sygeplejersker
Samfund

Et lækket udkast giver svar på, om sygeplejersker skal have mere i løn. Svaret er ”overraskende”

26. maj 2023
af Nanna Niemann
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der har været meget diskussion om, hvorvidt sygeplejersker får den løn, de fortjener. Nu viser et udkast fra Lønstrukturkomitéen, som TV 2 har set, at de ikke bør få en højere løn. Medlem af komitéen understreger, at der ikke ligger færdige resultater endnu.

Den løn, sygeplejersker får, matcher deres ledelsesansvar, erhvervserfaring og uddannelsesniveau.

Det skriver TV 2 på baggrund af et udkast fra en rapport udarbejdet af Lønstrukturkomitéen, som mediet har fået indsigt i.

Lønstrukturkomitéen blev nedsat af den daværende Socialdemokratiske regering i 2021 efter sygeplejerskekonflikten samme år og fik til opgave at undersøge lønforholdene blandt offentlige faggrupper.

I 2021 krævede andre kvindedominerede offentlige faggrupper som for eksempel pædagoger og jordemødre også bedre løn i en samlet bevægelse for ligeløn. De krævede et opgør med tjenestemandsreformen fra 1969, som indplacerede blandt andre de nævnte faggrupper nederst i et offentligt lønhierarki.

Rapporten, som TV 2 nu har fået indsigt i, kan få afgørende betydning for sygeplejerskernes løn, da rapporten ventes at danne grundlag for uddelingen af tre milliarder kroner til offentligt ansatte.

De tre milliarder kroner har SMV-regeringen afsat til at forbedre arbejds- og lønvilkår i den offentlige sektor.

Rapporten, TV 2 er i besiddelse af, er et foreløbigt udkast. Men alligevel mener Ole Krohn, erhvervskommentator på TV 2, at dens konklusioner stort set er klar.

– Sygeplejerskerne står derfor ikke umiddelbart til en kæmpemæssig del af kagen på tre milliarder kroner, siger Ole Krohn til TV 2 og kalder det for “en overraskende konklusion”.

I komitéen sidder blandt andre Morten Skov Christiansen, der som fungerende formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation præsenterer en lang række offentligt ansatte. Torsdag aften skrev han på Facebook, at han var “ærgerligt og dybt skuffet over”, at et ufærdigt udkast er blevet lækket.

“Og så vil jeg gerne sige, at som medlem af Lønstrukturkomiteen ved jeg, at der IKKE foreligger en endelig rapport endnu. Vi er ikke færdige, og har stadig arbejde og vigtige diskussioner foran os i komiteen”, skriver han.

Ifølge ham giver det ikke mening at “forholde sig til et ufærdigt arbejde og dokumenter, der ikke er endelige.”

Ulempetillæg
Ifølge det udkast, som TV 2 har fået indsigt i, er der særligt tre faggrupper, der er underbetalte.

Kommissionen har set på tre faktorer for faggrupperne: ledelsesansvar, erhvervserfaring og uddannelsesniveau. Det er de punkter, der danner grund for vurdering af lønnen til de forskellige faggrupper.

Her er vurderingen, at pædagogmedhjælpere, rengøringsassistenter og dagplejere får for lidt løn.

I den anden ende af skalaen finder man læger, diplomingeniører og it-medarbejdere, der ifølge udkastet får mere i løn, end de burde.

Hos Dansk Sygeplejeråd fortæller Maria Mbalyowere, der er sygeplejerske på Herlev Hospital og medlem af Dansk Sygeplejeråds bestyrelse i Region Hovedstaden, at de ikke er tilfredse med rapportens konklusion.

Hun mener, at den metode, komitéen har brugt til lønberegning, er forkert. De bruger nemlig udregninger baseret på ulempetillæg, men man burde i stedet sammenligne grundløn til grundløn, forklarer hun til TV 2.

Lønstrukturkomitéens resultater skulle oprindeligt have ligget klar inden udgangen af 2022, men blev udskudt på grund af folketingsvalget i november 2022 og overenskomstforhandlingerne i foråret 2023.

Nu er forventningen, at rapporten lanceres officielt i slutningen af juni.

Læs også