Ditte Okman
Samfund

Ditte Okman blev overfaldet som ung: Jeg stod bare og pissede i bukserne og var lidt for længe om at anmelde det til politiet

2. december 2021
af Bonna Haagen Pedersen
Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix
Som 16-årig blev Ditte Okman overfaldet. Selv om man kan have en forestilling om, hvordan man vil reagere på et overgreb, ved hun, at det ikke altid er muligt. I dag lever hun fortsat med en frygt for at bevæge sig i det offentlige rum, hvis der ikke er andre mennesker.

For nylig var Ditte Okman i Silkeborg. Det var højlys dag, og hun ville løbe en tur i en skov. Men hun måtte vende om.

– Jeg tænkte virkelig ”hvad hvis jeg møder en voldtægtsforbryder?” Jeg vidste bare, at hvis der var én, så ville jeg ikke have en chance, og ingen ville kunne høre mig, så jeg løb ud af skoven igen, siger den 46-årige journalist og radiovært.

Hun beskriver det selv som ’skrækkeligt’ at sige, at hun er bange for at bevæge sig i det offentlige rum, når der er en smule øde eller mennesketomt. Men sådan kan hun godt have det.

Og den frygt er hun ikke alene om. 66 procent af alle danske kvinder svarer i en Megafon-måling, at de er bekymrede for at blive overfaldet, når de færdes alene i byen om aftenen.

Mens det er 68 procent af alle kvinder, som svarer, at de helst undgår at færdes alene i byen, når det er mørkt.

I dokumentaren ”Alle kvinders frygt”, som netop nu kan streames på Discovery+, fortæller Ditte Okman og 11 andre kendte kvinder om deres oplevelser med overgreb og utryghed i det offentlige rum.

For oplevelser med overgreb, utryghed og frygt for at bevæge sig i det offentlige rum, er en frygt, mange kvinder deler.

I foråret blev engelske Sarah Everard kidnappet, voldtaget og myrdet af politibetjenten Wayne Couzens, da hun en aften var på vej hjem fra en veninde.

Det fik kvinder verden over til at dele deres historier om frygt og de forholdsregler, de tager for at kunne eksistere i det offentlige rum.

En svær beslutning

Da Ditte Okman var 16 år, blev hun overfaldet på vej hjem fra byen. Hendes valg om at deltage i dokumentaren og fortælle om overfaldet, var ikke en nem beslutning.

– Det overfald, jeg selv har været udsat for, gør stadig ondt, og det er ikke rart at gå tilbage til den tid. Det handler både om overfaldet, men egentlig også hvordan omgivelserne reagerede.

Skyld og skam

Ditte Okman oplevede dengang, hvordan mennesker omkring hende reagerede ved at stille spørgsmål, der lagde skylden og ansvaret over hos hende.

– Jeg synes, det er en absurd mærkelig og forvrænget måde at gå til problemet. Uanset hvad jeg havde haft på, så er der ingen, der fortjener at være udsat for et overfald, et voldtægtsforsøg eller noget som helst andet.

Hun var 16 år og på vej hjem fra diskotek ”Mainstreet” i Farum. Mens hun cyklede sin sædvanlige vej hjem, hørte hun skridt bag sig. I første omgang tænkte hun, at det nok var hendes ven Johannes, der var i gang med at løbe hende op.

Hun nåede dog ikke at reagere, før hun blev sparket af sin cykel og landede på jorden. Ovenover hende stod en fremmed mand, der begyndte at sparke hende.

Det eneste, hun tænkte, var, at hun skulle på benene. Hun lykkedes med at komme op, men han flåede i hendes tøj, samtidig med at han slog hende i ansigtet.

Hun havde ingen kontrol over situationen og ved ikke, hvor lang tid, der gik, før han pludselig slap hende og løb. Hun stod tilbage og kiggede efter ham, og så så ned af sig selv.

Hun havde tisset i bukserne og kunne se, at hun også blødte. Efter at have stået lidt, tog hun sin cykel og gik hjem.

Jeg blev en smule paranoid og i tiden efter overfaldet var jeg mega bange for at køre i tog om aftenen og for at tage alene hjem.

Ditte Okman beskriver i dokumentaren sit 16-årige jeg som en udadvendt, festlig, bandende og larmende person. En beskrivelse, der ikke ligger langt fra, hvordan radioværten også beskrives i dag.

Men i dokumentaren er det en tydeligt mærket Ditte Okman, der grædende fortæller om overgrebet.

– Jeg bliver enormt ked af det, når jeg tænker på den tid, og det handler lige så meget om, hvordan omgivelserne reagerede.

– Jeg blev en smule paranoid og i tiden efter overfaldet var jeg mega bange for at køre i tog om aftenen og for at tage alene hjem, siger hun i dag.  

Den ”rigtige” reaktion

Da Ditte Okman kom hjem efter overfaldet, prøvede hun at gå i seng uden at vække sine forældre. Hendes mor vågnede, så, at hun var forslået, og gav hende en sovepille at gå i seng på.

Først to dage efter, da hendes bror kom på besøg, blev det foreslået at melde overfaldet til politiet.

– Jeg var ked af, at vi ikke meldte det tidligere dengang.

For overfaldsmanden viste sig at blive en serieforbryder. Han overfaldt og voldtog andre kvinder.

Omgivelsernes reaktioner og spørgsmål, som ”har du provokeret nogen?”, fik hende til at vende skammen indad.

– Jeg prøvede virkelig at finde en forklaring på, hvad der var overgået mig, og det kunne jeg ikke.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

For Ditte Okman er det vigtigt, at vi taler om og anerkender, at man ikke altid håndterer overgreb eller utrygge oplevelser ”klogt” eller på den ”rigtige” måde.

Det er svært på forhånd at vide, hvordan man reagerer og håndterer situationen.

– Man kan have alle mulige idéer om, at hvis jeg møder en voldtægtsforbryder, så skal jeg bare sparke ham i skridtet, stikke to fingre i øjnene på ham og det ene og det andet.

– Men man ved sgu ikke, hvad der sker, når man så står over for gerningsmanden. Personligt stod jeg bare og pissede i bukserne og var lidt for længe om at anmelde det til politiet.

Utrygt at bevæge sig i det offentlige rum som kvinde

Tilbage i skoven i Silkeborg blev Ditte Okman ramt af den frygt, der i dag stadig sidder i hende, når hun ikke befinder sig i København eller steder, hvor der er mange mennesker.

Hvis en mand sætter sig oven på dig, så har du ikke en chance. Og det tror jeg, at de fleste kvinder er ekstremt bevidste om.

I byen føler hun sig tryg. For her er der mennesker. Der er potentielle vidner. Der er nogen, der måske kan ringe efter politiet, hvis der sker noget.

Hun tror ikke, at hun nogensinde kan slippe den frygt, der rammer hende, når hun ikke bevæger sig blandt mange mennesker.

I hendes optik er det ligegyldigt, om man som kvinde har det sorte bælte i karate eller er verdensmester i boksning. Kvinder vil altid være fysisk underlegne.

– Hvis en mand sætter sig oven på dig, så har du ikke en chance. Og det tror jeg, at de fleste kvinder er ekstremt bevidste om.

Selv kender hun ikke nogen kvinder, der ikke har oplevet overgreb i det offentlige rum i en eller anden grad. Om det er at blive taget på brysterne på Skanderborg festival, raget på i en bus eller overfaldet.

– Jeg synes, det er vigtigt, at vi taler om, at det kan være ekstremt utrygt at bevæge sig som kvinde i det offentlige rum. Samtidig har jeg selv en datter, og jeg håber egentlig, at alle andre unge piger forstår, at vi er ikke ansvarlige for det, der skete.

– De skal ikke føle sig alene.

Forventer du, at dine børn også kommer til at opleve overgreb og utryghed i det offentlige rum?

– Ja, det tror jeg, min datter gør. For som jeg kigger rundt, sker det for alle, og det er fuldstændig skørt.

Ditte Okmans datter er kun seks år og der går nogle år, før hun begynder at bevæge sig i det offentlige rum på egen hånd.

Når den tid kommer, tænker hun, at hendes børn aldrig skal mangle taxapenge og de skal vide, at de altid må ringe til hende og bede om hjælp, uanset hvad tid på døgnet det er.

– Jeg prøver at opdrage mine børn, så de bliver stærke og selvstændige, men man kan gøre nok så meget, man ved aldrig, hvordan fanden man reagerer, når det sker.