, vicedirektør for FN’s Verdensfødevareprogram (WFP):

– Der er ikke mad nok. Folk sulter.

Carl Skau i fredags på besøg i Gazastriben. Han fortæller, at den humanitære operation er ved at kollapse.

Til Reuters sagde Carl Skau lørdag, at indbyggere i Gaza kaster sig over de lastbiler, der kommer ind med nødhjælp, hvis bare lastbilerne sætter farten ned mod et vejkryds. En stor del af indbyggerne, der jagter lastbilerne, er børn.

– Spørgsmålet er, hvor længe det kan blive ved. Halvdelen af befolkningen sulter, og ni ud af ti spiser ikke hver dag. Behovene er tydeligvis massive.

Folk tager alt, hvad de kan få fingrene i ved distributionscentrene, som uddeler nødhjælp.

Der er indtil videre kun leveret en begrænset mængde nødhjælp gennem grænseovergangen mellem Gazastriben og Egypten. Det er den eneste grænseovergang, som Israel ikke kontrollerer.

Problemet med grænseovergangen her er dog, at den ikke er egnet til den enorme mængde lastbiler, der skal passere med mad og andet nødhjælp til de over to millioner mennesker i Gazastriben.

FN’s Verdensfødevareprogram (WFP) har bedt Israel om at åbne grænseovergangen Kerem Shalom, så der er flere muligheder for at afhjælpe situationen i Gazastriben. Det er ifølge Carl Skau den løsning, der vil gøre hele forskellen.

Israel er gået i gang med at afprøve deres inspektionssystem ved grænsen, som skal være på plads, inden grænseovergangen kan bruges til lastbilerne, skriver Reuters lørdag.

De israelske forsvarsstyrker fortsætter krigen mod Hamas, og gennem det er civile palæstinensere blevet fanget i en krigszone.

Indtil videre har over 17.000 palæstinensere mistet livet i den aktuelle krig - 6.000 af dem er børn, fortæller de Hamas-styrede myndigheder.

Ifølge FN har de konstante bombardementer fordrevet 1,9 millioner mennesker fra deres hjem.

Ved en afstemning i FN’s Sikkerhedsråd fredag nedlagde USA veto mod at kræve omgående våbenhvile i Gaza. 13 ud af 15 lande stemte for omgående våbenhvile.

Men grundet amerikanernes veto blev resolutionen ikke vedtaget.

USA’s viceambassadør i FN, Robert Wood, fortæller, at USA stemte nej, fordi de ikke mener, at våbenhvile er vejen til varig fred. De vil ud over det ikke støtte en resolution, der ikke fordømmer Hamas og organisationens terrorangreb mod Israel, som fandt sted d. 7 oktober.

Den amerikanske veto har mødt massiv kritik fra forskellige menneskerettighedsorganisationer, som Amnesty International og Human Rights Watch, fordi de mener, at beslutningen er “moralsk uforsvarlig."

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også