Dronning Margrethe

Dronning Margrethe: Jeg har gjort mit bedste

17. januar 2022
af Britta Bjerre
Foto: Stine Heilmann
… men det ved man jo aldrig, om er godt nok. Sådan siger hun, vores jubilerende majestæt, dronning Margrethe 2., der med sine nu 50 år på tronen er den næstlængst siddende monark i danmarkshistorien.

Hvordan tænker man tilbage på det øjeblik for 50 år siden, hvor man med sorg i hjertet træder ud i kulden på balkonen på Christiansborg Slot med landets statsminister, Jens Otto Krag, ved sin side, et folk på slots pladsen nedenfor og sin skæbne strakt ud mod det, der nu skal og må komme?

Spørgsmålet er knyttet til det ene af de to fotos, der ligger og venter nede i tasken, klar og parat.

Vi kunne have valgt tusindvis af andre fotos. Også bedre fotos.

For mulighederne er naturligvis mange, når det er et langt og flot regeringsjubilæum på 50 år, der er anledningen til, at vi denne eftermiddag befinder os i den røde salon i Christian IX’s Palæ på Amalienborg.

Men de to blev det altså. Fordi. Ja, fordi det ene markerer en begyndelse.
 

Og det andet rummer i hvert fald noget af alt det, ingen kunne regne med, beregne eller beslutte, at en regent skulle komme til at kunne, da hun som 31- årig blev udråbt til Danmarks dronning, men som hun som 81-årig dronning altså kan.

Eller rettere: Også kan. 

Først en hund, så en regent

Der er stille sådan en eftermiddag indenfor. Så stille, at alting høres. Et sted fra tiktakker et ur tiden i småstykker.

Og så tip, tip, tip, tip … Lyden af kvikke hundepoter hen over et gulv. En gravhund er på vej. Herefter en regent. Dronning Margrethe tager plads og får det ikoniske balkonbillede fra 1972 i hånden.

Hun har set det mange gange. Alligevel lyder spørgsmålet: ”Hvordan husker Deres Majestæt øjeblikket?” Og den er dronningen med på.

– Jeg husker, at en af de ting, jeg for alvor tænkte lige dér på det tidspunkt, var, at det her var et øjeblik, min far havde set frem til. At jeg skulle følge efter ham og stå på balkonen, ligesom han selv havde gjort en aprildag i 1947.

– Det var virkelig sådan, jeg tænkte: "Nu gælder det. Det er det, far så frem til." Når jeg tænker nærmere over det, gjorde det den dag til en meget positiv erindring, og det er nok det, der mest karakteriserer den dag for mig.

– Det var jo en meget speciel dag, kan man vist roligt sige. Men det var i og for sig også en dag, der var lagt op til, lige siden tronfølgeloven og grundloven blev ændret i 1953, og det dermed var mig, der skulle være tronfølger. Det var ikke noget, man gik og tænkte på hele tiden.

Dronning Margrethe

– Men det blev selvfølgelig mere, fra jeg var 18 år og blev myndig. Selv om jeg stadigvæk var meget ung på det tidspunkt, og jeg følte mig også meget ung, havde jeg den fornemmelse af, at nu gjaldt det altså.

Var det ikke spor skræmmende at skulle påtage sig den opgave?

– Ikke da det først var. Da det først gjaldt, hjalp det. Nu var der ikke noget med at være skræmt. Nu drejede det sig om at tage fat. Jeg vil hellere vende det om og sige, at jeg tog fat på min opgave med stor forventning. Nu skulle jeg vise, at jeg var min fars forventninger voksen.

– Min fars forventninger til mig var meget, meget varme og store. Alt for store sikkert. Men det var et fantastisk rygstød at have, helt fra jeg var lille, at det skulle hans store pige nok klare.

– Jeg havde også den fordel, som min far ikke havde. Han fulgte efter en mand og efter mange mænd. Men jeg fulgte efter min far. Det betyder, at mange af de ting, jeg gjorde og gør forskelligt fra, hvad han ville have gjort, ville man ikke sige om: "Det gjorde den gamle konge da aldrig." Fordi den gamle konge var en konge, men jeg er altså en dronning, en dame, og det er andre ting, man forventer.

– Det samme håber jeg, vil gælde for Frederik, når det bliver hans tur. Man vil heller ikke lave den samme direkte sammenligning, for han vil selvfølgelig gøre tingene anderledes end jeg, fordi han er mand.

Helt åbent spurgt, hvordan er det at se tilbage på 50 år som regent?

– Jamen, det er ubegribeligt. Jeg husker, at jeg syntes, da jeg blev 50, at det var mange år, man fyldte, og nu var man da i hvert fald et slags voksent menneske. Men at der vitterligt er gået så mange år nu, det kan jeg slet ikke forstå. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvordan vil De beskrive Deres udvikling som regent, fra De stod som 31-årig til nu, hvor De ...

Her læner dronningen sig lidt frem i stolen for at bryde ind og fortsætte sætningen …

– … er en gammel kone på 81. (Latter) Igen, man tænker mest på: Hvor i alverden blev alle de år af? Hvordan gik det til, at de gik? Men det gør de jo. Og de er gået godt, synes jeg. Jeg har haft et meget lykkeligt liv med mange gode ting. Jeg kan kun sige, at det er gode år at se tilbage på.

– Jeg har fået lov til at se mine børn vokse op, blive gift, få børn igen, se børnebørnene blive større og har samtidig kunnet følge mit land helt tæt på. Og det var jo det, det hele drejede sig om.

– Det var det, der gjorde størst indtryk på mig dengang med ændringen af tronfølgeloven i 1953, da jeg var 13 år gammel, at nu lå min fremtid 100 procent i Danmark. Og det var jeg meget glad for. Det kan jeg tydeligt huske. Det er faktisk en fantastisk ting at få lov til så tidligt at kende hovedrammen for ens tilværelse. Det er ikke mange forundt.

Var det mere en følelse af tryghed end af begrænsning, det gav Dem?

– Ja, på det tidspunkt var det trygheden. Senere hen var der selvfølgelig også tidspunkter, hvor man kunne se, at der var en vis begrænsning i det. Men det betød noget for mig, at der var en ramme, og rammen var til gengæld sådan, at den måtte man selv finde ud af at fylde ud. Det var det spændende.

Hvordan synes De selv, De har fyldt den ud, den ramme?

– Det er svært selv at sætte ord på. Men jeg kan sige, at jeg altid har bestræbt mig på at fylde rammen ud, så godt jeg kunne. Jeg har gjort mit bedste. Men det ved man jo aldrig, om er godt nok.

Hvilket råd fra Deres far har De haft mest brug for i gode og svære tider?

– Min far var ikke den, der kom med gode råd på den måde. Han havde en meget afslappet måde at se på sine pligter på. Ikke at han tog let på dem. Det gjorde han bestemt ikke.

– Men det er min fars indflydelse, der gør sig gældende, når man lige tænker, hver gang man skal noget, der er lidt usædvanligt eller måske ikke er så nemt: "Nu tager vi os sammen. Og så går det nok." Og så viser det sig, at det gør det også.

Sætningen ledsages af en munter latter, som majestæten ofte lader sine ord få med på vejen. Det sker også, da hun får spørgsmålet om, hvilke spor hun gerne vil afsætte som regent og huskes for. 

– Der er i hvert fald én ting, og det har jeg også sagt tidligere: Man vil gerne huskes for, at man gjorde sig umage. Det synes jeg, er meget væsentligt. At gøre sig umage er at bruge det, man har i sig.

– Det er forskelligt, hvad vi hver især har. Men det betyder, at man koncentrerer sig om det, man skal, og at man kommer med, hvad man håber, man har i sig i de enkelte situationer.

– Og det behøver ikke at være i store og skelsættende øjeblikke. Det gælder også i ganske dagligdags ting. Hvis man gør sig umage, hjælper det en hel del. Altså, det med at gøre sig umage, det er altid en god idé! 

Tiden efter prins Henrik 

Et af dronningens mest citerede udtalelser er det om, at majestæten ser det som sin livsopgave at være regent, og at hun har tænkt sig at blive siddende, til hun "dratter af pinden".

– Og sådan ser jeg faktisk stadig på dét, ja, siger hun, da vi også lige må have det på banen. 
Ordene "aktive otium-år", og om dronningen ikke kunne unde sig selv nogle af dem, får blot majestæten til at ryste let på hovedet og sige:

– Jeg synes skam, jeg har nogle særdeles aktive år. Og otium? Det kan jeg ikke påstå, at jeg har brug for. Det at have et godt mønster, man skal følge, med pligter og opgaver, det er vældig rart at leve med. Jeg har samtidig også fået mulighed for at lave så meget andet end det, jeg var forpligtet til. Det har virkelig gjort min tilværelse særdeles rig og meget indholdsrig.

Hvordan har tiden været, efter at De mistede Deres mand, prins Henrik? Har arbejdsopgaverne været en hjælp i processen med at komme videre?

– Ja, det har de i allerhøjeste grad, netop fordi der var noget, der skulle gøres i morgen og i overmorgen, i næste måned og næste år måske. Der var ikke det der: "Hvad skal dagene nu gå med?" For de går. Der er rigeligt at se til.

Dronning Margrethe

– Jeg har følt det som et stort privilegium, at der er nogle ting, der skal gøres. Og det gør jeg så. Og det viser sig, at det ikke bare KAN man, men det er også en fornøjelse at gøre. Og så bliver der ikke tid til at sidde og hælde vand ud af ørerne, som man siger.

Bider hovedet af al skam

Grønland, Færøerne, Berlin. Dronning Margrethe har haft et travlt efterår. Også med udlandsrejser og tætpressede programmer, som den 81-årige dronning klarede på imponerende vis. "Hun er sej", "Hvor holder hun sig godt".

Sådan hører man ofte dronningen blive omtalt derude blandt danskerne. Hvad siger dronningen mon selv til dét?

– Jeg ved såmænd ikke, om jeg holder mig så særlig godt. Man må efterhånden have lagt mærke til, at jeg nødigt står op længe ad gangen. Før i tiden kunne jeg stå op uendeligt og helt glemme at sætte mig ned til en reception, selv om der var mulighed for det. Men det kan min ryg ikke lide mere.

– Folk er så hensynsfulde og stiller en stol frem. Det er jo også bedre at sidde og se nogenlunde venlig ud i ansigtet end at stå op og ligne noget, der ikke er godt. Jeg har affundet mig med, at nu sidder jeg, og så bider jeg hovedet af al skam. 

Hvad gør Deres Majestæt for at holde sig i form til at klare "strabadserne"?

– Jeg må indrømme, at jeg ikke hører til dem, der gør særlig meget for at holde sig i form fysisk. Jeg holder mig ikke i gang med hverken motion eller ditten eller datten. Overhovedet ikke.

– Jeg tror, det vigtigste er at holde sig mentalt i bevægelse. Det er selvfølgelig fint at holde sig fysisk i gang. Bestemt. Det er jeg som sagt bare ikke så god til. Men mentalt kan man. I hvert fald hvis man er så heldig, at man ikke er forfaldet i hovedet endnu.

– Og her spiller held ind. Måske også lidt gener. Men gode gener er også en slags held. Det er i hvert fald ikke noget, man kan gøre for. Selvfølgelig er det noget, man tænker over, fordi man ser langt flere mennesker blive gamle, og som taber hovedet. Det er også noget, man selv har haft lidt inde på livet. Det er rigtigt trist at se på.

– Og man ved, at man har meget at være taknemmelig for, når man tilsyneladende stadigvæk kan holde styr på hovedet. 

Nysgerrigheden driver én

SØNDAGs chefredaktør stiller i sin leder i bladet spørgsmålet: ”Hvad mon et kunstnerisk multitalent som Margrethe ville have fundet på, hvis hun kunne vælge frit?” De er blevet stillet spørgsmålet mange gange, men alligevel?

– Der er ikke meget tvivl om, at hvis jeg ikke havde vidst, da jeg var 18-20 år og var blevet student, at jeg skulle følge efter min far, ville jeg have studeret arkæologi. Men dengang skulle man være magister, og det tog i reglen henimod otte år for arkæologerne.

– Det kunne jeg godt regne ud, at det kunne jeg ikke give til noget, der ikke havde noget som helst at gøre med min fremtid. Jeg nøjedes med at læse arkæologi et år i Cambridge og fulgte en del arkæologiske forelæsninger, mens jeg var på universitetet i København og Aarhus.

– Siden har jeg holdt mig mere eller mindre ajour med udviklingen af den emnekreds, og det har jeg stor glæde af stadigvæk. Der er masser af ting, der udforskes og kommer frem i disse år. Nu sidder jeg så måske somme tider og tænker, når jeg ser et eller andet, der er ved at blive undersøgt: "Det varer måske 10 år, før de kommer til konklusionen. Den får jeg nok ikke med."

– Det er den slags ting, der får en til at lægge mærke til, at årene er gået, og at der kun er et begrænset antal år foran en. Men nysgerrigheden driver jo én. Og den dør ikke før én selv.

Dét med Ulf

Pludselig er klokken ved at falde i slag for os denne eftermiddag. Som aftalt slutter vi af, som vi begyndte. Med et billede. Majestæten begynder at le, da hun ser det, og udbryder:

– Åh, gud ja. Det var sjovt. Det var det virkelig!

Billedet er selvfølgelig det, der strøg ud i alle medier, hvor dronning Margrethe tager fusen på Cirkusrevyens dronning, Ulf Pilgaard, på hans sidste aften efter 40 år i revyen og træder ind på scenen, lige efter at Ulf for sidste gang har leveret sin parodi på dronningen og sagt ordene: "Gud bevare Danmark."

– Jeg var godt klar over, at det var lykkedes at lægge det hele til rette, så den stakkels mand ikke anede, at det skulle foregå. Det kom fuldstændig bag på ham. Det kunne jeg tydeligt se. Jeg kunne også fornemme deroppe fra scenen, at der gik et sus igennem publikum.

–  Jeg tænkte også nok, at det ville komme som noget af en overraskelse for folk. Det var jo totalt uforberedt. Hvilket også var meningen. Det var ikke min idé. Men idéen var god. Og den var jeg klar på med det samme.

Lige inden fløjdørene går op, og regenten – og Tilia, gravhunden – forlader den røde salon, falder der et par ord om den corona, som på det tidspunkt, hvor vi laver interviewet, endnu ikke har ført til en udsættelse af fejringen af dronningens regeringsjubilæum.

Men beskeden om udsættelsen kommer dagen efter. Vi taler om for to år siden, da det var fejringen af majestætens 80-års fødselsdag, der måtte aflyses, og her er det, at dronningen siger de ord, der bliver hængende så fint i rummet efter hende:

– Jeg må sige, at jeg tror ALDRIG, jeg er blevet fejret, som jeg blev fejret på min 80-års dag. Det var helt, helt fantastisk. Og rørende. Og varmende. Det overgik alt, hvad jeg har oplevet. Og jeg synes ellers nok, jeg har haft mange dejlige oplevelser på mine fødselsdage og ved andre store begivenheder.