For et år siden antændte Jina Mahsa Amini en folkeprotest: “Der er åbnet et vindue til en anden horisont, end regimet har lagt op til”

Det er et år siden, at de to iranske journalister, Niloofar Hamefi og Elaheh Mohammadi, fortalte de første historier om den 22-årige Jina Mahsa Amini, der mistede livet efter at have været i hænderne på det iranske moralpoliti.

Historien starter ved et tørklæde. Jina bar det på en tur til Teheran, men måden hun bar det på levede ikke op til moralpolitiets krav. Da hun gjorde modstand, kostede det hende livet.

Hele verden har set med, når der har været demonstrationer og optøjer i Iran som en kamp for kvinde, liv og frihed.

Jinas skæbne kunne ligeså vel have været en anden kvindes.

Det tænker kurdisk-iranske Jino Victoria Doabi ofte på. Hun er født i samme by som Jina, men hendes forældre flygtede fra præstestyret, da Jino var barn.

Da jeg talte med hende for et år siden, fortalte hun mig, at hun havde dårlig samvittighed over, at det er hende, der er i live i dag og ikke Jina. Den følelse af skyld fylder stadig i hende, og når jeg spørger ind til det, bryder hun sammen i tårer.

– Jina er ikke længere kun en person for mig. Jina er hele billedet på, hvad der foregår i Iran. Alle kvinder i Iran er Jina for mig, siger Jino og tager en cigaret frem. Hun har givet sig selv lov til at ryge denne uge.

Det er en hård uge.

Jinos hår er efterhånden langt igen. For snart et år siden klippede hun sit hår kort for at støtte de iranske kvinders kamp. Det samme gjorde tusindvis af kvinder verden over. Hun har dag og nat fulgt med i de iranske demonstrationer, og det har betydet ubesvarede spørgsmål og søvnløse, rastløse nætter i søgen efter svar.

– Det har været angstprovokerende at følge med i, fordi vi har set videoer direkte optaget af de mennesker, der står i gaderne. Det er helt råt uden filter, og man ser, hvad regimet gør mod folket. Det er skrækkelige billeder, siger Jino Victoria Doabi.

Kvinder, der tør mere

Jino Victoria Doabi har daglig kontakt med kilder i Iran. De orienterer hende om, hvad der sker i landet. Hendes kilder er trætte af livet i Iran. Deres ønske er at vælte systemet og få værdighed tilbage.

– Muren af frygt er totalt brudt ned. Kvinder og mænd udfordrer moralpolitiet, og det har jeg ikke set før. Nogensinde, siger Jino Victoria Doabi.

Hvis vi vender tilbage til tørklædet, så tør flere kvinder at gå på gaden uden den obligatoriske hijab i dag. Særligt i de store byer. Det er første gang i den islamiske republiks historie, siden hijab blev obligatorisk ved lov i 1981, at så mange kvinder tør trodse forbuddet. Det fortæller Iran-ekspert ved Københavns Universitet Rasmus Elling.

– Det er dag for dag med til at skubbe grænserne og med til at udfordre den her idé om, at det islamiske præstestyre er uovervindeligt. Der er et håb om, at tingene måske kan ændre sig, siger Rasmus Elling og fortsætter:

– De bliver stadig chikaneret på gaderne, men det er ikke nær så omfattende og systematisk som før. Det er fordi, regimet tænker, at hvis vi ikke generer folk for meget lige nu, så kan det være, de ikke deltager i eventuelle protester, når vi nærmer os årsdagen.

Det er en form for mikroprotest mod styret, som kvinderne også gerne lægger på de sociale medier. Særligt på appen TikTok florerer der videoer af iranske kvinder, der trodser hijabloven.

På den anden side står kvinderne over for et styre, som forsøger at svare tilbage ved at indføre nye stramme love. De seneste måneder har styret brugt kameraovervågning og genkendelsesteknologi, så de kan fange de kvinder, som bryder reglerne for hovedbeklædning.

– Det er bestemt ikke blevet nemmere at være kvinde, men der er åbnet et vindue til en anden horisont end den, som den islamiske republik har lagt op til, siger Rasmus Elling.

Et polariseret land

For Iran-ekspert Rasmus Elling har protesterne tydeliggjort, at Iran er et polariseret land. Hvor man på den ene side har dem, der ikke vil acceptere, at staten dikterer kvinders kroppe i det offentlige rum og ønsker forandring, så har man på den anden side dem, der støtter op om præstestyret. Sidstnævnte gruppe mener, at den obligatoriske hijab er samfundets DNA og et altafgørende spørgsmål i kampen mod vestlig kultur.

Da det er umuligt at lave meningsmålinger i Iran, kan man ikke sige noget om, hvor stor tilslutningen er.

Protesterne vist, at kvinderettigheder er nøglen til borgerrettigheder og demokrati, hvilket er spektakulært for denne bevægelse, fortæller Rasmus Elling.

– Kvindekampen har altid været negligeret og et mindre vigtigt spørgsmål i forhold til de andre problemer i landet. Det har kvinderne ikke tilladt denne gang.

Men kampen for kvinders rettigheder suppleres af en lang række andre kampe. Demonstranterne er for eksempel utilfredse med den økonomiske krise i landet og den store arbejdsløshed. De er udsigtsløse og føler, at de lever et liv uden nogen udsigt til velfærd, økonomisk tryghed eller glæde i livet.

De yngre generationer af iranere har for alvor oplevet, hvor brutalt man kan blive mødt, når man er politisk aktiv i Iran.

Regimets sikkerhedsstyrker har skudt mod civilbefolkningen. Gummikugler har ramt folks øjne, lemmer og kvinders genitalier. Folk er gået under jorden.

Over 19.000 mennesker er blevet arresteret under protesterne, og 537 mennesker har mistet livet. Syv mænd er blevet henrettet som følge af protesterne, skriver Amnesty International.

Det er de officielle tal, men de reelle tal formodes at være langt højere. Myndighederne ofte forklaret dødsfald som et resultat af selvmord eller ulykker og kategoriseret de afdøde som “uromagere og ukendte personer”.

– Præstestyret har tabt kampen på det symbolpolitiske niveau, fordi de ikke har været i stand til at indoktrinere hele befolkningen i deres vision af islam og deres idé om, hvordan samfundet skal være, siger Rasmus Elling.

– De er fuldstændig afklaret med, at regimet ikke kan fortsætte – koste hvad det vil, siger Jino Victoria Doabi.

En uklar årsdag

Myndighederne har op til Jina Mahsa Aminis dødsdag intensiveret deres forsvar mod civile, der vil demonstrere. Regimet gør klar til årsdagen ved at fængsle og anholde så mange som muligt af dem, de frygter, kunne komme til at spille en nøglerolle i nye protester. De har tvunget tusindvis af universitetsstuderende til at underskrive tilsagn om ikke at deltage i demonstrationer på årsdagen.

– Der har været og er undertrykkelseskampagner i gang. Alle kilder snakker om, at der er en kvælende stemning i Iran. Alle er bange for, hvad styret har oppe i ærmet, så de kan kontrollere folk til markeringen af årsdagen, siger Rasmus Elling, der har svært ved at forudsige, hvad der kommer til at ske på årsdagen.

Omkring 90 journalister er blevet anholdt det sidste år, skriver Amnesty International.

Niloofar Hamedi, der skrev den første historie om Jina Mahsa Aminis død, og Elaheh Mohammadi, der skrev om Jinas begravelse i Saqqez, afventer stadig deres dom, mens de sidder fængslet.

– Ethvert autokratisk styre og diktatur er bange for den frie information, fordi de gerne vil kontrollere informationsstrømmen. De kritiske journalister er en torn i øjet på Den Islamiske Republik, derfor står de for skud lige nu, siger Rasmus Elling.

Jino Victoria Doabi har hørt fra sine kilder, at folk kommer til at gå på gaderne, selv om det kan være farligt, og så kommer folk, der bor i Saqqez til at strømme mod Jina Mahsa Aminis grav, mener hun.

– Jeg ved, at mange af iranerne er bevæbnede, og mange ønsker at være det, siger Jino Victoria Doabi.

Et nyt Iran

Med alle de frihedskampe, der har været i Iran de sidste 150 år, er det markant, at det nu er spørgsmålet om kvinders rettigheder, der fylder mest. .

– Det er ikke bare en reform af systemet, som demonstranterne ønsker. Det er en reform af familiestrukturen og den måde, iranerne tænker samfund på. Det er enormt imponerende, og jeg forestiller mig, at det bliver omdrejningspunkt for flere konflikter i fremtiden, siger Rasmus Elling.

Egentlig har Jino været afklaret med, at hun aldrig ville se sin familie, der bor i Iran, igen. Sådan har det været, siden hun flygtede til Danmark med sin mor og far. Men i dag er der ikke noget, hun længes mere efter.

– Jeg drømmer virkelig om at fejre friheden i Iran. Det her år er jeg virkelig kommet tæt på min anden identitet, den iranske, den kurdiske, selv om det er 26 år siden, jeg sidst har været der, siger Jino Victoria Doabi.

I løbet af vores snak har Jino røget omkring fem cigaretter. Hun har grint, og så har hun fældet et par tårer.

– Gud, lørdag er også min fødselsdag, siger Jino.

Hun ved ikke, om hun kommer til at fejre den igen, før Iran er fri.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: