Samfund
2. maj 2023

Efter drabet på Louise Borglit gik der fem år, før han blev anholdt. Nu går retssagen i gang

En 29-årig mand er tiltalt for at have dræbt den gravide Louise Borglit, som blev stukket ned i 2016. Han nægter sig skyldig.
Af: Af Aja Nøhr Larsen
Louise Borglit

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

En aften i november 2016 forlod højgravide Louise Borglit sin søsters adresse i Herlev og gik mod Elverparken for at lufte familiens hund.

En times tid senere blev den 32-årige kvinde stukket 11 gange med en kniv, og hendes liv stod ikke til at redde, da hun blev fundet af en forbipasserende. Både hende og hendes ufødte barn døde.

Efterfølgende gik politiet i gang med en massiv efterforskning, hvor hele området blev undersøgt. Man fandt dog aldrig gerningsvåbnet, eller andre tekniske spor, som kunne knytte en gerningsmand til drabet.

Derfor har sagen i mange år været uopklaret, og uden anholdelse af en formodet gerningsmand - indtil 2022.

Over fem år efter drabet blev en 29-årig mand anholdt, sigtet og varetægtsfængslet for drabet. Han og Louise Borglit kendte ikke hinanden i forvejen. Manden var dog kendt af systemet.

Blandt andet af Gladsaxe Kommunes psykoseteam og hos politiet, som havde fået henvendelser fra familie og naboer om, at de var bange for manden.

Han havde blandt andet kort inden drabet ringet til kommunens psykoseteam og sagt, at han frygtede, hvad han kunne finde på.

I dag indleder Retten i Glostrup så sagen mod den 29-årige mand, som sidder tiltalt for drabet på den gravide kvinde.

Han nægter sig skyldig i alle anklagerne.

Det skriver DR.

En hemmelig agent

Det var i fængslet, at politiet fik udtalelser fra den nu tiltalte, som førte til en anholdelse.

Da han blev anholdt, sad han nemlig varetægtsfængslet for drabsforsøg i en anden sag.

Politiet benyttede sig af en undercoveragent fra politiet, som lod sig indsætte i fængslet under aliasset ”Frank”.

Frank agerede indsat og indledte en fortrolig relation til den nu tiltalte. Det førte til, at den 29-årige mand, hurtigt begyndte at tale med Frank om et overfald på en kvinde med en hund i Elverparken.

Han fortalte blandt andet, hvordan det var at stikke gennem foret på en jakke.

Samtalerne blev aflyttet af politiet.

Frank blev ”løsladt”, men da han efterfølgende besøgte den nu tiltalte i fængslet, blev der ifølge politiet sagt ting som:

”Hvis de var fucking vågne, så havde de fundet kniven. Den er væk, den er langt væk, mit dna var på”, sagde den nu tiltalte.

Han fortalte også Frank, at kniven den første dag blev gemt i en cykelkurv foran hans lejlighed.

”Jeg blev tjekket lige efter. Fucking to dage efter tog jeg på psykiatrisk afdeling”, fortalte den nu tiltalte og fortalte, at kniven blev smidt ud i en skraldepose tæt på.

Det kom ifølge DR frem under grundlovsforhøret, hvor dele af samtalerne blev læst op.

Under retssagen vil agenten "Frank" skulle afgive forklaring, da det er sandsynligt, at forsvarsadvokaten vil beskylde politiet for ”ufine metoder”.

Politiet oplyste under grundlovsforhøret, at man fortsat ikke ved, hvad motivet til drabet er.

Der er afsat 11 dage til retssagen, som forventes at blive afsluttet i midten af juni.

Låg på til familien

I et interview med femina med Louise Borglits søster og veninde, fortæller Susanne Borglit, hvad det vil betyde for de pårørende, hvis der falder dom i sagen.

– Det ville betyde alt. Det ville betyde, at man kunne lægge sig roligt ned i sengen og sove om natten. Det ville også betyde, at vi som familie kan få ro, fordi alle de spørgsmål, der hele tiden bliver stillet, ville forsvinde, og vi ville kunne lægge det låg på, som vi mangler, sagde Susanne Borglit.

Men hvis det er den 29-årige, der er gerningsmanden, er sagen også med til at give dem følelsen af, at drabet kunne have været undgået.

– At en ung, gravid kvinde tilsyneladende kan blive slået ihjel af en mand, der burde have været indlagt, og som har været forsøgt indlagt, det, synes jeg, er ubegribeligt. Der er så mange røde flag, som ikke er blevet taget seriøst, og der synes jeg, at systemet har fejlet, sagde Louise Borglits barndomsveninde, Cathrine Golfe.

Læs mere om:

Læs også